24. okt. 2014

Oversat fra italiensk af Hanne Gregersen og Erling Tiedemann

Pave Frans - Tale ved afslutningen af bispesynoden i oktober 2014

Med hjertet fuldt af dyb taknemlighed vil jeg sammen med jer takke Herren, som i de foregående dage har ledsaget og vejledt os med Helligåndens lys.

[Personlig tak til forskellige, der har deltaget i arbejdet eller medvirket under synoden]

Jeg kan sige med ro i sindet, at vi – med en kollegialitetens og synodalitetens ånd – virkelig har gennemlevet en ”synodeerfaring”, en vej i solidaritet, vi har gået en vej i fællesskab

Og da det har været ”en vandring”, har der – som på enhver vandring – været tider med høj fart, som om man ville overvinde tiden og nå målet så hurtigt som muligt; der har været andre tider med udmattelse, som ville man sige: Nu er det nok! – og igen andre øjeblikke med begejstring og iver. Der var øjeblikke med inderlig trøst, når man lyttede til vidnesbyrdet fra de sande hyrder (jf. Joh 10og can. 375, 386, 387), som med visdom bærer deres troendes glæder og sorger i hjertet. 

Øjeblikke med trøst og nåde og opmuntring, når man hørte vidnesbyrdene fra de familier, som har deltaget i synoden og delt med os, hvor smukt og fuldt af glæde deres ægteskabelige liv er. 

En vandring, hvor de stærkere har følt sig forpligtede til at hjælpe de mindre stærke, og hvor de med den større ekspertise har været opmærksomme på at hjælpe de andre, også selv om det er sket gennem konfrontationerne. 

Og eftersom det har været en vandring, hvor det har været mennesker, der har været på vej, så har der sammen med trøsten også været andre øjeblikke med det modsatte af trøst, med spænding og fristelser – og dét kunne man nævne nogle eksempler på:

• For det første: fristelsen til ”fjendtlig ubøjelighed” – dvs. at ville lukke sig inde i det skrevne (bogstaven) og ikke at lade sig overraske af Gud – af den Gud, der overrasker (ånden); lukke sig inde i loven, inde i sikkerheden fra det, vi ved – og ikke i det, som vi endnu skal lære og nå til. Siden Jesu tid er det de nidkæres fristelse, de nøjeregnendes, de, der skal have alt på det rene, og – i dag – de såkaldte traditionalisters og også intellektualisternes fristelse.

• Fristelsen til den ødelæggende pseudogodhed (ital. buonismo), som i en falsk barmhjertigheds navn kommer plaster på sårene uden først at rense dem og gøre noget effektivt ved dem; som behandler symptomer og ikke årsager og rødder. Det er ”goodiernes” fristelse, de ængsteliges fristelse, – og også fristelsen for de såkaldte ”progressister og liberalister”.

• Fristelsen til at gøre stenen til brød for at bryde en lang, tyngende og lidelsesfyldt faste (jf. Luk 4, 1-4) – og også fristelsen til at gøre brødet til sten og kaste den mod synderne, de svage og de syge (jf. Joh 8, 7) – dvs. at gøre brødet til ”byrder, der ikke er til at bære” (Luk 11, 46).

• Fristelsen til at stige ned fra korset for at stille folk tilfreds – i stedet for at blive der for at opfylde Faderens vilje; at give efter for denne verdens ånd i stedet for at lutre den og få den ind under Guds Ånd.

• Fristelsen til at negligere depositum fidei [1] ved at betragte sig ikke som nogen, der tager vare på det, men som nogen, der ejer det og er herre over det – eller på den anden side fristelsen til at se væk fra virkeligheden ved at bruge en overdetaljeret strøm af ord og et udglattende ordvalg for at sige mange ting, men i grunden ingenting. Jeg tror, man kalder dette ”byzantinisme”...

Kære brødre og søstre, fristelserne skal ikke skræmme eller forvirre os og slet ikke tage modet fra os, fordi ingen discipel er større end sin mester; derfor, hvis Jesus blev fristet – og endda kaldt Beelzebul (jf. Matt 12, 24) – så kan hans disciple ikke forvente en bedre behandling.

Personligt ville jeg have været meget bekymret og ked af det, hvis der ikke havde været disse fristelser og disse animerede diskussioner, disse åndernes røren på sig, som den hellige Ignatius kaldte det – hvis alle havde været enige eller intet havde sagt i en falsk og konfliktsky fred.

I stedet har jeg – med glæde og taknemlighed – set og hørt taler og indlæg fulde af tro, af pastoral og læremæssig iver, af visdom, af talen lige ud af posen, af mod og af parresia.[2]  Og jeg har mærket, at det, der blev præsenteret for os, var Kirkens vel, familiernes vel og ”den højeste lov”, ”sjælenes frelse” (jf. can. 1752).

Og det er dét, vi har sagt hele tiden – her, i aulaen – uden på noget tidspunkt at sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende sandheder om ægteskabets sakramente: uopløseligheden, enheden, troskaben, frugtbarheden, dvs. åbenheden overfor livet (jf. can. 1055, 1056 og koncilsdokumentet Gaudium et Spes 48).

Og dette er Kirken, Herrens vingård, den frugtbare mor og den omhyggelige læremester, som ikke er bange for at smøge ærmerne op for at gyde olie og vin i menneskers sår (jf. Luk 10, 25-37); som ikke betragter menneskeheden inde fra et ”glasbur” for at holde dom over mennesker eller sætte etiketter på dem.

Dette er den ene, hellige, katolske og apostolske kirke, bestående af syndere, der har brug for dens barmhjertighed. Dette er Kirken, Kristi sande brud, som søger at være trofast overfor sin brudgom og hans lære. Det er Kirken, som ikke er bange for at spise og drikke med de prostituerede og tolderne (jf. Luk 15).

Kirken, som holder dørene på vid gab for at tage imod de nødlidende, de angrende og ikke bare de retfærdige eller dem, der mener sig fuldkomne! Kirken, der ikke skammer sig over den faldne broder, og som ikke lader, som om den ikke ser ham, men som føler sig involveret og nærmest tvunget til at samle ham op igen og give ham nyt mod til igen at begynde at gå vejen og til at ledsage ham frem mod det endelige møde med dens brudgom, i det himmelske Jerusalem.

Dette er Kirken, vores mor! Og når Kirken i mangfoldigheden af sine karismer udtrykker sig i fællesskab, så kan den ikke tage fejl: Det er det smukke og stærke ved sensus fidei, ved dette overnaturlige trosinstinkt, som bliver givet af Helligånden, for at vi sammen, alle sammen, kan gå ind i hjertet af evangeliet og lære at følge Jesus i vores liv, – og dette må ikke ses som årsag til forvirring og ubehag.

Mange kommentatorer eller folk, som snakker, har fantaseret om at se en kirke i skænderi, den ene part mod den anden, i tvivl endog om Helligånden, den, som er den egentlige fremaddrivende kraft og garanten for enheden og samdrægtigheden i Kirken. Helligånden, som historien igennem til stadighed gennem sine tjenere har ført skibet, også når bølgerne gik imod, og havet var i oprør og tjenerne troløse og syndere.

Og, som jeg har vovet at sige til jer i begyndelsen, så var det nødvendigt at gennemleve alt dette med ro i sindet, med indre fred, også fordi synoden foregår cum Petro og sub Petro, og pavens tilstedeværelse er garantien for alle.

Lad os tale lidt om paven, og nu i forhold til biskopperne ... Det er jo sådan, at det er pavens opgave at være garant for Kirkens enhed; opgaven er at minde hyrderne om, at deres første pligt er at give hjorden at spise – give den hjord at spise, som Herren har betroet dem – og at bestræbe sig på at tage imod det mistede får med faderlig barmhjertighed og uden falsk frygt. Det var en fejl, at jeg sagde: ”tage imod” – gå ud og find det!

Hans [dvs. pavens] opgave er at minde alle om, at autoriteten i Kirken er tjeneste (jf. Mark 9, 33-35), sådan som pave Benedikt XVI klart og tydeligt har forklaret det, jeg citerer her ordret:

"Kirken er kaldet til og skal bestræbe sig på at udøve den form for autoritet, som er tjeneste, og at udøve den ikke på egne vegne, men i Jesu Kristi navn ... gennem Kirkens hyrder; det forholder sig sådan, at det er Kristus [selv], der vogter sin hjord: det er ham, som vejleder den, beskytter den, retleder den, fordi han omfatter den med dyb kærlighed.

Men Herren Jesus, vore sjæles øverste hyrde, har villet, at apostelkollegiet – i dag biskopperne – i samfund med Peters efterfølger ... deltager i denne hans sendelse til at tage vare på Guds folk, til at være opdragere i troen ved at retlede, inspirere, og understøtte det kristne fællesskab – eller som koncilet siger:

’ved at sørge for, at hver enkelt troende i Helligånden ledes til at leve deres personlige kald efter Evangeliet, til en oprigtig og virksom kærlighed og til den frihed, hvortil Kristus har frigjort os’  [3] " ....

og pave Benedikt fortsætter:

”Det er gennem os, at Herren når sjælene, underviser dem, bevarer dem, vejleder dem. Den hellige Augustin siger i sin kommentar til johannesevangeliet:

’Lad det altså være en kærlighedens forpligtelse at være hyrde for Herrens hjord (123,5)’;

dette er den højeste norm for Guds tjeneres adfærd, en ubetinget kærlighed, som den gode hyrdes kærlighed var det, fuld af glæde, åben over for alle, opmærksom på dem, der står nær, og betænksom overfor dem, der er langt borte,[4] fintfølende overfor de svageste, de små, de enfoldige, synderne for at manifestere Guds uendelige barmhjertighed med ord om håb og tryghed”. [5]

Altså, Kirken er Kristi Kirke – den er hans brud – og alle biskopperne i samfund med Peters efterfølgere har den opgave og den pligt at tage vare på den og tjene den, ikke som herrer, men som tjenere. I denne sammenhæng er paven ikke herren over alle, men tværtimod alles tjener, han er servus servorum Dei. Han er garanten for Kirkens lydighed og overensstemmelse med Guds vilje, med Kristi evangelium og med Kirkens tradition, idet han sætter alt, hvad han personligt kunne tænke sig, til side, alt imens han – i kraft af selve Kristi vilje – er den øverste hyrde for alle troende (can. 749), og idet han tillige har den ordinære  myndighed i Kirken, som er den højeste, den fulde og hele, den umiddelbare og universelle  myndighed. (jf. can. 331-334)

Kære brødre og søstre, vi har endnu et år til at bringe de ideer til modning, der er lagt på bordet – gennem en sand åndelig skelnen – og til at finde konkrete løsninger på så mange vanskeligheder og utallige udfordringer, som familierne må se i øjnene og tage op; til at give svar på så megen modløshed, som omgiver og kvæler familierne.

Et år til at arbejde med synodens relatio, dens slutdokument, som er den pålidelige og klare sammenfatning af alt det, som er blevet sagt, drøftet og diskuteret i denne sal og i de mindre grupper. Og dette dokument er blevet sendt til bispekonferencerne som ”Lineamenta”. [6]

Måtte Herren ledsage os og vejlede os i dette forløb til hans navns ære på forbøn af den salige jomfru Maria og den hellige Josef!

Og per favore – glem ikke at bede for mig!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
[1] Depositum fidei. Betegnelse for de åbenbarede og overleverede trossandheder, som det er Kirkens opgave at forsvare og videregive uforfalsket.

{2] Græsk: frimodighed

[3] Andet Vatikankoncil, Presbyterorum Ordinis. Om præsternes tjeneste og liv, 6

[4] Jf. S. Agostino, Discorso 340, 1; Discorso 46, 15

[5] Jf. Lettera 95, 1. Benedikt XVI, Onsdagsaudiensen den 26. maj 2010.

[6] Dvs. forberedende arbejdspapir til bispesynodens ordinære samling i oktober 2015

Pave Frans - Tale ved afslutningen af bispesynoden i oktober 2014 i pdf format incl. fodnoter <her>

Engelsk: Vatican Radio's provisional translation of Pope Francis' address to the Synod Fathers <her>

Tema: Familiesynoden

Retur til Artikler i aviser og på nettet

Retur til Medieoversigt