Katolikker i Dialog

View Original

Politiken: Paven på politisk mission

20. sept. 2015

ANNE M. SØRENSEN, LATINAMERIKAKORRESPONDENT, Politiken skriver bl.a.

Pave Frans var afgørende for optøningen mellem USA og Cuba. Nu besegler han sit værk med en symbolsk rundtur til de to lande med budskabet om fred og forsoning.

På Revolutionspladsen i Havana har hundredvis af cubanere i ugevis skrubbet, skuret, malet og klædt pladsen på til fest op til dagens pavelige messe, der vil tiltrække titusindvis af forventningsfulde cubanere.

Langs gaderne fra lufthavnen til centrum hænger det katolske overhoveds kontrafej, og selv kommunistpartiets partiavis, Granma, ryddede i går forsiden med et trompeterende ’Velkommen til Cuba, pave Frans’.

Ingen pave kunne ønske sig en mere hjertelig velkomst i det officielt ateistiske Cuba.

Men den argentinske pave Frans er også noget helt særligt i cubanernes øjne. For dem er han en allieret, der har turdet sætte hele sin politiske autoritet ind på at opbløde et ældgammelt, forstenet og frugtesløst fjendskab mellem regeringerne i Washington og Havana.

Med hans hjælp og tålmodige diplomati kunne præsident Barack Obama og Raúl Castro 17. december sidste år til resten af verdens komplette overraskelse simultant erklære sig villige til at starte på en frisk med hinanden.

-

I anerkendelse af kirkens betydning er den cubanske stat lige så stille begyndt at tilbagelevere bygninger, kirker og grunde, der efter revolutionen blev konfiskeret. Foreløbig er et dusin bygninger og ejendomme overdraget til kirken, mange af dem dog i meget dårlig stand, fordi staten ikke har brugt penge på at holde dem ved lige.

Cubas splittede og uenige dissidentgrupperinger har også fået øje på kirken, og op til pavens besøg har de bedt kardinal Jaime Ortega om at tale deres sag. Flere af dem kritiserer kardinalen for at have uld i munden, når det gælder om at påtale repressionen mod landets opposition og de politiske fanger. Kirken har imidlertid afvist kritikken.

»Vi har ofte hævet vor røst og henvendt os til regeringen. Vi er hverken, døve, blinde eller stumme, og dissidenterne ved jo ikke alt om, hvad vi går og laver«, siger fader José Conrado Rodriguez fra Trinidad.

I anledning af det pavelige besøg har Cuba løsladt 3.500 fanger, hvad der er den største benådning i nyere tid. Blandt de frigivne er adskillige udlændinge, fanger over 60 og under 20 år, kronisk syge og folk, der stod til snarlig løsladelse. Det forlyder ikke, om der er politiske fanger blandt de benådede.

Dagens gudstjeneste på Revolutionspladsen er højdepunktet i pavens 3-dages besøg, som indledtes i går. På tirsdag rejser han videre til USA for at understrege symbolikken i, at denne tur handler om fred og forsoning mellem to ærkefjender, der ikke magtede at bilægge striden uden hans hjælp.

Hele artiklen er <her>


Tema: Pave Frans besøger Cuba og USA


Retur til Artikler i aviser og på nettet

Retur til Medieoversigt