Jesper Fich,  sognepræst, Frederiksberg, Skt. Mariæ kirke

Julemorgen 2016 - prædiken.

Pave Frans sagde i sin juleprædiken, at julen er blevet taget som gidsel for en materialisme, der fejrer selvet. Det kan han langt hen ad vejen have ret i. Hans perspektiv er i den sammenhæng ikke mindst de fattige, der ikke er med til festen.

Og dog er mangler den ægte gave undertiden.

Her til morgen er der dem, der mangler en gave, den gave, som ville have skabt glæde, håb og ville have været det uundværlige tegn på at være set og holdt af. De gaveløse – de står op til en bitterkold morgen for sjælen.

For slet ikke at nævne dem, der slet ikke kan tage imod. Og de er mange – ja, de tager nok i mod, men ”gaven” (både den materielle og den af immateriel karakter) forbliver alligevel udenpå, den kommer ikke rigtigt ind og bliver pakket ud derinde – i sindet.

At tage imod viser sig igen og igen som det sværeste. Alt for mange skuffelser har gjort deres virkning. Det gør det besværligt – for ikke at sige umuligt at tro på substansen i gaven – i gaven bag gaven...

Jeg har levet længe nok til at se, at den manglende evne til at tage imod breder sig. Det er noget nyt for vor samtidig, nok aldrig i samme grad noget tidligere tiders mennesker sloges med. Ambrosius (ham der døbte Augustin – død i 397) siger, at selv i et menneskes dybeste mørke er der er længsel, der lever. Og Rilke – den tyske, mærkværdige digter fra vor egen tid – siger: ”for dér, som gennem mørke snævre gader går et sagn om Gud gennem blodets mørke.”

Der i menneskets dybeste hemmelighed, tror han, lever en skjult viden om Gud, som nær. Også selvom det er som om det var i en bys mørkester og mest skumle gyder.

I dag er evangeliet – også juleevangeliet – til tider kun et rustent stillads om selvet, der fejrer sig selv og er ligeglad med substansen, som man heller ikke længere tror på er reel. Det som er fundamentet er ikke mere end eventyrligt luftkastel, der opløses i ingenting, så snart virkeligheden melder sig. ”Det var så den jul.” Den satte ingen spor, måske mere skuffelsen i dem, der forblev de gaveløse, dem der ikke var et ord til, DET ord, som er det nødvendige, for at vide, hvem jeg er...

Nu er det ikke fordi dem, jeg her taler om er onde mennesker. Det kunne være mig selv – om end kun i et vist omfang – og hvis så ville det uanset være en utryg tanke – som jeg straks må søg bod for hos ham, der ligger i krybben og som har magt til at vende menneskets strømme. Men: altså: ikke onde mennesker, men bare mennesker, men skadede mennesker,der trænger til at blive helet... blive hele i lyset fra sønnen...

Det er ikke onde mennesker – måske deres nød er min skyld, at jeg med mine mange synder har slukket håbet, hos dem... Stået mellem mig og det ord, som frelser... Der er en dyb sandhed at vi er medskyldige i næstens nød, som Dostojevski har lært mig at forstå det...

For mig – og os – denne julemorgen, kan vi kun i dybeste ydmyghed og undren glæde os ved, at hvor enorm en nåde, det er, hvis man kan sige: ”Tal Herre, din tjener hører!” Det er den største nåde. Så vågner længslen og får sprog og sjælen får ører...

Tal Herre – her på juledages morgen – hvor ordet om ordet går over jorden... Det uundværlige ord –

Det skal der til – ordet – og vi, som nåden har givet troens mod, vi skal sige det, for vor egen skyld, fordi det er den hemmelighed, der er mellem skaberen og mennesket, den hemmelighed, der bare er til for kærlighedens egen skyld... Men vi skal også sige det for alle deres skyld, som er de skadede, de gaveløse... Våge i verdens nat, som Marias barn har givet os i opdrag...

”for dér, som gennem mørke snævre gader går et sagn om Gud gennem blodets mørke.”

Glædelig jul.

Jesper Fich op

Maj 2015: Pinsedagsmesse fra kirken Sankt Thomas Aquin i Toulouse

Juli 2014: Jesper Fich: Dette er altså det rene kætteri

Website: Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg

Udsendelser i TV / Radio: Jesper Fich