16. aug. 2014

Jean-Pierre Duclos er cand.teol og cand.mag. Fra 1955 til 1972 var han knyttet til dominikanerklostret i Ordrup, derefter gymnasielærer ved Birkerød Statsskole.

Siden pensioneringen i 1996 beskæftiger han sig med sit yndlingsemne teologien og har blandt andet skrevet mange artikler i Katolsk Dialog og Information:
www.katolskdialog.dk

Ifølge ham er det blevet et forsømt område herhjemme, Vi kunne lade os inspirere af vores katolske søskende i Norge og Sverige.

Indlægget har tillige været bragt i KO nr. 10 2014 side 14 <her>

Pave Frans' omtalte "apostolske skrivelse" - Evangeliets Glæde kan læses <her>

- - - 

Det fremtidige katolske landkort

At vi herhjemme har et pastoralråd kan godt opfattes som et tegn på ”den sunde decentralisering”, som pave Frans ønsker sig (Evangeliets glæde § 16). Pave Frans er meget opmærksom på at inddrage alle i kirkens livsførelse, og han understreger vigtigheden af den pastorale dialog: ”Her skal han (biskoppen) have ønsket om at høre på alle og ikke kun på nogle få – dem, er altid er parate til at sige, at alt, hvad ham gør, er så udmærket” (§ 31).

Pastoralrådet kan godt siges at være et af de samarbejdsorganer, som pave Frans kommenterer således ”Ved visse lejligheder skal biskoppen holde sig bag ved hjorden... især fordi hjorden har en evne til selv at kunne vejre, hvor nye veje går” (§ 31). Derfor virker det underligt, at dette forum ikke er inddraget i udarbejdelsen af planerne for det nye katolske landkort i Danmark. Tilsyneladende blev det ikke en gang orienteret. Ifølge referatet af dets sidste møde (K.O. nr. 9) fik deltagerne bare at vide, at ”hvis alle planlagte tiltag bliver til noget, vil det komme til at betyde væsentlige ændringer.”

Selvfølgelig lader de ansvarlige for denne reform, som tilsyneladende ikke har brug for pastoralrådets støtte, sig inspirere af det, pave Frans skriver om sognets rolle, selv om han omtaler det som et ideal, kirken er på vej til. ”Selv om sognet bestemt ikke er den eneste institution i forkyndelsens tjeneste, så vil sognet stadig være ”Kirken selv, der lever der, hvor dens sønner og døtre bor” – hvis det, vel at mærke, er i stand til at finde nye former og til bestandigt at tilpasse sig ... Det er fællesskabernes fællesskab, det er helligdommen, hvor de tørstende kommer for at drikke, så de kan fortsætte vandringen, og det er det centrum, hvorfra den stadige udsendelse til mission foregår” (§ 28). Hvis vi ikke er opmærksomme på det, vil enhver reform være nytteløs. ”Uden et nyt liv og en ægte evangelisk ånd, uden ”Kirkens trofasthed overfor sit eget kald”, korrumperes enhver ny struktur i løbet af kor tid” (§ 26).

Lad os håbe, at de bebudede ændringer vil være et skridt ad denne rette vej.

---

Jean-Pierre Duclos

Retur til Side 2