31. dec. 2017

Pave Frans' prædiken ved midnatsmessen i Peterskirken

Maria 'fødte sin Søn til verden, de førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der  var ikke plads til dem i herberget' (Lukas 2,7). Med denne enkle, men klare sætning fører Lukas os ind i hjertet af denne hellige nat. Marie føder sin søn, han ser dagens lys, og Maria giver os Lyset. Det er en enkel beretning, som skal tage os helt ind i den begivenhed, der for altid ændrede  historien. Alt blev i denne nat kilde til håb.

Lad os gå et par vers tilbage i beretningen. Efter Kejserens dekret har Maria og Josef set sig tvunget til at rejse. De har måtte forlade deres nærmeste, deres hjem, deres jord, og begive sig på vej for at "lade sig indskrive". En rejse, der hverken var belejlig eller problemfri for et ungt par, som var tæt på at skulle føde. De var tvunget til at forlade deres hjemegn. I deres hjerte var de fulde af håb, og af tanker om fremtiden på grund af det barn, der var ved at komme; men deres skridt var derimod tynget af uvished og af de farer, der hører med til  at skulle bryde op fra sit hjem.

Og dernæst kom de i den situation, at de blev konfronteret med måske  det allersværeste:  at ankomme til Betlehem  og opleve, at det var et sted, hvor de ikke var ventet, et sted hvor der ikke var plads til dem.

Og lige præcis dér, i denne situation som var en udfordring, har Maria givet os Emmanuel som gave. Guds Søn måtte fødes i en stald, fordi hans egne ikke havde plads til ham: 'Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham' (Joh 1,11). Og dér, - i nattemørket i en by, som hverken har rum eller noget sted for den fremmede, som kommer langt borte fra, midt i mørket i en by, i uro og bevægelse, og som i dette tilfælde ser ud til at ville holde sammen på sig selv ved at vende andre ryggen, lige dér, -  tændes den revolutionerende gnist af Guds varme og trofaste kærlighed. I Betlehem skabes der en lille åben sprække for dem, der har mistet deres sted, deres jord, deres fædreland, deres drømme - endda for dem som er  ed at blive kvalt i et fastlåst liv.

I Josef og Marias skridt gemmer der sig så mange andre skridt. Vi ser sporene fra hele familier, som i dag ser sig tvunget til at tage af sted. Vi ser sporene fra millioner af mennesker, som ikke selv vælger at tage af sted, men er tvunget til at skille sig fra deres kære, som bliver drevet ud fra deres land. I mange tilfælde er dette opbrud mærket af håb, af fremtidsdrift, - i mange andre tilfælde har dette opbrud kun ét navn: overlevelse. At overleve dagens mange Herodes, som for at tvinge deres magt igennem og øge deres rigdom, ikke ser noget problem i at udgyde uskyldigt blod.

Maria og Josef, som man ikke havde plads til, er de første, der tager Ham i favn, som kommer for at give os alle bevis på indfødsret. Han som i sin fattigdom og ringhed undsiger [den falske magt] og viser, at den virkelige  magt og ægte frihed hører dem til, som ærer de svagestes skrøbelighed og kommer den til hjælp..

I denne nat forkyndes Han, der ikke havde noget sted, hvor han kunne fødes, for dem som ikke fandt plads ved byens borde og i dens gader. Hyrderne er de første, som modtager dette Gode Budskab. På grund af deres arbejde var hyrderne mænd og kvinder, som måtte leve i udkanten af samfundet. Deres levevilkår, de omgivelser, som de var tvunget til at opholde sig i, forhindrede dem i at overholde alle de rituelle forskrifter i deres religion om renselse, og følgelig blev de betragtet som urene. Deres hud, deres tøj, deres lugt, deres måde at tale på, deres baggrund forrådte dem. Alt ved dem vakte mistillid. Det var mænd og kvinder, som man skulle holde sig fra, være bange for; man så på dem som hedninger blandt de troende, syndere blandt de retfærdige, fremmede blandt dem der havde borgerret. Det er til dem - hedninger, syndere og fremmede - at englen siger: frygt ikke, thi se, jeg forkynder jer en stor glæde for hele folket: i dag, i Davidsbyen, er født jer en Frelser, som er Kristus, Herren" (Lukas 3,10-11).

Det er denne glæde, som vi i denne nat indbydes til at dele, til at fejre og forkynde. Glæden med hvilken Gud i sin uendelige  barmhjertighed har omfavnet os, hedninger, syndere og fremmede, som vi er, og skubber til os - at vi skal gøre det samme.

Det er troen fra denne nat, som  får os til at se, at Gud er til stede i alle de situationer, hvor vi troede, han ikke var. Han er i den ubekvemme gæst, som vi så mange gange ikke kan genkende, som går omkring i vores byer, i vores boligkvarterer, som er passager i bussen,  som ringer på vores dør.

Det er denne tro, der skubber til os for at få os til at gøre plads for en ny social kreativitet - til ikke at være bange for at eksperimentere med nye former for relationer, hvor ingen skal føle, at der ikke er en plads til ham på denne jord. Julen er tiden til at omdanne angstens magt til kærlighedens magt, en kærlighedens magt, der  viser sig i en ny kærlighedens kreativitet. Kærligheden, som ikke vænner sig til uretfærdigheden, som var den en naturlig sag, men som har modet - midt i spændinger og konflikter - til at gøre sig til "brødets hus" (*) , gæstfrihedens sted. Den hellige Johannes Paul II mindede os om det: "Vær ikke bange! Luk dørene op på vid gab ind til Kristus" (prædiken ved Indledningen til Pontifikatet, 22 oktober 1978)

I det lille barn fra Betlehem kommer Gud os i møde for at gøre os til forkæmpere for det liv, der omgiver os. Han giver sig til os, for at vi skal tage ham i vores arme, tage ham op og tage ham i favnen. For i Ham - er angsten væk, angsten  for at tage den tørstende, den fremmede, ham uden tøj, den syge, ham i fængslet i vore arme, tage ham op til os og omfavne ham (jf Matt 25,35-36) "Vær ikke bange. Luk dørene op på vid gab, ja luk dem op for Kristus". I dette lille barn indbyder Gud os til at tage vare på håbet. Han indbyder os til at stå på vagt for de mange mennesker, som er segnet under byrden af den fortvivlelse, der kommer af at finde så mange døre smækkede i. I dette lille barn gør Gud os til forkæmpere for hans gæstfrihed.

Glæden over gaven gør os bevægede, du lille barn fra Betlehem, og sådan ber vi dig om, at din gråd må vække os af vores ligegyldighed, åbne vores øjne, så vi ser den, der lider. Må din ømhed vække vores følsomhed og få os til at føle os indbudte til at kende dig i alle dem, som kommer til vores byer, kommer ind i vores historier, ind i vores liv - Måtte din revolutionerende varme kærlighed overbevise os om at vi er indbudte til at tage vare på håbet og ømheden for vores mennesker

(*) Bethlehem betyder 'Brødets hus' (o.a.)
______________________________________________

"Pope's homily for Christmas Mass during the night: full text" <her>

Hele midnatsmessen:

Midnatsmessen fra Rom - fra SVT2.
Kommentator: Den meget vidende og velfunderet katolik Kaj Engelhart og det var 40. gang han gjorde det

'Gudstjänst - Midnattsmässa från Rom i SVT Play' <her>