29. jan 2017

Jesper Fich,  sognepræst, Frederiksberg, Skt. Mariæ kirke

Ansgarsfest 2017

Vil der være en katolsk kirke i Danmark om 25 år eller 50 år? Eller er vi druknet i den almindelige værdiopløsning? Og hvis der stadig er en kirke, hvilke udfordringer kommer så til os...

Når jeg i det hele taget tør stille spørgsmålet om kirkens robusthed i Danmark, så mangler min tro sådan set ikke noget. Jeg tror fuldt og fast på Jesu løfte til Peter om at helvedes porte ikke skal få magt over den. Men overfor dette står Jesus med sit eget spørgsmål: når menneskesønnen kommer igen, mon han så vil finde troen på jorden? Kirker går og kommer – engang kristne lande er det ikke i dag. Og fra 1536 til 1849 var det umuligt at være katolsk kirke i Danmark.

Men tilbage til udsigten for kirkens fremtid.

Den 21. Januar afsluttede dominikanerne deres 800 års jubilæum ved en messe i Laterankirken i Rom. Det var ved Laterankirken at pave Honorius III boede dengang han gave Dominikus sin godkendelse af ordenen.

Pave Frans valgte at prædike over 2. Timoteusbrev. Af den længere tekst, har jeg lavet et kort udpluk: ”I de sidste dage skal der komme hårde tider (sidste tider – dermed mener forfatteren: nu – det er nu det er de sidste tider. Videre: ”For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, brutale, uforsonlige, de vil elske deres nydelser højere end Gud.”

I sin prædiken sagde Frans at Timoteus, Dominikanerne og hele kirken altid står overfor at forkynde evangeliet midt i en omverden, der ligner et verdsligt kaneval, hvor mennesker hele tiden søger efter nye lærere, myter, doktriner og ideologier.

Interessant hvordan apostlene for 2 tusind år siden stod overfor en udfordring vi så let kan genkende. Dengang som nu: Mennesker bliver forført af subjektiv relativisme. ”Det er sandt for mig” er en sætning, der høres ofte. Den betyder: det her gider jeg ikke tale mere om. Og så er der vitterligt heller ikke mere at tale om, og sandheden – ja, den ligger mishandlet tilbage – who cares? Først og fremmest vil jeg have ret til uforstyrret at definere min egen sandhed.

Pave Frans tilføjer, at i vor tid er vores forbrug komme til som endnu en komponent, der fjerner mennesket fra sig selv og vaccinerer dem mod en store sandhed.

Og nu et spring:

Thøger Larsen skrev i 1895

”Vil du finde sandhedens rette spor
– ind i dybet, der i hjertet bor,
må vi skue med et varsomt syn,
søge i os selv vort eget sande,
tæmme løgnens kåde længselslyn,
slukke dem i viljens kolde vande.”

Tæmme løgnens kåde længselslyn... Slukke dem i viljens kolde vande...

Thøger Larsens opskrift, er den ikke en del af svaret – på om der vil være kirke for danskere om 50 år?

Et væsentligt problem for vore samtidige, det som forhindrer dem i vejen frem mod tro – er at de ikke engang er i stand til at tolke deres egne erfaringer. De kender sig selv så dårligt. Der er

Lammet af alt for mange nedslag af løgnens kåde længselslyn.

På vores, altså dominikanernes, generalkapitel i Bologna i august talte nogen af os meget om, at udfordringen for kirkens forkyndelsen i dag, ikke mindst består i at hjælpe mennesker til at stille kvalificerede spørgsmål...

Det skal der til, for vor del. Vi skal som kirke, der ikke først og fremmet er tilbageskuende, men som ser fremtiden i øjnene, turde gennemgå jævnlige serviceeftersyn.

Hvad er det for en kirke vi gerne vil kendes som? Kalder vi mennesker til selv at blive parthavere i efterfølgelsens historie, indrømmer vi dem ret til at fortælle deres egen personlige livshistorie ind i evangeliets? Og må jeg VÆRE dér med mig, med mine erfaringer, kan mine erfaringer få positiv betydning for det fælles gode som kirken har, kan mine erfaringer bruges, kan jeg?

Ikke for ingenting kaldte Jesus fiskere... Han kunne bruge deres erfaring fra søen, når der skulle trækkes mennesker op, alle dem, der var i fare for at drukne...

Den vinkel har jeg fra en dominikanersøster, der sagde: ”læg mærke til, at Jesus altid kalder disciple, hvis erfaringen han kan bygge videre på.” ”Hvad så med tolderen Mathæus var der en?” der spurgte. Og ja, måske var hans erfaringer særlig vigtige.

Mathæus havde jo lagt karnevalsdragten, den dragt, som han når det endelig blev åbenbart nok alligevel aldrig havde syntes var så sjov at ha på. Men han stod også med den uvurderlige erfaring, at  alternativet til karnevalsdragten ikke var at stå nøgen – afklædt tilbage – men at blive iklædt i evangeliets lys...

Og vi – præster, menighed, hver og en og sammen – vi må derfor aldrig lade nogen stå tilbage med indtrykket af at efterfølgelse er det samme som underkastelse. Ikke engang under Guds vilje. Ingen efterfølgelse uden i kærlighed. Efterfølgelse ER en bevægelse i kærlighed.

Jesper Fich op

Jan. 2017: Jesper Fich: Nytårsdag 2017

Dec. 2016: Jesper Fich: Julemorgen 2016

Maj 2015: Pinsedagsmesse fra kirken Sankt Thomas Aquin i Toulouse

Juli 2014: Jesper Fich: Dette er altså det rene kætteri

Website: Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg

Udsendelser i TV / Radio: Jesper Fich