2. okt. 2016

Lige siden 'Amotris Laetita' - Glæden ved kærligheden'- blev udsendt, har journalisterne på pressekonferencerne i flyset hjem efter pavens rejser, benyttet lejligheden til at stille spørgsmål om denne skrivelse. Det var også tilfældet på flyet hjem fra Azerbadjan, hvor paven igen sagde nogle meget centrale - og meget smukke- ting om forståelsen af Skrivelsen.
__________

Pave Frans: god aften. Og stor tak for jeres arbejde, for jeres hjælp.

Det er rigtigt, det har kun været en kort rejse- tre dage  - men I har haft meget at gøre. Jeg er til jeres disposition, og jeg siger tak for jeres arbejde. I kan spørge om hvad I vil.

Greg Burke:
Tak, hellige fader. Det første spørgsmål kommer fra Georgien, Ketevan Kardava fjernsynsvært

Ketevan Kardava:
En stor tak, hellige fader for Deres førte rejse til Georgien. For mig har det betydet rigtig meget at dække dette besøg og at følge Deres besøg i mit land. Alle vi borgere i Georgien har været meget bevægede over det, De har sagt, og især fotografiet af Dem sammen med Georgiens patriark er blevet delt igenog igen på de sociale medier. Det har været et meget opmuntrende besøg for vores katolske menighed, som er så lille.

Efter Deres møde med patriarken - tænker De så, at der er baggrund for fremtidigt samarbejde og konstruktiv dialog mellem Dem og de ortodokse om læren? De sagde til os, at vi har meget fælles, at det, som forener os, er mere end det, der adskiller os. Stor tak. Jeg ser frem til Deres svar.

PF:
Jeg havde to overraskelser i Georgien. Den ene - Georgien: Jeg havde ikke forestillet mig, der var så meget kultur, så megen tro, så megen kristendom. Det er et troende folk og en gammel kristen kultur! Et folk med så mange martyrer. Jeg opdagede noget, jeg ikke vidste: bredden i troen i Georgien.

Den anden overraskelse var patriarken. Han er en Guds mand. Den mand har rørt mig. Mange gange følte jeg, at jeg forlod ham bevæget og med hjertet fuldt af følelsen af at have fundet en Guds mand., ja virkelig en Guds mand. Og med hensyn til de ting, der forener, og det der skiller os:  her vil jeg sige - lad os ikke diskutere læremæssige ting, overlad det til teologerne. Det kan de gøre bedre end vi. De diskuterer - og hvis de er gode til det, så er de gode, de har god vilje, teologerne på begge sider - men hvad skal folket gøre? Bede for hinanden, det er vigtigt, bøn.. Og for det andet- gør ting sammen, Er der fattige? Så arbejder vi sammen med de fattige. Der kan være det ene eller det andet problem: vi kan arbejde med det sammen, vi gør det sammen. Er der migranter? Vi gør ting sammen. Vi gør noget godt for andre sammen. Det er det, vi kan gøre, og dette er økumeniens vej. Der er ikke kunlærens vej, den kommer sidst - men vi begynder at gå sammen. Og med god vilje kan vi gøre dette, ja MÅ og SKAL gøre det. I dag består økumeni i at gå sammen, bede for hinanden - og at teologerne fortsætter med at tale med hinanden, studere hinanden... Ja, jeg ved ikke...men Georgien er vidunderlig, det er et land, hvor jeg ikke ventede at finde en kristen nation, helt ind i marven - ja!

Tassilo Forcheimer, ARD/BR Radio:
Hellige fader, efter De har talt med alle dem, der kan ændre Aserbajdsjans frygtelige historie - hvad er det, der nødvendigvis må ske mellem Armenien og Aserbajdsjan, hvad er der brug for, at der sker, for at bringe en varig fred, som sikrer menneskerettighederne? Hvor ligger problemerne, og hvor kunne Hans Hellighed have en rolle at spille i denne sag?

PF:
to gange, i to taler, har jeg talt om dette. I den sidste talte jeg om den rolle, som religionen kan spille for at hjælpe med dette formål. Jeg mener, at den eneste vej er dialogen, den oprigtige dialog, uden ting, der bliver gemt under bordet - oprigtigt, ansigt til ansigt. Seriøs forhandling. Og kan man ikke komme videre ad denne vej, er der brug for at have modet til at gå til en international domstol, for eksempel i Haag, og overgive sagen til en international bedømmelse. Jeg ser ikke nogen anden vej. Den anden vej er krig, og krig er altid ødelæggende, med krigen er alting tabt. Og kristne ber også for fred, fordi hjerterne tager denne dialogens vej, forhandlingernes vej - eller at gå til en international domstol. De kan ikke have problemer som disse! Tænk på, at alle tre kaukasiske lande har problemer. Georgien har også et problem - med Rusland. Det kender jeg ikke meget til, men det er større...det har et problem,  derkan vokse, det er en ukendt størrelse. Og Armenien er et land ,med åbne grænser, det har problemer med Aserbajdsjan og burde gå til eninternational domstol, hvis dialog og forhandling ikke er en fremkommelig vej.

Maria Elena Ribezzo, LA PRESSE:
God aften, Deres Hellighed. I går talte De om, at der foregår en verdenskrigmod ægteskabet, og med hensyn til denne krig kom De med nogle meget stærke ord mod skilsmisser - De sagde, at det forurener Gudsbilledet, snavser det til - mens der i de foregående måneder under Synoden var tale om at byde fraskilte mennesker velkommen. Jeg ville gerne vide, om disse tilgangekan forenes, og hvordan.

PF:
Det står alt sammen - alt det jeg sagde i går, bare med andre ord, for i går talte jegfra bladet og lidt ophedet - men det står alt sammen i Amoris Laetitia. Alt.

Når der ertale om ægteskabet som foreningen mellem manden og kvinden, skabt af Gud, som gudsbillede, så er det manden og kvinden. Gudsbilledet er ikke manden: det er manden sammen med kvinden. Sammen. De er et kød, når de bliver et i ægteskabet. Dette er sandheden.  Det er rigtigt, at i samtidens kultur er der mange problemer og mange konflikter, der ikke håndteres godt, og der er også filosofier i dag, som siger - "jeg går ind i dette ægteskab, og når jeg bliver træt af det, indgår jeg et nyt, og et tredje og et fjerde". Det er dette, derer'verdenskrigen' , som De siger, mod ægteskabet. Vi må passe på, at denne tanke  ikke vinder indpas hos os. Men frem for alt: ægteskabet er et billede på Gud, mand og kvinde der bliver et kød. Når dette ødelægges, så snavses gudsbilledet til, eller det forvrænges.

Dernæst - Amoris Laetitia taler om, hvordan man skal forholde sig til disse tilfælde, hvordan forholde sig til de sårede familier, og her kommer barmhjertigheden ind. Der er en meget smuk bøn, som Kirken har, vi bad den i den forgangne uge: Gud, du har skabt verden på vidunderlig måde - og du har på endnu mere vidunderlig måde nyskabt den - dvs med forløsningen og barmhjertigheden. Det sårede ægteskab, de sårede ægtepar: her kommer barmhjertigheden ind. Princippet står fast, det er, som det er - men den menneskelige skrøbelighed er til, synden er en virkelighed,  og det sidste ord tilkommer aldrig svagheden, synden, det er barmhjertigheden, som har det sidste ord!  Jeg kan godt lide at fortælle- måske har jeg sagt det, men jeg gentager det gerne -  hvordan der i Den hellige Maria Magdalene kirke i Vezelay er en meget smuk søjlekapitæl fra ca år 1200. I middelalderen lavede man katekismusundervisning ved hjælp af  katedralernes skulpturer. På den ene side af kapitælet ser man Judas, der har hængt sig, tungen hænger ud, øjnene står frem af deres huler - og på den anden side ser man Jesus som den gode hyrde, som tager Judas og bærer ham med sig. Og hvis vi ser godt efter Jesu ansigt, så er det bedrøvet, læberne er bedrøvede, men der er som et lille medvidende smil . De, der lavede denne kapitæl, havde forstået, hvad barmhjertighed er! Overfor Judas!  Og derfor - i Amoris Laetitia tales der om ægteskabet, og hvad ægteskabet fundamentalt er - men dernæst kommer problemerne, hvordan forberede sig til ægteskabet, hvordan opdrage børnene, og så i kapitel 8, når problemerne kommer, hvordan skal de så løses. De løses efter fire kriterier: tage imod de sårede familier, ledsage dem, skelne hvert enkelt tilfælde og integrere, reparere. Dette er måden, vi samarbejder på med denne ' skabelse nummer to', denne underfulde gen-skabelse, som Herren har gjort med forløsningen. Er dette forståeligt? Altså - hvis man kun tager den ene del, så går det ikke. Amoris Laetitia - det er det, jeg vil sige: "det hele handler om kapitel 8" - nej, nej, Skrivelsen skal læses fra begyndelsen til slut. Og hvor er centrum? Vel -  det afhænger af den enkelte. For mig er centrum, kernen i Amoris Laetitia i kapitel 4, som tjener hele livet. Men det hele skal læses og læses igen, og det hele skal drøftes igennem, det er alt sammen et hele. Der er synden, der er bruddet, men der er også  barmhjertigheden, forløsningen, helbredelsen. Har jeg gjort mig forståelig om dette?

Greg Burke:
Så er det Joshua McElwee, fra det amerikanske blad The national Catholic Reporter

Joshua McElwee:
Tak, hellige fader. I den samme tale i går i Georgien har De - som i mange andre lande - talt om genderteorien, som De siger, er den store fjende, en trussel mod ægteskabet. Men jeg vil gerne spørge - hvad skal man sige til et menneske, som i årevis har lidt under sin seksualitet og virkelig følt, at det var et biologisk problem, at hans fysiske skikkelse ikke svarede til det, som han selv betragtede som sinegentlige seksuelle identitet? Som sjælesørger og præst, hvordanville De ledsage dette menneske?

PF:
Aller først dette: jeg har i mit liv som præst, biskop - også som pave - ledsaget mennesker med homoseksuelle tilbøjeligheder og homoseksuel praksis. Jeg har ledsaget dem, bragt dem nærmere til Jesus - nogle har ikke kunnet dette - men der er aldrig nogen, jeg har forladt. Dette er, hvad jeg vil gøre. Mennesker må ledsages, som Jesus ledsager dem. Når et menneske har det sådan og når frem til Jesus, så  siger Jesus i hvert fald ikke: "Gå din vej, for du er jo homoseksuel" .I hvert fald ikke. Det, som jeg har sagt , går på  den ondskab, som foregår i dag med indoktrineringen afgender-teorien. En fransk far fortalte mig, hvordan han ved middagsbordet havde talt med sindreng - begge ægtefæller katolikker, drengen også  - og havde spurgt den 10-årige:  hvad vil du være, når du bliver stor? Og drengen svarede - jeg vil være pige. Og faderen fandt ud af, at i drengens skolebog blev der undervist i genderteori. Dette er imod naturens orden. En ting er, at der et menneske, der har det sådan, har dette valg, og også skifter køn. Noget andet er at undervise i skolen , lægge denne linje, for at ændre mentaliteten. Dette er, hvad jeg kalder 'ideologisk kolonisering'. Sidste år fik jeg et brev fra en spansk mand, som fortalte mig sin historie som barn og ung. Han var pige som barn og ung og led meget, fordi han følte sig som en dreng, men var altså fysisk en pige.  Hun talte med sin mor om det, da hun var 22, og sagde, at hun gerne ville skifte køn, kirurgisk osv. Og moderen bad hendeom ikke at gøre det, så længe hun, altså moderen,  levede. Moderen varoppe i årene og døde kort efter. Hun gennemgik derefterprocessen. Han er ansat i et ministerium i en by i Spanien. Han gik til biskoppen, og biskoppen ledsagede ham tæt, en god biskop: han brugte tid - 'spildte tid' - på at hjælpe ham. Så giftede han sig. Han fik en ny identitet, han giftede sig og skrev etbrev tilmig, hvor han sagde, det ville være ham en trøst at komme med sin ægtefælle - - og jeg tog imod dem. De havde det godt. Og der, hvor han bor, er der en gammelpræst, i 80-erne, deres gamle sognepræst, som  nu har forladt sognet og er blevet præst for nogle søstre, dér i sognet... Og så er der en ny sognepræst,  - og når den nye ser ham, råber han til ham på fortovet ' Du kommer i helvede!"  Men når han ser den gamle præst, siger denne - "hvor længe er det siden, du har været til skrifte? Kom og gå til skrifte, så kan du gå til kommunion" Er I med?  Sådan er livet, og vi må tage tingene, som de kommer. Synd er synd. Tilbøjeligheder eller hormonal ubalance giver mange problemer, og vi må være opmærksomme og ikke sige: "det kommer alt sammen ud på et - så hvad er problemet?".  Nej - ikke sådan. Men lad os i hvert eneste tilfælde - tage imod, ledsage, undersøge, skelne og integrere. Det er, hvad Jesus ville gøre i dag. Og vær så rar ikke at sige : "Pavenhelgenkårer transer". Endelig ikke. For jeg ser allerede overskrifterne i aviserne..Nej., nej. Hersker der tvivl om, hvad jeg har sagt eller mener? Jeg vil være klar. Det er et moralsk problem. Det er et problem. Det er et menneskeligt problem. Og det skal løses, som man nu kan, altid med Guds barmhjertighed, med sandhed, som jeg har sagt det for ægteskabets vedkommende, med  hele Amoris Laetitia, men altid sådan, altid med et åbent hjerte. Og glem ikke den kapitæl i Vezelay, den er så smuk, meget smuk.

GB:
Tak, helligefader.
Så er det Gianni Cardinale fra 'Avvenire'

Gianni Cardinale:
To spørgsmål: et personligt og et alment.  Det første er _ jævnfør mit navn! - når vil de nye kardinaler blive udnævnt, og hvilke kriterierligger bag valget? Det andet - mere alvorligt , og af almen interesse for en italiener: hvornår rejser De til de jordskælvsramte områderfor at mødebefolkningen dér - og hvordan kommer dette besøg til at se ud?

PF:
Mhtdet andet spørgsmål så er der blevet forslået tre datoer. De første to husker jeg ikke helt - men det tredje husker jeg godt - for det er første søndag i advent. Jeg har sagt, at jeg vælger datoen, når jeg kommer tilbage. Der er valgetmellem tre. Og jeg gør det privat, alene, som præst, biskop, pave. Men alene. Det er sådan, at jeg vil gøre det. Og jeg vil være tæt på folk. Men jeg ved endnu ikke hvordan.

Mht kardinalerne: Kriterierne vil være de samme som ved de andre konsistorier. Jeg vælger dem lidt fra hver kant, for Kirken er i hele verden. Ja - jeg er endnu ved at se på navnene,  men muligvist bliver der tre fra ét kontinent, to fra et andet, og en fra en anden del af verden, en fra endnu en anden, en fra ét land ... men, jeg ved det ikke. Listen er lang, men der er kun 13 pladser. Og der skal tænkes på at skabe en ligevægt. Jeg vil gerne have, at Kirkens universalitet afspejles i kardinalkollegiet: ikke kun Kirkens centrum - altså Europa - men overalt. Alle fem kontinenter, hvis det kan lade sig gøre.

[er der allerede en dato]

PF:
Nej, for listen skal studeres og datoen derefter. Det kunne være i slutningen af året, eller i begyndelsen af det næste. Med hensyn til slutningen af året er der problemet medjubelåret, men det kunne løses...Eller ibegyndelsen af det kommende år. Men- inden længe.

GB:
tak, hellige faderså er det Aura Miguel fra Radio Renascenca fra Portugal

Aura Miguel:
Hellige fader, god aften.
Mit spørgsmål handler om Deres kalender for rejser uden for Italien.
De har sagt i disse dage til argentinerne, at Deres kalender er meget optaget, og De har talt om Afrika og Asien: kan jeg få at vide hvilke lande?  Og der er også en kollega, som venter Dem i Columbia, og så er der mig, der venter Dem i Portugal - og helt konkret, hvornår bliver det, den 12 eller 13? Lissabon og Fatima?

PF:
som det ser ud dags dato, er det sikkert, at jeg rejser til Portugal, og kun til Fatima. Som det ser ud i dag. Hvorfor? Der er et problem. I indeværende år, jubelåret, er alle ad limina besøg suspenderet; dvs, at i det kommende år skal jeg tage imod biskopperne både for i år og næste år. Så der er ikke megen plads til rejser. Men jeg kommer til Portugal. Og til Indien og Bangladesh, det er så godt som sikkert. Mht Afrika er destinationen ikke sikker endnu, det kommer an på klimaet, hvilken måned, - Nordvestafrika er én ting, sydvest en anden. Og det afhænger også af den politiske situation og af krigene. Men der ermuligheder i Afrika på tegnebrættet. Mht Amerika, så har jeg sagt, at når fredsprocessen i Columbia er på plads, når alt er 'blindato', dvs når alt- også folkeafstemningen -  er helt sikkert, når situationen ikke kan skrues tilbage, altså den internationale verden, alle nationer er enige, og der ikke kan laves appeller, nej, det er afsluttet - når landet ligger sådan, så kan jeg tage af sted. Men hvis situationen er ustabil...Alt afhænger af, hvad folket siger. Folket er suverænt. Vi er vante til at tage mere hensyn til de demokratiske ordninger end til folkets suverænitet: - begge dele skal gå sammen. For eksempel: det er blevet skik i nogle dele af verden, at når den anden valgperiode er ved at være slut _ så prøver den, der er ved magten  at ændre grundloven, så en tredje periode blivermulig.  Og det er at lægge mere vægt på det såkaldte demokrati overfor folkets suverænitet. som er nedlagt i grundloven. Alt afhænger af dette. Og fredsprocessen forløber i dag delvistmed folkets stemme: folket er suverænt. Det, som folket siger - det, mener jeg, er det , der bør gøres.

[vil Fatima blive 12 eller 13 maj?]

PF:
Indtil nu hedder det den 13 - men det kan ændres, jeg ved det ikke

GB:
tak hellige fader, Nu kommer Jean Marie Guenois fra le Figaro

Jean-Marie Guenois:
Tak, hellige fader. Et spørgsmål om rejserne:  hvorfor har De i Deres svar ikke talt om Kina? Og hvad er grunden til, at De som pave ikke kan tage turen til Peking? Er det grunde, der har med den kinesiske kirkes indre forhold at gøre? Grunde, der vedrører problemer mellem den kinesiske kirke og den kinesiske regering - eller grunde, problemermellem Vatikanet og den kinesiske regering? Og - hvis De tillader -  et aktuelt spørgsmål: fordi mgr Lebrun, ærkebiskoppen i Rouen for få timer siden har bekendtgjort, at De har givet tilladelse til at saligkåringsprocessen kan begynde vedr pater Hamel uden at tage hensyn til reglen om, at der skal ventes fem år. Hvorfor har De taget denne beslutning? Tak.

PF:
Vedr det sidste spm:  jeg har talt med kardinal Amato (præfekt for kongregationen for helgenkåringer) om, at jeg vil gøre undersøgelser og give den endelige besked. Men intentionen er at gå frem på denne måde, gøre de nødvendige undersøgelser og se, om der er grunde til at gøre det

[men han har sagt at saligkåringsprocessen vil blive åbnet")

PF:
Nej, der skal søges vidnesbyrd, før processen kan åbnes. Vidnesbyrd kan ikke undværes, dette er meget vigtigt. Fordi de friske vidnesbyrd, det som folk har set, - med tidener der nogen, der dør, andre glemmer...og det sker. På latin hedder det: ne pereant probationes.

Kina: De kender udmærket historien om Kina og Kirken: den patriotiske kirke, undergrundskirken..Men vi står iet godt forhold, der gøres undersøgelser, der tales, der er arbejdsudvalg...jeg er optimist. I øjeblikket mener jeg, at Vatikanmuseerne har en udstilling i Kina, og kineserne laver en anden i Vatikanet...Der er adskillige professorer, der underviser på kinesiske universiteter, mange søstre og præster, som kan arbejde udmærket der. Forholdet mellem Vatikanet og kineserne...det skal nedfældes i en rapport, og med henblik på det tales der stadig, det går langsomt...De langsomme ting går godt, altid. Der hvor man har hastværk - det går ikke godt. Det kinesiske folk har min dybeste respekt. I forgårs var der for eksempel en konference på to dage, mener jeg, i det pavelige videnskabernes akademi om Laudato si, og der kom en kinesisk delegation fra præsidenten, og den kinesiskepræsident har sendt mig en gave. Vi har gode relationer.

["og vil paven rejse?"]

PF:
åh - det ville jeg gerne. Men jeg tænker - ikke endnu.

GB:
Der er tid til endnu et spørgsmål? Ja Juan Vicente Boo fra det spanske dagbladABC

Juan Vicente Boo:
Tak, hellige fader. I den spanske sproggruppe har vi set, at vinderen af Nobels fredspris bliver offentliggjort den 7 oktober. Der er over 300 nominerede: f.eks folket på Lesbos for, hvad de har gjort for flygtningene; eller de hvide hjelme i Syrien,  de frivillige som graver folk ud af ruinerne under bombardementerne - de har reddet mereend 60000 og har mistet 132 af deres egne. Eller, præsident Santos i Columbia og kommandant Timoshenko fra Farc, som har accepteret fredsaftalen. Og mange andre. Og så spørgsmålet: hvem er Deres favoritkandidat,  eller hvilke personer eller organisationerfortjener mest anerkendelsefor det arbejde, de gør for fred? Tak

PF:
Der er så mange mennesker, der lever for krigen, for at sælge våben, for at slaa ihjel - der er mange. Men der er også mange mennesker, der arbejder for freden, mange , mange, jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige for at vælge mellem så mange folk, som i dag arbejder for freden, det er meget vanskeligt. De har nævnet nogle, der er mange andre. Men, der er altid uroen, bekymringen ved at uddele en fredspris -  jeg ønsker mig også, at der på internationalt plan - ved siden af Nobels fredspris - var et minde, en anerkendelse af, en erklæring om børnene, de lemlæstede, de mindreårige, de civiletabstal under bombardementerne. Jeg mener, det er en synd! Det er en synd mod Jesus Kristus, for disse børn, de syge mennesker, de gamle forsvarsløse - deres kroppe er Jesu Kristi kød og blod. Der er brug for, at menneskeheden tager til orde og siger noget om ofrene for krigen. Om dem, der skaber fred , har Jesus sagt, at de er salige - i saligprisningerne, salige er de, der stifter fred. Men ofrene for krigen, - vi har en pligt til at sige noget om dem,  gøre os dem bevidst! Hvis du smider en bombe over et børnehospital og 30, 40 børn dør. Eller over en skole...Dette er en tragedie i vore dage.

GB:
Tak, hellige fader. Den næste er John Jeremiah Sullivan fra New York Times. Det er første paverejse, han er med på.

John Jeremiah Sullivan:
Hellige fader, som De ved, er De forenede Stater ved enden af en lang præsidentvalgs kampagne, der har været meget grim, og som har vakt megen opmærksomhed over hele verden. Der er mange amerikanske katolikker og samvittighedsfulde mennesker, som har svært ved at vælge mellem to kandidater, hvor den ene på nogle punkter er langt fra Kirkens lære, og den anden kommer med erklæringer, som nedvurderer og nedværdiger indvandrere  og religiøse minoriteter.

Hvilke råd er der at give til de troende i Amerika? Og til hvilken visdom ville De henvise dem til næste måned, når der er valg?

PF:
De stiller mig et spørgsmål, hvor De beskriver et vanskeligt valg, for i følge Dem er der vanskeligheder tilbegge sider. Jeg siger aldrig noget i en valgkamp. Folket er suverænt, og dog vil jeg sige: undersøg grundigt det, der er lagt frem, bed og træf valget efter samvittigheden! Dernæst - og nu forlader jeg så problemet og går over til noget fiktivt, for jeg vil ikke tale om det konkrete problem. Når det sker, at der i et eller andet land er to, tre, fire kandidater, som ikke for nogens vedkommende er tilfredsstillende, så betyder det, at det politiske liv i pågældende land måske er alt for politiseret - men at der ikke er særlig meget politisk kultur. Det er en af pligterne, som  kirken har og undervisningen på skolerne: at undervise med henblik på at få en politisk kultur. Der er lande - jeg tænker på Latinamerika - som er alt for politiserede, men som ikke har en politisk kultur - folk tilhører det ene eller andet eller tredie parti, men det er følelsesmæssigt - uden at have en klar tanke om det grundlæggende, om det der lægges frem.

GB:
Tak,hellige fader- så er det Carolina Pigazzi

Caroline Pigazzi, Paris Match:
Deres hellighed, god aften
Dette spørgsmål har jeg ikke kunnet stille tidligere. Mener De, at vidnesbyrdet i en historie er vigtigere end en paves testamente?  Pave Wojtyla havde bestemt i sit testamente, at mange dokumenter og mange breve skulle destrueres, som senere har kunnet findes i en bog; det vil sige, at en paves sidste viljemuligt ikke er blevet respekteret? Jeg vil gerne vide, hvad De mener herom.  Det andet spørgsmål er nemmere: jeg vil gerne vide, ved hvilket mirakel De, som trykker tusinder af menneskers hænder ugen igennem, endnu ikke har fået seneskedebetændelse?  Hvordan bærer De Dem ad ? Præsident Chirac trykkede hænder , men han havde et støttebind på....

PF:
Jeg har endnu ikke mærket noget til en seneskedebetændelse..Det første spørgsmål: De siger: en pave, som bestemmer, at dokumenter, breve skal brændes..det er hvert menneskes ret, det har han eller hun ret til at gøre inden døden.

CP:
Men det blev ikke respekteret med pave Wojtyla...de kom i en bog.

PF:
Åh- den ... .  hvem der ikke har respekteret hvad, hvem som er skyldig, det ved jeg ikke, jeg kender ikke sagen godt. Men alle mennesker, når de siger: " dette skal destrueres', så drejer det sig om noget konkret. Men måske er der en kopi et andet sted, og det vidste han ikke..Men det er hvert menneskes ret at skrive testamente, som han vil.

CP:
også paven - men man respekterede ham ikke.

PF:
Der er så mange mennesker, hvis testamente ikke respekteres..

CP:
Men paven er vigtigere

PF:
Nej, paven er en stakkels synder som alle andre. Tak.

GB:
Paven har sagt, der er plads til et spørgsmål mere, men der er ikke flere på min liste.

Men jeg vil gerne sige, at i dag (ved slutningen af messen i Baku) har De svaret på et spørgsmål om, hvorfor De gør disse rejser til steder, hvor der er så få katolikker, og det svar kunne vi godt lide. Vi mener ikke , det er tidsspilde, vi gør disse korte, men intensive rejser. Men hvis De vil gøre en lang afslappende tur, kan vi også gøre det..

PF:
Nej. Under den første rejse, som var til Albanien, spurgte man mig : Hvorfor har De valgt at tage til Albanien på Deres første rejse indenfor Europa? Et land, som ikke er medlem af EU?  Dernæst rejste jeg til Sarajevo, Bosnien- Herzegovina, som ikke er i EU. Det første land i EU , som jeg rejste til, var Grækenbland, Lesbos. Detvar det første. Hvorfor rejse til disse lande? Disse tre er så Kaukasus. De tre præsidenter kom til Vatikanet og inviterede mig - indtrængende. Og alle tre har et forskelligt religiøst tilhørsforhold. Armenierne er stolte - sagt uden at fornærme nogen - stolte over deres 'armenskhed'; de har en historie, og de er kristne, det store flertal er kristne,  næsten alle apostolske kristne,  så er der katolske kristne, og en lille gruppe evangeliske kristne, få. Georgien er et helt igennem kristent land, men ortodokst. Katolikkerne er kun en lille gruppe, meget få. Ellers ortodokse. Hvorimod Aserbajdsjan er for 96-98 % vedkommende muslimer. Jeg ved ikke, hvor mange indbyggere der er - 2 millioner, snarere tyve..

[ca 10 millioner]

PF:
altså ca 10, circa 10 millioner. Katolikkerne er højst 600, næsten ingenting. Og jeg - hvorfor rejser jeg derhen? For katolikkernes skyld, for at gå til periferien af en katolsk menighed, som virkelig er i udkanten, rigtig få. Og i dag til messen sagde jeg, at det fik mig til at tænke på den 'perifere'' menighed i Jerusalem, lukket inde i 'salen oven på', mens den ventede på Helligåndens komme.., mens den ventede på at kunne vokse, gå ud...Den er lille. Den bliver ikke forfulgt, nej, for i Aserbajdsjan er der stor religiøs respekt, en stor religionsfrihed. Det er sandheden, det sagde jeg i dag i prædikenen. Og også de tre lande er lande i udkanten, som Albanien, Bosnien-Herzegovina...og jeg har sagt til jer , at virkeligheden forstås bedre og ses bedre fra udkanten end fra midten. Og derfor vælger jeg at tage derhen. Men dette fjerner ikke muligheden for at gå til et stort land som Portugal, Frankrig - jeg ved ikke, vi får se.

Stor tak for jeres arbejde. Gå og hvil jer lidt. Og velbekomme til middagen. Tak. Og bed for mig.

Retur til Tema: Amoris Laetitia