Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”
28. maj 2014
Forord:
På katolsk forlag udkom omkring 1. maj 2014, bogen:
Kiko Argüello: KERYGMA
I slummen med de fattige
En erfaring med nyevangelisering: Missio ad gentes
Originaltitel: Il Kerigma. Nelle baracche con i poveri. Un´ esperienza di Nuova Evangelizzaione: la missio ad gentes
Originalsprog: Italiensk
Dansk oversættelse: Merete Noval
ISBN 978-87-92501-29-5
140 sider, paperback, kr. 95
I Katolsk Orientering nr. 6 - 2014 - som er <her> - kan man på side 10 læse en anmeldelse af bogen. Anmeldelsen er meget positiv - og man kan bl.a. læse:
Gennem hele bogen møder man – foruden beskrivelsen af Den neokatekumenale
Vandring – en sund forkyndelse af, hvad det centrale i vor kristne tro er.
Og anmeldelsen slutter af med:
Der kan gives flere gode grunde til at læse bogen, men her skal blot nævnes to:
For det første har vi her i Danmark flere neokatekumenatpræster- og kommuniteter,
for ikke at glemme præsteseminariet, hvilket gør det oplagt at sætte sig lidt ind
i deres historie og spiritualitet. For det andet er bogen gennemsyret af en ægte
og levende kristentro og en glød, som gør den oplagt for enhver, der ønsker at få en
dybere og mere personlig tro på Jesus.
"en sund forkyndelse" ? - det syntes jeg kaldte på en såkaldt "second opinion" - altså hvordan ville en anden katolik læse bogen?
Jeg spurgte derfor Grethe Livbjerg om hun havde læst bogen og ville anmelde den, det ville Grethe gerne - men det endte et andet sted end en traditionel anmeldelse.
Hvilket, som jeg ser det, handler om, hvorvidt man lader sig forføre af fortælleren i bogen, Kiko Argüello - eller man ikke gør. Grethe Livbjerg lod sig ikke forføre.
Om Grethe Livbjerg virke og baggrund kan man læse i en tidligere artikel <her>
Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”
Af Grethe Livbjerg
Ordet ”anmeldelse” i forbindelse med denne bog blokerede mig. Jeg er ikke i stand til at skrive en ordinær boganmeldelse. Men læsning af den gav liv og stof til en del overvejelser ang. Neokatekumenatet, som længe har rumsteret i mig, og som jeg gerne vil dele med læserne på dette site.
Kiko fortæller om, hvordan det hele begyndte, og det er jo spændende. Et stykke hen ad vejen læste jeg med en positiv holdning.
Men vi har jo ikke med denne bog fået det, vi har behov for:
En klar redegørelse for den teologi, NK bygger på og især for indholdet i den katekese, som mennesker gennemgår i de ca. 20 år, katekesen varer.
Med det stigende antal præster der er formet i NK´ s spiritualitet, synes jeg – og mange andre - at vi har et berettiget krav på dette.
Som min læsning skred frem, voksede mine betænkeligheder . F.eks. er der ingen ende på Kikos beskrivelser af den moralske og religiøse nød i Europa. Nej, det ser da ikke for kønt ud. Men har Kiko da ikke mødt alle de fornyelsesbevægelser, der blomstrer frem overalt? Han ser åbenbart Vandringen- med stort V og i bestemt form - som eneste løsning.
Her på siden må der komme en føljeton med beskrivelser af L´Emmanuel, klostret i Bose og mange flere af de nye bevægelser, som er åbne og har en sund katolsk teologi.
Mistænksomheden vokser:
Skal beskrivelsen af al denne elendighed tjene som baggrund for Vandringen?
Hvor man kunne vente at læse Kristus eller Kirken, læser man ”Vandringen”.
Hvad jeg læser her, bekræfter hvad ”afhoppere” beretter om den vægt, der i kommuniteten bliver lagt på at fortælle om det tidligere livs elendighed, men så forvandlede Vandringen alt.
Hvordan skal følgende på s. 111 forstås:
”Gud må udholde denne form for småborgerlig kristendom, social godgørenhed, som i dag Gudskelov er i krise og er ved at forsvinde: Der er ingen kald, tusindvis af pædofile præster osv.” ?
Udtrykker dette en vis glæde over det, andre begræder?
Er det da rigtigt hvad der på nettet citeres fra den hemmelige katekismus:
"Traditional Christianism, with Baptism, First Communion, Sunday Mass, Commandments of God, was not Christianism. It was dirt. We were pre-Christians. (...) God called us now to found a catechumen movement turned towards rebirth (of real Christianism)."
The Neocatechumenate Orientation Guide, s. 373, et manuale skrevet af de to, der har grundet og livsvarigt er ledere af Neokatekumenatet, Kiko Argüello og Carmen Hernandez.
Som de fleste frikirker med sekterisk præg søger Kiko tilbage til de første kristnes liv. Vi skal leve og indrette os som dem. De mødtes i hjemmene i små forsamlinger, for man kan ikke have nært fællesskab med mange.
Den primære årsag til dette var dog, at man ikke længere kunne samles i synagogerne, som man gjorde det i begyndelsen. Allerede omkring år 100 fortæller Justinus Martyreren (død ca. 155):
”På den dag, der kaldes solens dag, samles vi alle, fra byerne og fra landet … ”
Så følger beskrivelse af eukaristien, og han slutter med:
”Siden deles de indviede gaver ud og tages imod af hver og én, og til dem, der ikke er nærværende, bringes de ud af diakonerne”.
(Citater fra kirkefædrene er taget fra Olivier Clément: Kilder, Katolsk Forlag 2008).
Her møder vi det kirkesyn, som ganske tidligt blev almindeligt blandt de kristne: ”Eukaristien skaber Kirken”, som Irenæus (ca-139-208) udtrykte det. Det er gennem delagtigheden i det hellige måltid, ikke ved at stå i et register, at de døbte udgør Kirken, Kristi Legeme. Og man samledes ALLE, ikke bare en lille gruppe, som havde et fællesskab på det psykologiske plan.
Kiko beskriver (se s. 134) NK´s ideal:
” … en kirke, hvor man også kan bygge et katekumenium, dvs. et sted, hvor hvert kristent kommunitet har sit eget kapel, hvor man samles for at lytte til Guds ord og fejre Eukaristien.”
Altså menigheden delt op i små grupper, der hver har deres eukaristi!
Dette er totalt u-katolsk.
Nogle mener at dette med de lukkede messer for hvert kommunitet, ”bare” er en børnesygdom eller en midlertidig fejludvikling, som man kan snakke dem fra. Nej, det er en vigtig del af NK´s lære og liv.
De første kristne valgte ordet ”leitourgia” som betegnelse for deres gudstjeneste. Det betyder ”offentlig tjeneste”, og det fremhæver gudstjenestens universelle karakter. Kirken er en stedfortrædende menneskelighed.
I den gamle pagt ofrede man dyr – det var arketypisk. Dette pegede frem mod det fuldkomne offer på korset og dermed mod eukaristiens brød og vin. Irenæus forklarer dette:
” … Han lærte, at Hans legeme og blod er det nye forbunds offer. Dette er det offer som Kirken har taget imod fra apostlene og i hele verden frembæres som offer til Gud som giver os føde.”
I NK`s katekese kan man læse:
"The notion of sacrifice entered in the Eucharist by condescension for the pagan mentality (...). At the beginning of the Church, in the theology of the Mass, there was no sacrifice of Jesus, no sacrifice of the Cross, (...)."
(Dette fundet på nettet med al det forbehold dette må medføre)
Ikke så underligt, at en NK-præst på Pastoralrådsmødet blev forvirret, da han skulle svare på spørgsmål angående messen som offer.
(link til spørgsmålet ang. offer på mødet <her>)
Dette er u-katolsk.
Når nogen henvender sig til en katolsk præst med ønske om undervisning med henblik på konversion, er intet i denne undervisning hemmeligt. Man kan bare læse Den katolske Kirkes Katekismus. Men hvis man vil deltage i den katekese, NK tilbyder, kan man ikke få orientering om forløbet. Som i en del hemmelige loger og i Scientology går man fra trin til trin uden at vide hvad det næste indebærer. Hvor et katekumenat normalt er begrænset til højst et par år, varer det i NK. ca. 20 år.
NK bør få oversat deres hemmelige katekismus. Før dette sker, forekommer bevægelsen mistænkelig.
På nettet kan man finde uddrag af denne, gengivet af tidligere medlemmer af NK. Jeg kvier mig ved at fæste lid til disse, men så længe NK ikke gør den indtil nu hemmelige undervisning tilgængelig for alle, har vi kun dette.
En ret ny konvertit, der umiddelbart efter sin optagelse kom ind i en NK-katekese, sagde:
”Jeg kender jo kun Den katolske Kirke gennem NK”.
Så må man spørge: Hvilken katolsk kirke kender hun? Den vi andre er døbt ind i eller konverteret til – eller den alternative, som NK danner?
Kikos bog er forvirret og indeholder en del selvimodsigelser.
En ganske alvorlig finder man på s. 100, hvor Kiko skriver:
”Hvilken effekt har denne synd (Adams synd) ?
”Syndens alvorligste virkning er døden. Og det ikke kun den fysiske død, den naturlige død. Vi insisterer på noget mere … ”den ontologiske død”, vort inderste væsens død, døden af det der gør os til person”.
Dette er ikke katolsk tro.
Det kommer Kiko så åbenbart i tanker om, for på s. 106 skriver han:
”Arvesynden – vi er ikke protestanter – har ikke fuldstændig ødelagt den menneskelige natur …”.
Hvad mener han?
Kiko citerer en del kendte Fædre og teologer, men uden at opgive kilder. F.eks. på s. 105:
”Olivier Clément, en ortodoks teolog, der står katolicismen meget nær, siger at arvesynden tvinger mennesket til at ofre alt til sig selv”.
Muligvis har O. CL. sagt dette, men Kikos brug af store navne – uden at yde disse personer den respekt at opgive nøjagtigt hvad de har udtalt og hvor – virker som lånt pynt til hans egen hat.
Kiko taler om – f.eks. på s. 134 – at vi skal have en ny æstetik. Og det ser man globalt hvor NK kommer til: Kikos kunst og musik over alt.
Ønsker vi kirker, der er overmalede med denne?
Med den nye æstetik sniger en ny teologi sig ind i kirken. Se på nettet:
Is the “New Aesthetic” of the NC Way Catholic? <her>
Klik på billedet for forstørrelse
På en plakat, der annoncerer møder, som NK arrangerer i Ålborg, er et plagiat af Treenighedsikonen. Kikos version af denne.
Ved mit første blik på den, anede jeg Kikos ansigtstræk på den midterste person, som i traditionen symboliserer Kristus.
Jeg tænkte:” Nej, det er løgn, det kan man bare ikke”. Men andre har haft samme umiddelbare oplevelse. Under alle omstændigheder er denne plakat udtryk for mangel på respekt for vore ortodokse medkristne, for hvem denne ikon er noget særligt.
Det, som imponerer folk – også biskopper! – er nok, at NK kan samle så mange mennesker. Men det beviser intet. Det burde vi dog i vor tid have lært.
Efter læsning af denne bog er jeg endnu mere tilbøjelig til at give en svensk katolsk teolog ret i hans udtalelse:
”NK er en sekt”
Katolsk Forlag: Kerygma
Forlagt Boedal: Kilder - af Olivier Clément
Andre "Side 2" indlæg om Den Neokatekumenale Vandring
Udsendelser i TV / Radio om Den Neokatekumenale Vandring
Artikler i aviser / på nettet om Den Neokatekumenale Vandring