24. feb. 2016 (opdateret 1. marts)

Anmeldelse af Hanne Gregersen, medarbejder på 'Beredskabsplanen' for bispedømmet København. 
Hanne Gregersen og prælat, generalvikar Niels Engelbrecht så filmen ifm. en pressevisning af Spotlight, inviteret af 'Katolikker i Dialog'.

Filmen om, hvordan journalisterne ved avisen Boston Globe afdækkede katolske præsters årelange seksuelle misbrug i bispedømmet og påviste, at bispedømmet både lod præsterne fortsætte med at arbejde og systematiskbestræbte sig på at undgå, at misbrugene blev kendt i offentligheden.

Helligtrekonger, Januar 2002 - på festen for Herrens åbenbarelse - udkom Boston Globe med en gennemresearchet, veldokumenteret og således uafviselig historie om præsters seksuelle misbrug af børn og unge gennem årtier i bispedømmet, om dybt traumatiserede ofre, der ikke var blevet hørt eller var blevet tvunget til tavshed gennem hemmelige forlig - og om kirkens systematiske bestræbelser på at holde misbruget skjult.

Sagen rystede ikke kun ærkebispedømmet Boston - men hele den katolske kirke i USA. Nok havde der tidligere været spredte eksempler på misbrugende præster; men efter artiklen væltede tilsvarende sager frem i resten af landet og videre over hele den katolske verden. Den resulterede i en dyb tillidskrise til den institutionelle kirke, ikke alene fordi præster have misbrugt stilling, embede og privilegeret relation til 'disse mine små' - men endnu mere, fordi ansvarlige ledere havde svigtet hjorden og beskyttet institutionen og dens omdømme mere end de mennesker, de var sendt for at tjene. Denne krise er endnu - trods mange reelle konstruktive tiltag fra kirkens side - langt fra overstået. Snarere blusser den op igen, hver gang vi mindes om det skete - og ved det mindste tegn på, at løfterne om transparency og accountability og 'aldrig mere dette', endnu ikke bliver fuldt indfriet.

Journalisterne ved Boston Globe fik en Pulitzer pris i 2002 for dette stykke fremragende journalistiske arbejde. Historien bag historien er den, at avisen i 2001 får en ny chefredaktør, og denne udefra kommende mand, der ikke er del af det sammenspiste katolske establishment  i Boston, sætter avisens team for opsøgende journalistik - spotlight - i gang med at grave i en sag om en katolsk præst, der var krænker i en misbrugssag, -og der fra ruller historien som en snebold.

Det er der så i 2015 kommet en film ud af, der beskriver denne historie, og som har fået navn efter journalistteamet bag.

Den viser med en kriminalfilms spænding skridt for skridt den uafrystelige og forfærdende historie om præsternes ofte serielle misbrug gennem årtier , om ofre, der er mærket for livet af, hvad de blev udsat for, og som ikke har kunnet eller turdet stå frem, om et helt minisamfund, ofte med irsk baggrund,  der er totalt forbrødret og identificeret med kirkens institution - 'of course, father' - og 'man siger ikke nej til Gud', selv når hans præst opfordrer til og gør unævnelige ting med en. Om en kultur, der lukker øjnene for det, den ikke vil se. Om en kirke, der er vant til, at den civile myndighed retter ind efter den, og at den har magt og myndighed til at ordne tingene internt - det er den, der har forstand på menneskers synd, og dens præsters forhold kommer ikke civilsamfundet og dets love ved: Kirken tegnes som et parallelsamfund med egen justits, hævet over civilsamfundets orden..  Dertil kommer, at billedet af Kirkens hellighed ikke må antastes udadtil: 

Fejl og synd må vi, kirkens mænd, bære og holde for os selv, i et lukket broderskab - som vi kan udbrede til at omfatte andre betroede mænd i samme kultur. Og endelig måske aller dybest - dengrad af psykologisk kontrol', som kirken og præsten kommer til at udøve på den troende ved at identificere præsten med Jesus selv: kommer Guds straf over mig, hvis jeg anklager hans præst?

Intimidering af ofret er her et svagt ord.
Det er det billede, filmen viser os.

Det er et filmisk projekt, der er lykkedes.
Faldgruberne kunne have været mange, når temaet blev udsat for Hollywood. Den falder ikke i nogen af dem, og det er fortjent, at den er oscarnomineret i flere kategorier.  Det er tilmed en sober film, opmærksomheden bliver aldrig bortledt fra det centrale spørgsmål - det er ikke personer, den er ude efter, det er et institutionelt 'system', - og den scorer ikke billige point på detaljerede udpenslinger. Den fortæller tværtimod både med omsorg og respekt om ofrene. At overgrebene kunne ske, sandsynliggøres gennem skildringen af kirkens og præstens position især i de socialt underprivilegerede miljøer, hvor en hvilken som helst invitation fra præsten kommer fra Gud selv og er en gunstbevisning uden lige.. Det uhyrlige tillidsbrud kommer klart frem, troen, der bittert falder fra hinanden - fordi kirken selv har lagt op til identifikationen mellem sig selv i præstens skikkelse - og Gud. Sorgen beskrives, som hos journalisten, der for længst ikke praktiserer længere, men som dybt berørt af den historie, han afdækker, og af de afgrunde, han ikke har anet eksistensen af - siger:

'et eller andet sted længtes jeg jo efter, og havde jeg jo håbet på, at vende tilbage en dag'.

Eller den kvindelige journalist Sachas bedstemor, der går til messe tre gange ugentlig, og som gammel og skrøbelig sidder og peger sig frem i avisens udgave helligtrekonger 2002 og uendelig trist siger - 'Sacha, jeg kunne vel ikke bede om et glas vand....'

Skal vi se den? Ja - helt sikkert, efter min mening. Den er obligatorisk pensum.

Den er også værd at tale med hinanden om. Og at være parat til dialog om med vores ikke-katolske omgivelser. Men det vil ikke hjælpe at begynde dialogen med, at dette foregår alle vegne - selv om det er sandt. Det er nødvendigt at vedgå, at præstens eller den kirkelige medarbejders misbrug får sin helt særligt rystende karakter, fordi det iscenesættes indenfor den pastorale relation, der handler om gudsforholdet, og udnytter og perverterer, hvad der hører hjemme der, i misbrugets tjeneste: du siger ikke nej til Gud, siger en af ofrene. Pave Frans udtrykker det rammende i pressekonferencen i flyet hjem fra Mexico:

"det (misbrugene) er en uhyrlighed - en præst er viet for at føre børn til Gud. Og her fortærer han dem i en diabolsk offer handling, han ødelægger, tilintetgøre dem ".

Og om en biskop, der i tilfælde af en misbrugende præst blot flytter ham til et andet sogn, siger han -  at

"sådan en biskop er ansvarsløs, og detbedste han kan gøre, er at tage sin afsked."

Men - dernæst må det i dialogen med den ikke katolske omverden være muligt at sige i hvert fald to ting:

Det er ikke udelukkende den katolske kirke, der har et problem. Boston artiklen var med til at fremme opmærksomheden over for, at seksuelt misbrug af børn og unge finder sted overalt , - i første række indenfor den nære families kreds, men i øvrigt i alle institutioner der har med børn at gøre, også i alle kirkesamfund , og at det ikke som i den katolske kirke primært er cølibatære,  men gifte mænd, der er krænkere.

Dernæst, at filmen er et billede af situationen i kirken i USA i 2000 og sidste halvdel af 1900-tallet. Uden at blive beskyldt for et utidigt forsvar for ting, der hverken kan forsvares eller undskyldes, må der kunne peges dels på, at fortielsen af problemet og manglende forståelse af det tidligerehar været et generelt fænomen i samfundet - dels på de tiltag, der er fulgt efter, indsats, der er gjort for at komme misbruget til livs og for at skabe sikre miljøer for børn og unge.

Men også klart at gøre rede for, at det, der er spotlight på i dag, ikke alene er de fortsatte krav til forebyggelse, jf. vores egen beredskabsplan - men i første række to andre ting: en forstærket indsats og omsorg for ofrene med forståelse for, hvor ødelæggende overgrebene har været med alvorlige senvirkninger -  og gennemskuelighed og accountability på alle niveauer i den institutionelle kirke. Derfor kan en biskop som Michael Jackels i Dubuque, Iowa i en kommentar til filmen inden den kom frem sige -

Med hensyn til at anmelde seksuelle misbrugssager til offentlig myndighed er vi heldigvis langt fra tidligere tiders praksis med ikke at gøre dette, Men det sker stadigvæk, at det ikke bliver gjort. Hver gang kaster det en skygge over kirkens bestræbelser på at genoprette tilliden og tilbyde et børnesikkert miljø. Derfor mener jeg, at filmens historie kan bære at blive genfortalt- indtil vi alle har fattet denne historie. Og fattet dens fulde omfang.

Så altså - Se den. Og tag nogen med.

Efterskrift 1:

Den serielle misbruger John Geoghan, hvis historie Globe afdækker, var i 2001 ikke længere præst. Han var født i 1935 og blev præsteviet i 1962. Allerede som kapellan i sit første sogn var der mistanke om seksuelle overgreb. De følgende 30 år blev han flyttet fra sogn til sogn, hver gang sager om overgreb dukkede op. Flere gange var han indlagt på behandlingscentre og diagnosticeret som pædofil, men uden at de behandlingsansvarlige definitivt frarådede, at han kom tilbage i arbejde . Han blev taget definitivt ud af præstetjeneste af kardinal Law i 1993, og i 1998 blev han på Laws initiativ laiceret af Johannes Paul 2 . I januar 2002 blev han idømt fængselsstraf for et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse fra 1991. Et andet tilfælde var forældet.  Året efter blev han trods beskyttelsesforanstaltninger dræbt i sin celle af en medfange.

Efterskrift 2:

Kardinal Laws pressekonference dagen efter Globe artiklen, også den bør ses:

Efterskrift 3:

'Spotlight' s opgave var ikke at beskrive komplekse kliniske forhold omkring og årsagsfaktorer  til seksuelt misbrug af børn og unge, og hvordan der i hele samfundet er sket en udvikling i forståelsen af dette misbrug.

Det var heller ikke opgaven at beskrive udbredelsen af misbrug i hele samfundet.

Ej heller, hvilke tiltag der efter 2002 har været i den katolske kirke i USA og resten af den katolske verden  for at gribe ind over for de misforhold, filmen beskriver.

Opgaven var at afdække et institutionelt system i den katolske kirke, der ikke har hindret, at seksuelt misbrug af mindreårige kunne foregå i årevis, som i vid udstrækning  har dækket over misbruget, og som har ladet ofrene i stikken.

Men når man ser slutningen af filmen med dens tekst om tusindvis af misbrugende præster og de lange lister over bispedømmer, hvor seksuelt misbrug af mindreårige har fundet sted  og samtidig sidder med det stærke indtryk fra filmens beskrivelse af præsters årelange misbrug af børn fra sogn til sogn - så er det nærliggende at tænke, at de mange præster og de mange bispedømmer alle repræsenterer det samme serielle misbrug, fortsat gennem år, fra sogn til sogn - og at det foregår på samme måde i dag. 

Her er virkeligheden mere sammensat. Nedenstående faktaboks giver nogle tal, der belyser forholdene. Tallene er bl.a. hentet  fra John Jay rapporten (2004;2011),  der på den amerikanske bispekonferences foranledning undersøgte seksuelt misbrug i den katolske kirke i USA fra 1950-2002, og som vores egen beredskabsplan refererer til.

Rapportens tal er de tal, der forelå i  2004. Der er løbende kommet flere anmeldelser til af gamle forhold, således at det samlede antal for den angivne periode ligger højere.

Derimod er forekomsten  af nye tilfælde af seksuelt misbrug af mindreårige klart faldende fra 1980-erne og frem, såvel i samfundet som i kirken, altså allerede inden  Boston Globe artiklerne kom frem.

------

Kritikpunkter er få : 

1) Amerikaneren Richard Sipe, der var en af de første, der beskæftigede sig med og har skrevet om katolske præsters seksuelle misbrug, længe før Boston Globe gjorde det, og som teamet refererer til i filmen, er af den opfattelse, at det er pligtcølibatet for præster, der direkte og indirekte er den væsentligste årsag både til misbruget og til, at det holdes skjult.  Han kommer til at indtage en central rolle i filmen som den, teamet henter baggrunds oplysninger hos i de indledende faser af undersøgelsen. og derfor kommer hans anskuelser til at stå unuanceret alene som forklarings hypotese.  

Det gjorde de dengang, og rent historisk er det korrekt, at det var hans fortjeneste, at journalisterne fortsatte deres arbejde. Fagligt synes der imidlertid ikke at være belæg for hans hypotese. Flertallet af krænkere er gifte mænd, og fænomenet 'et broderskab, der dækker over sine egne og korpset' findes udpræget også andre steder, f.eks i den amerikanske hær, hvor det har vist sig næsten umuligt at komme igennem med anmeldelse og retsforfølgelse af de mange sager om *sexual harassment' og voldtægt.

2) Billedet af kardinal Law er unuanceret og uden udstråling _og filmen sandsynliggør således ikke ganske, at den mand kunne have den enorme magt og indflydelse, han havde - eller, for den sags skyld, de forhåbninger man havde haft til ham.  Kardinal Law var ikke blot magtfuld, men en karismatisk person, en kompleks skikkelse, bl.a. med en fortid i borgerretsbevægelsen. At han som i filmen - notorisk - giver chefredaktøren den katolske kirkes katekismus som introduktionsgave, er ikke udelukkendehelt malplaceret -  man bør også vide, at Law faktisk havde en væsentlig andel i, at katekismen blev til og medvirkede ved dens oversættelse til amerikansk så her giver han redaktøren en personlig og symbolsk gave.

Oversættelse:  Chancery betyder bispedømmets kancelli, bispekontor. Den katolske kirke har ingen 'bilighedsret'.
Epiphany er korrekt oversat til Helligtrekonger, for det hedder festen på dansk. Men den liturgiske fest hedder, som ordet betyder, Herrens Åbenbarelse. Det er dette, filmens dialog spiller på: teamet, der stadig har deres katolske baggrund intakt, finder det passende, at artiklen med dens afsløringer kommer på 'Åbenbarelsesfesten'.

Hanne Gregersen

_________________
Hanne Gregersen var sammen med Erling Tiedemann (+) og Niels Engelbrecht medarbejder på 'Beredskabsplanen' for bispedømmet københavn, udgivet i 2011.
(www.katolsk.dk/beredskab.pdf)

- - -

Faktabox

Samlet forekomst i USA af seksuelt misbrug i 2005-2006 (seneste år, der foreligger statistik fra):  135.300 børn
(tallet for 1993 var 217.000)

Samlet antal børn i USA i 2005: 73.5 millioner.

For den amerikanske katolske kirkes vedkommende var der i 2004 fra perioden 1950-2002: 10.667 kendte anmeldte sager af præsters seksuelle misbrug af mindreårige, heraf var der bevis for misbrug i de 6.700. Tallet er voksende, da der bliver ved at komme nye anmeldelser af 'gamle' tilfælde.  

Der var i den angivne periode tale om misbrug fra
4.351 verdenspræsters, 41 permanente diakoners og 647 ordensgejstliges side.
I hele perioden var der samlet i USA 109.464 verdenspræster.
I 2000 var der i hele USA 30.607 verdenspræster og 15.092 ordenspræster..

For 3.300 præsters vedkommende kom anmeldelsen først efter pågældendes død.

2/3 af anmeldelserne fra tidligere år kom først efter 1993. 

Hovedparten af tilfældene fandt sted i perioden 1960-84 med klart fald i følgende år, svarende til, hvad der ses i samfundet som helhed. Også de nyeste anmeldelser stammer for langt de flestes vedkommende fra denne periode.

For knap 5% af krænkernes vedkommende drejer det sig om egentlig pædofili (seksuel interesse rettet mod præpubertetsbørn), for restens vedkommende er billedet mere komplekst.

78.2% af alle ofre var mellem 10 og 17 år med maksimum mellem 11 og 14 år
16 % var mellem 8 og 10 år
6 % var under 7 år

56% af krænkerne havde ét offer, mens 149 af krænkerne havde mere end 10 ofre. Disse krænkere - typisk som den præst, Spotlight beskriver - tegner sig for 25 % af alle ofre.

I 2002 vedtog den amerikanske bispekonference et Charter, der fastlægger retningslinjer for forebyggelse og behandling af seksuelt misbrug af mindreårige i kirken. 

To uafhængige institutter sørger for årlige audits  af bispedømmerne mht overholdelse og efterlevelse af Charterets bestemmelser. Resultatet af disse audits ligger på nettet. 

Desuden er iværksat landsdækkende træning af præster, lærere ved katolske skoler, andre ansatte -og også af børnene selv - med henblik på at skabe sikre  miljøer, og baggrundstjek gennemføres af alle ansatte ligesom af kandidater til præsteseminarierne.

Charteret skal regelmæssigt revideres. Det er senest sket i 2011.

Kilder: Beredskabsplanen, Rapporten fra John Jay College of Criminal Justice, Den amerikanske bispekonferences hjemmeside, 'National study of incidence of child abuse and neglect'.

Temaside om Spotlight filmen og The Boston Globe Spotlight Team

Retur til Side 2