Unikt NKV indblik fra 2013: Familie på mission - "Vores liv er blevet meget enkelt"
"Man kan næsten sige, at den katolske kirke i Danmark praktisk taget er ødelagt. Den består af tidligere protestanter, der er konverteret til katolicismen. De ønsker i grunden at omplante den protestantiske mentalitet til den katolske kirke."
- Franciscos, Spansk NKV missions fam. på Sostrup - 2013
20. nov. 2022
Forord
Nedenstående var oprindeligt en blog artikel på et spansk NKV website, den var
dateret 16. juni 2013. Jeg delte den dengang med en række katolikker i Danmark, der delte den videre i det katolske miljø. Jeg erfarede sidenhen, at den nåede frem til ledelsen i det danske katolske bispedømme og kort efter forsvandt artiklen fra det spanske website, som har mange artikler, men lige den artikel blev fjernet... Var det mon tilfældigt - eller?
Jeg har nu fået den oversat og bringer den herunder, idet den giver et helt unik indblik i selvforståelsen og synet fra en NKV missions famm. på den katolske kirke i Danmark, og dens katolikker såvel som synet på selve Danmark.
/Frans Josef Meyer
Webredaktør ‘Katolikker i Dialog’
Familie på mission i Sostrup (Danmark): "Vores liv er blevet meget enkelt"
Francis og Eva er fra Madrid. De har ni børn, og har i de sidste fire år boet i nærheden af Sostrup slot i Danmark.
I disse idylliske omgivelser, med en sø, slot og et kloster, langt væk fra verden, manifesterer denne familie den kærlighed, som Kristus har for ethvert menneske.
(Forfatter: Victoria Luque).
Jeg møder dem i Madrid, hvor familien kommer for at tilbringe et par dage.
I Franciscos forældres hjem, begynder vores samtale med nogle pommes frites og et par colaer på bordet ... jeg spørger dem, for at bryde isen, om deres omvendelse, om deres personlige møde med Jesus Kristus ...
- Francisco: Det er et meget let spørgsmål ... banalt (han griner). Mine forældre begyndte den Neokatekumenale Vandring og siden barndommen, har jeg været med til deres gudstjenester..
Da jeg var fjorten gik jeg ind i et Neokatekumenalt kommunitet, men på en måde levede jeg et dobbeltliv.
På den ene side gik jeg til messer og møder og på den anden side gik jeg ud med mine venner, festede hele natten lang, drak ... ankom ofte beruset til messerne. Dette fortæller jeg dig for at du kan se, hvor mit liv var på vej hen "jeg mødte op, men ... "
Og mens jeg kom i vores kommunitet indså jeg lidt efter lidt, at livet jeg levede ikke gav mig noget, men faktisk ødelagde mig. Jeg levede i angst ... Jeg var inde i en ond cirkel, stjal hjemme, gik ud med venner, jeg drak mig fuld, stjal igen ... Jeg led konstant.
I kommunitetet fortalte kateketerne mig noget, som hjalp mig: "forlad dine venner", men at gøre det, ville for mig være det samme som at begå hara-kiri, for mig var mine venner alt.
Og jeg kan huske, at jeg sagde til gud: "Jeg forlader mine venner, så længe jeg kan, hvis det kun er for en weekend. " Jeg tilbragte en måned. to måneder uden at se min venner ... det var en tid med lidelse, men jeg indså, at Herren Hjalp mig: Jeg mødte Eva, jeg bad mine forældre om tilgivelse, og gav dem pengene. .
Og Francisco forklarer yderligere, hvordan et ord, gjorde at hans liv under disse omstændigheder, tog en anden drejning -:
En nat åbnede jeg bibelen, og den åbnede sig på det vers, hvor Judas hænger sig. Han var blevet klar over, hvad han havde gjort mod Jesus Kristus, han smider mønterne væk og hænger sig.
For mig en dreng på 16 år var det et chok, jeg lukkede straks Bibelen, kaldte på mine forældre , og bad dem komme ind på mit værelse. Jeg sagde: " jeg kan ikke lade være med at stjæle fra jer, her, tag de penge jeg har i min lomme, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. "
Og i det øjeblik så jeg første gang Guds kærlighed, fordi min far (militærmand, dvs meget regelret!) tilgav mig.
Fra mine forældre kom tilgivelsen, og de sagde til mig, at Herren ville sejre. Når man taler om Guds kærlighed med teenagere, ser det ud til, at det er noget luftigt, men i denne konkrete situation følte jeg Guds kærlighed gennem mine forældre, og det gjorde, at jeg omvendte mig.
Jeg indså, at det jeg oplevede i vores kommunitet var virkelig alvor, og at adlyde kateketerne, selv uden at have fundet meningen med det de ønskede af mig, ville blive belønnet af Herren.
Det var ikke blot et spørgsmål om at gå til møderne,,weekenderne, messerne, leve et ordentligt liv og andre ting, men fællesskabet var en alvorlig sag.
Man kan sige, at dette var starten på in omvendelse. Efter dette har Herren indvirket i vores liv på mange måder: uden at vi havde økonomiske midler gav han os et hus, vores ægteskab, børnene ... vi har set det der er sket hver dag ... alle de job som Eva har fået. Jeg kan se, at med forfølgelse og lidelse, har Herren vist os vejen.
- Eva: Jeg vil gå tilbage til ungdomsårene. Da jeg var 15 eller 16 år var mine venner mine guder, Jeg levede ene og alene for at gå ud, for at være sammen med dem, for at shoppe, jeg var ikke interesseret i noget som helst andet.
Jeg var en egoist derhjemme. Jeg gik ind på mit værelse, satte min musik på ... ekstremt egoistisk.
Men mine veninder begyndte at tilsidesætte mig, Mine guder (fordi det var det de var for mig) begyndte at foragte mig, og jeg følte mig helt alene og forladt.
Men hvad jeg troede var en ulykke, var et mirakel fra Gud. Jeg ville have gjort hvad som helst for at de skulle synes om mig. Jeg har prøvet alle former for narkotika. Jeg kan huske,
jeg fortalte mine forældre at jeg røg pot, og de sagde, 'Okay så er det slut du bliver sendt til England". Jeg var der i to år og boede helt alene.
Sådan begyndte min historie med Herren. Jeg kendte ingen andre. Jeg omvendte mig. Herren helbredte mig for disse følelser. Det var som om han trak i min arm, det gør ondt, men han redder dig. Herren gav mig den værdighed, som jeg aldrig havde haft før . Fra dette øjeblik var det, som om jeg blev trukket igennem livet.
- Lad os tage et stort spring frem i tiden. fortæl mig, hvordan var jeres kald til missionen.
-Eva: I de sidste skridt på vejen så jeg tydeligt, at livet er ikke kun det liv vi lever her, med stress, sindssyge, leve for dig selv, livet er mere end det, vi bliver kaldt til noget andet.
Jeg så det meget klart, men vidste ikke, hvor vejen gik hen, jeg sagde til Gud, "tag du dig af mit liv, uanset hvad du vil have at jeg skal gøre", fordi vi er altid bange for at sige ja til Herren, hvis det betyder en for stor ændring i vores liv, på Guds måde, og ikke på din måde.
Jeg tror det var den eneste gang, jeg har sagt til Gud: "gør det". Men det blev ved det.
-Francisco: Herren kaldte på os begge to, men hver for sig. I 2003 sluttede vores katekese, og vi tog på pilgrimsrejse til Jerusalem med kommunitetet. Her følte vi, hver på sin måde, at Herren havde kaldet os til at gøre hans vilje.
På pilgrimsrejserne blev der altid sagt, bed om at kende din tjeneste for Herren, og hvad mit hjerte flød over med var: "Herre, at jeg må gøre din vilje, fortæl mig, hvad det er, du ønsker at jeg skal gøre."
Fordi i Jerusalem opdagede jeg, at jeg kun kunne være glad, hvis jeg gjorde Guds vilje. Der var ingen anden måde at være lykkelig på.
Så sagde jeg til Herren, "Vis mig, hvad du vil." Vi havde allerede tidligere tænkt på mission, men vi havde altid ladet det løbe ud i sandet med tanken om, at vores børn kunne lide under det. Derfor var det altid blevet afvist... vi havde talt om det tidligere, os? Umuligt.
På det punkt var vi, da vi i 2006, tog til Valencia til mødet med paven, med tre børn. derefter deltog vi en katekese med Kiko Arguello.
Det gjorde et stort indtryk på mig at høre Kikos prædiken, fordi på et tidspunkt sagde han, "Hvis du siger ja til Gud, gør Herren resten ", du behøver ikke at gøre noget som helst andet.
Dette fangede min opmærksomhed, fordi i tiden mellem 2003-2006 var det jeg havde ønsket at fortælle Herren : "Ja, uanset hvad du siger". Og på det tidspunkt sagde Kiko, "Hvis du siger ja til Herren, gør Herren resten ", og jeg tænkte ved mig selv," i min egen svaghed, siger jeg ja til Herren. "
Og da Kiko begyndte at spørge efter ægtepar, der følte sig kaldet til mission, kiggede Eva og jeg på hinanden. Jeg sagde:” hvad så?”. Hun svarede: ”hvis du står op, så følger jeg med dig".
-Eva: Og han stod op! Det var utroligt spændende.
-Francisco: Spændende, fordi du siger til dig selv: Hvad er det jeg gør?
- Eva: Det er vanvittigt spændende.
- Francisco: Fordi du forlader din falske Gud, virkelig. I virkeligheden siger man ad H... til med det hele, arbejde, penge, social status. Og en nysgerrig og ny erfaring med denne kaldelse.
Jeg arbejdede i et farmaceutisk laboratorium, i en administrativ stilling, og var den sidste der var blevet ansat. Mit forhold til mine overordnede var ikke godt, jeg arbejdede meget, men det var dårligt betalt, og jeg var ikke velset ...
Som familie gik vi på mission i 2006, og fra da af og indtil maj 2008 (da vi tog til Danmark) fik jeg en højere løn, og mere ansvar i virksomheden, alt det, som jeg ikke havde før.
En måned før at jeg sagde, at jeg forlod virksomheden, tilbød min chef mig en større lønforhøjelse, hvilket jeg aldrig ville have kunnet drømme om før ... Jeg forklarede ham alt dette med at rejser på mission, han sagde til mig: ved du, hvorfor du tror det?
Gud giver dig alt dette, så når du er i missionen kan du sige, "ja, jeg gør, hvad Gud vil." Og jeg blev overrasket over at se, hvordan Herren kan give dig alt, hvad han ønsker, og på den anden side se, hvordan Djævelen frister dig, fordi han siger, "dette er hvad du ville, du ønskede et godt arbejde, du ville have social staus, her har du hvad du ønskede."
Men på intet tidspunkt kom jeg i tvivl. Jeg vidste, at Herren havde kaldet os til missionen.
Hvordan ragerede din virksomhed, før din afrejse?
-Francisco: I virksomheden blev alle meget overraskede, meget chokerede, men de kendte mig (at jeg kom i Kirken, åben overfor livet, mange børn), de var chokerede, men tog det pænt, ejeren af virksomheden, betalte endda omkostningerne for at sende vores ting til Danmark.
-Eva: Efter at Curro blev født, vores sjette barn, stoppede jeg med at arbejde, for Herren giver dig, hvad du har brug for.
Da jeg startede med at arbejde, elskede jeg mit job, jeg var direktionssekretær i en multinational virksomhed. Men arbejdet og børnepasning blev meget vanskeligt. Jeg fik stress og følte, at jeg var ved at dø, og jeg bad til Gud, om jeg ikke kunne stoppe med at arbejde. Men vi var nødt til at betale vores kreditforeningslån, så det var umuligt.
Vi besluttede som familie at tage på mission i 2006, og to måneder før mødet i Valencia, annoncerede min virksomhed, at hovedkontoret flytter til Budapest.
På dette møde blev der sagt: "Vi tilbyder fuld kompensation til dem, der ønsker at forlade selskabet. Er der nogen, der ønsker at gå? ". Jeg var den eneste, der tilbød at gå frivilligt!
Tja, det var en glæde! Endelig hørte Herren min bøn. Vi fik udbetalt kompensationen, lige hvad vi skulle bruge for at annullere realkreditlånet og købe en bil.
På den måde var vi helt frie til at tage på mission. Fri som spurve, hvor som helst i verden. Det var utroligt.
Missionen, hvor Francisco og Eva er, er noget anderledes end hvad man normalt er vant til at se.
København, hovedstaden i Danmark, ligger på Sjælland, og der er der fem familier i mission, mens Jylland er hjemsted for tre familier: to i Sostrup og en anden lidt nordligere.
Danmark er et meget fjendtligt land, fordi deres befolkning er Protestanter og katolikker betragtes som en sekt.
- Francisco: Man kan næsten sige, at den katolske kirke i Danmark praktisk taget er ødelagt. Den består af tidligere protestanter, der er konverteret til katolicismen. De ønsker i grunden at omplante den protestantiske mentalitet til den katolske kirke.
For eksempel opfatter de den katolske kirke som et demokrati. De der bestemmer i hver kirke er menighedsrådet, præsten har intet at sige, er et nul, en lønarbejder ... som i den protestantiske kirke. Der er præsterne statslige embedsmænd, der holder deres prædiken og derefter går hjem.
- Eva: Der er også det, at de fleste katolske præster i Danmark er indvandrere, udlændinge, meget få er danskere. Desuden kommer de til Danmark med det kompleks at være indvandrere, de er ofte polakker, fra Østeuropa, Vietnamesere ... og menighedsrådet kontrollerer dem fuldstændigt.
Det er situationen for den katolske kirke i Danmark. Men hvad med jeres mission?
-Francisco: vi er i centrum af Jylland, midt i en smuk og stor skov, hvor der er et cistercienser nonnekloster, som nu er ledet af en abbedisse, Moder Teresa.
Ud over klosteret, kan jeg fortælle at Sostrup er et gammelt slot med stalde, lader og meget mere.
Nonnerne boede i viceværtens hus, i kælderen. I de gamle stalde lavede man et ”catechumenium”, og der gav man de første katekeser og dannede et temmelig stort kommunitet med danskere og udlændinge.
Danmark har 5 millioner indbyggere, det samme som der er i Madrid, men her spredt over hele Danmark. Hvordan er evangeliseringen?
-Eva: Meget begrænset. Jeg spørger ofte mig selv, hvad laver jeg her?
Men realiteten er, at her er vi. Jeg tror, t Herren vil have os her. Projektet indebærer at invitere katolikker, som vi lærer at kende til et møde, et foredrag, og at samle fem eller ti mennesker i huset, og tilbyde dem katekese.
Og kommunitetet, som blev dannet med folk udefra?
-Francisco: - Dette er vores kommunitet, og der er meget få mennesker tilbage. Og de er meget svage.
Hvis du giver dem små opgaver, udarbejde en tale (una Palabra), om søndagen at forberede en sammenkomst (una convivencia) ...så begynder problemerne og vi går så ud og besøger de forskellige ... men som regel så sletter de sig bare af listen.
De er svage, fordi de har alt. De siger, at de lykkeligste ægteskaber i verden, er dem i Danmark, fordi ved det første problem, et skænderi, så går man fra hinanden. Så det er da klart, at der ikke er nogen 'ulykkelige' ægteskaber. Selvfølgelig, de bliver måske gift, tre eller fire gange, har to børn i hvert ægteskab ... seks børn med tre forskellige fædre.
-Eva: Kvinder tilskyndes til at få børn, tre, fire, nogle fem børn. De får en enorm økonomisk støtte,
-Francisco: En kvinde, der har tre børn, bliver skilt og får helt automatisk fra myndighederne en lejlighed, og en løn, hun kommer ikke til at mangle noget resten af it liv.
Naturligvis finder der faktisk megen svindel sted, ægteskaber der opløses, men hvor parrene derefter stadig bor sammen. Skatteinspektørerne undersøger hele tiden og finder måske at de to' s biler 'sover' sammen. Nu har den danske regering gjort det meget svært, fordi det var virkelig en investering at blive skilt. Ægteskabet har ingen betydning for dem, den protestantiske kirke tillader skilsmisser, og det sker der ikke noget ved …
Alligevel har de meget familieliv. De fører et sundere liv, og ingen arbejder om eftermiddagen. De lægger megen vægt på familien, og
det at være sammen, faktisk er boligerne designet til et samliv, køkken, spisestue og opholdsstue er ud i et, så du kan se tv og samtidig se, hvordan din mor laver maden.
Familien er der hele dagen. Det er sjovt, jeg kan godt lide konceptet dette ,at man har det hele sammen.
Men så har de den ødelagte familie. Nogle fantastiske huse, men ...
-Eva: Skandinaverne er meget kolde ved det første indtryk, men når du kommer tættere ind på dem på en eller anden måde, eventuelt igennem børnene osv. så åbner de sig mere, de inviterer dig hjem til en kop kaffe. Men de går aldrig i dybden, de vil aldrig kommer til at fortælle dig om deres liv.
-Fransico: Jeg kan fortælle dig et eksempel, med Erik og hans kone, et par med tre børn som vi lærte at kende i skolen. Han sagde til Dante (en italiensk familie der er sammen med os her på Sostrup): "Vi er blevet opmundret til at få det fjerde barn, fordi jeg har set jer. "
På den ene eller anden måde, evangeliserer du bare ved at være til stede.
Men det er rigtigt, at til en protestant kan man ikke kan tale om Gud. De tror, t man vil omvende dem ... hvis de spørger, svarer vi.
Mange gange spørger de dig, jamen, er du så kommet for at arbejde? (Fordi, for dem er du en indvandrer). Jeg svarer: "Nej, nej, jeg havde mit arbejde i Spanien, og var meget glad. Vi er kommet som missionærer. Og de bliver meget overraskede.
Jeg fortæller dem lidt: Vi er fra den katolske kirke, vi mødte Guds kærlighed ... men derfra ønsker de ikke at gå dybere ind i samtalen. Nu ved de, hvorfor hvorfor du er der, og de ønsker intet mere.
Der har i virkeligheden været mennesker, der når de har vidst, at vi var en del af den katolske kirke, har holdt afstand, medens andre ikke har holdt afstand. Du kan ikke gøre meget mere.
-Eva: Vi siger, at vi er missionærer og er kommet for at støtte den katolske menighed, fordi hvis du siger, du kommer for at evangelisere ... Så kommer du for at overbevise mig om noget? Og så bygger de en mur op, her er du nødt til at gå frem med forsigtighed.
- Som missionærer, er der ingen der spørger jer til råds?
Francisco: Det er et godt spørgsmål. For her i Spanien får man råd, når man 'spørger præsten til råds' - præsten var 'det kloge hoved', ham der vidste besked. Dette har været ødelagt [i DK o.a.} i mange år, lige siden Luther. Forholdet de har til Gud er et personligt, et privat forhold. Det generer den protestantiske præst, hvis du kommer til søndagsprædikenen tre uger i træk. Så siger han - hvorfor kommer du så meget. hvad er der galt?
I den protestantiske kirke er relationen dig med Gud, du afklarer selv med Gud, ingen har mere indsigt end dig. Du er din egen gud, derfor søger man ikke nogen rådgivning fra andre.
Hvis du beder nogen om råd om noget, vil han føle sig vigtig, og i virkeligheden bliver han nervøs, fordi han er nødt til at give dig et råd, de ved ikke, hvad de skal sige til dig.
Det virker chokerende for dem, når man er nødt til at sige noget til en bror i en convivenza ... jamen du godeste, de skælder ud, hvad er det dog du siger til mig ?
Folk her taler meget overfladisk, uden at gå i dybden med deres liv.
I kommunitetet er det underligt, -for når det drejer sig om at lade de andre brødre få indblik i dit liv, så forkortes det til : "det går godt på arbejdet, det går godt med familien", når virkeligheden er den, at de har et ødelagt ægteskab, de taler ikke sammen, men de kommer til møderne og "alt går godt".Og dette sker i kommunitetet, selv om de har vandret sammen i ti år eller femten år.
- I ser ikke frugterne.
-Fransisco: Hvert år er der en sammenkomst af familierne i mission fra Skandinavien.
På en af isse sagde en af deltagerne: ”Vi er ikke frøet, der vil bære frugt i løbet af de næste par år, vi er den gødning der bliver lagt i jorden, hvor frøet skal placeres. Efter mange år vokser der et træ op og bærer frugter.
Fordi dette er en meget ufrugtbar jord. Vores børn vil gøre det virkelige arbejde”.
Vi har set, at det er et vanskeligt sprog at prædike på. Og at udtrykke sig godt på dansk er vanskeligt (Eva talte engelsk, og jeg taler nu også dansk), men det er kompliceret.
Mange gange forstår de ikke, hvad du siger. Og du er virkelig nødt til at prædike på dansk.
-Eva: Du føler dig i en total fattigdom.
- Francis: Jeg kan se, at fremtiden er i vores børn, de har lært sproget fra små, de kan tale, som man taler her, det er dem, der i fremtiden kan formidle troen.
Fordi mange gange kan den rigdom og skønhed et sprog har, gøre dig lidt forelsket i sproget. Jeg elsker sprog. Vi har oplevet det med os selv, at den måde at vi taler om Gud på , hvordan man taler, det rører direkte dit hjerte.
Og vi bruger et meget grundlæggende, og enkelt dansk. I virkeligheden bliver du overrasket over, hvordan det har været muligt at danne et kommunitet med "det lort" (forstå mig, det er rent sprogmæssigt)
Du ser og oplever virkelig at Helligånden, har rørt hjerterne af disse brødre. Tal om dit liv, fortæl dem om din erfaring, dette forstår brødrene selv med et banalt sprog brug og ordforråd.
Men det er helt klart, at det vil være vores børn, som virkelig kan give et stærkt ord på dansk, og de kender også danskerne, fordi vi tror ofte, t de er ligesom vi, at vi kan behandle dem på samme måde som os selv... og vores børn vil være dem, der ved, hvordan den danske mentalitet i virkeligheden er. Det er utroligt.
-Eva: Når du tænker på ”mission”, tænker du ofte på Afrika eller Sydamerika, på et fattigt område ... men dette er en helt anden mission.
Ja, det er rigtigt, at problemet kommer ikke fra den økonomiske eller den sikkerhedsmæsige side (de farer, som en familie kan have i et land der er i krig). Usikkerheden kommer faktisk fra ensomheden, vi også oplever på grund af klimaet, og også fordi folk er meget kolde, du kan ikke nå ud til folk, de har ikke noget fællesskab.
I Sydamerika går folk ud og ind hos hinanden, de taler med dig, her er hele samfundet koldt. Til at begynde med var det mærkeligt for os at komme til møderne, og at folk sad stille og så ned, og var helt tavse, Det havde vi aldrig set i en latinsk land. Der taler alle i munden på hinanden, og de ansvarlige er nødt til at slå i talerstolen, før folk tier stille.
Men ikke her! Når du ankommer til mødet er der måske kun syv personer, to familier i mission, og Præsten, og du siger til dig selv, hvad laver jeg her?
Og Djævelen driller og leger med dig, og du mister ligesom baggrunden for missionen.
Men for mig har missionen reddet mig fra Madrid. For mig har missionen gjort, at jeg nu har et mere enkelt liv. I Spanien skabte vi os en række behov ... på Sostrup er det hele mere simpelt. Dagliglivet er enklere.
I Madrid skulle børnene gå i den bedste skole, Pozuelo ... her i landsbyen går børnene i folkeskolen.
Men det er utroligt, hvor godt Herren gør det ... Du tror, at det er dig selv der har rejst dig op for at melde dig til at missionere, men i virkeligheden er det er Herren, der redder dig, og vil tage dig væk fra det stressende liv ... kom og nyd din familie og det stille liv.
Det er rigtigt, at jeg i de sidste to år, har spurgt mig selv, hvorfor jeg er her, adskilt fra min familie, jeg savnede at høre støj, se folk, men du vænner dig til det ...
Nu siger jeg til brødrene i Madrid, stå op, tag på mission, Herren vil bringe dig til et godt sted. For Herren kan forandre dit liv. Den, der tør gå i gang, er den, der modtager mest.
Jeg ser fattigdom som vores vidnesbyrd, og ikke kun sproget.
Har du set Guds forsyn i missionen?
-Fransisco: Hver dag har Herren taget sig af os. Jeg spekulerer ofte på, hvor svage vi ser ud til at være, for at Herren giver vores familie så meget.
Vi har set andre familier, der har rejst på mission, her i Danmark, og de problemer, de har haft med, at finde et job, at få en bil, osv. De har været i København seks eller syv måneder uden social sikkerhed, børnene var hjemme uden skolegang, med en enorm usikkerhed. De har virkelig haft meget stor lidelse.
Da vi kom hertil, spurgte Moder Teresa mig: ”ja, hvad har i tænkt jer at gøre?”. Jeg havde tænkt mig at søge arbejde på et hotel, rengøring ...
15 dage senere ringer hun til mig og siger, hvorfor ikke arbejde for mig to dage om ugen? På 15 dage havde jeg opholds og arbejdstilladelse, fik børnene i skolen, fik lejet et hus, alt. På to uger var det hele ordnet.
Jeg havde et job, tjente en løn, vi havde social sikkerhed for alle ... Vi fik statsstøtte, men alting er meget dyrt her. Så det vi gør, er at stable brænde i garagen, og varme op i kaminen - på den måde opvarmer vi huset. Vi har sat termostaten helt ned til tretten grader indendørs. Så man må stå op kl. 6, og lægge mere brænde på og lægge flere tæpper på sengene, holde ilden i live, og sådan lever vi ... men ligesom alle familier der er i mission. Uden opvarmning.
Livet i Missionen har forenklet vores måde at se tingene på. Vi er blevet vant til at leve med usikkerhed. I slutningen af åneden spiser vi kun pasta, men det gjorde vi også i Madrid.
Det er en gave fra Gud til at leve i enkelhed. Som ung mand var jeg ikke i stand til at gå ud med et par bukser på, hvis de ikke var Levi’s, eller en skjorte, der ikke var et kendt mærke … hvilket slaveri.
-Eva: Det er frigørelse. Denne mission har været en gave fra Gud til os. Den har ikke været en handling , der udsprang af, at vi har tilhørt Kirken, men en gave fra Gud, der har set på os med kærlighed og sagt: ” I skal komme med mig. I kommer til at mødes med mig hver dag”.
Missionærer lider ofte i missionen, men der var en præst, som sagde "Det ville være bedst, at dem der mener, de er bedre stillet i Spanien, forlader missionen. Hvis du ikke har det bedre i missionen, end du havde det i Spanien, rejs tilbage, for så er det ikke Guds vilje. "
Og nu, hvor jeg tænker over det, kan jeg sige at det er sandt. I missionen er der lidelse, men det er der også i Spanien, og lidelse er nødvendig for at møde Jesus Kristus.
I missionen ser du, at Herren har givet dig et enklere, men bedre liv.
Interviewer: Victoria Luque