13. aug. 2021

TIL BISKOPPERNE I HELE VERDEN

MED HENBLIK PÅ AT PRÆSENTERE HANS MOTU PROPRIO

''TRADTIONIS CUSTODES'' OM BRUGEN AF DEN ROMERSKE LITURGI

FRA FØR REFORMEN AF 1970

Rom, den 16 Juli 2021

Kære brødre i episkopatet,

Som allerede min forgænger Benedikt XVI gjorde med skrivelsen Summorum Pontificum, ønsker jeg at ledsage mit Motu Proprio Traditionis Custodes med et brev, der forklarer bevæggrundene til min beslutning [om at udsende Motu Propriet, o.a.]

Jeg vender mig til jer med tillid og frimodighed - parresia - ud fra den ''omsorg for hele Kirken''- som vi deler med hinanden, ''og som i højeste grad bidrager til den Universelle Kirkes bedste'', sådan som det andet Vatikanerkoncil siger til os. [1]

Det står klart for alle, hvad der var bevæggrundene for den hellige Johannes Paul II og Benedikt XVI til ved fejringen af det eukaristiske offer at tillade brugen af det Missale Romanum, der blev promulgeret af den hellige Pius V og nyudgivet af Johannes XXIII i 1962. Denne mulighed, der blev givet ved et Indult fra Liturgikongregationen i 1984 [2] og stadfæstet af den hellige Johannes Paul II i 1988 ved hans Motu Proprio Ecclesia Dei [3], var primært motiveret af ønsket om at hele skismaet mellem Kirken og den bevægelse, som mgr Lefebvre stod i spidsen for. Den anmodning, der blev udsendt til biskopperne om bredt at imødekomme de ''rimelige forhåbninger'' hos de troende, som bad om at kunne bruge dette Missale, havde således en kirkelig begrundelse: genoprettelse af enheden i Kirken.

Mange i Kirken kom til at tolke denne tilladelse som en mulighed for frit at kunne gøre brug af det romerske Missale som Pius V havde promulgeret. Der udviklede sig dermed en praksis med brug af dette Misssale parallelt med det Missale, som Paul VI havde indført. For at regulere denne situation, greb Benedikt XVI efter flere års forløb ind i sagen. Han ville [med et Motu Proprium, o.a.] regulere et internt kirkeligt forhold, hvor mange præster og menigheder ''med taknemlighed havde gjort brug af den mulighed, som Johannes Paul II.s Motu Proprio havde givet dem''. Motu Propriet Summorum pontificum af 2007 understregede , at denne situation ikke havde været til at forudse i 1988, og ønskede nu at indføre ''en klarere retlig regulering'' på dette område. For at fremme adgangen [til at fejre messen efter Pius V Missalet, o.a.] for dem - og her også unge - der, ''opdager denne liturgiske form, føler sig draget af den og i den synes, at de finder en form, der er særligt egnet for dem til at møde den allerhelligste eukaristis mysterium'' [5], - erklærede Benedikt XVI , at ''Missalet, der var indført og godkendt af den hellige Pius V og nyudgivet af den salige Johannes XXIII, er at betragte som {habeatur uti, o.a.] et ekstraordinært udtryk for den samme lex orandi'', [som i den ordinære form, o.a.] hvorfor han dermed åbnede for og tillod ''en bredere mulighed for brugen af Missalet fra 1962.''[6]

Han blev støttet i sit valg af den overbevisning, at en sådan bestemmelse ikke ville skabe tvivl om et af det andet Vatikanerkoncils helt centrale afgørelser, og derved komme til at forringe koncilets autoritet: Summorum Pontificum anerkendte helt og fuldt, at ''Paul VI.s Missale Romanum er det ordinære, dvs almindelige, udtryk for den katolske Kirke af latinsk ritus' Lex Orandi''[7]. Anerkendelsen af den hellige Pius V.s Missale som '' et ekstraordinært udtryk for den samme lex orandi'' havde ikke på nogen måde til hensigt at bringe den liturgiske reform i miskredit, men var dikteret af en vilje til at imødekomme ''den indstændige bøn fra disse troende'' ved at tillade dem at fejre messeofret efter udgaven (editio typica) af det romerske Missale, promulgeret af Johannes XXIII i 1962 og aldrig trukket tilbage, - som den ekstraordinære form af Kirkens liturgi''[8]. Det betryggede Benedikt XVI i hans vurdering, at de mange, som ''ønskede at finde den form for den hellige liturgi, som de holdt af'' - at disse ''klart og tydeligt accepterede den forpligtende karakter af det andet Vatikanerkoncil og var trofaste overfor paven og biskopperne'' ]9]. Han erklærede desuden, at frygten for splittelse i sognemenighederne var ubegrundet, idet ''brugen af de to former af den romerske ritus ville kunne vise sig berigende for hinanden''[10]. Han opfordrede derfor biskopperne til at overvinde deres tvivl og bekymring og byde de nye normer velkommen, ''og have opmærksomheden henledt på, at alt kom til at foregå i fred og harmoni''[10] med løfte om, at det ville blive muligt at finde udveje i tilfælde af, at der skulle vise sig ''alvorlige vanskeligheder'' ved indførelsen af normerne, ''når Motu Propriet var trådt i kraft''[11].

I betragtning af, at der nu var gået 13 år, pålagde jeg i sommeren 2020 Troskongregationen at udsende et spørgeskema til jer vedrørende anvendelsen af Motu Propriet Summorum Pontificum . De indkomne svar afslører en situation, der foruroliger og bedrøver mig og bekræfter mig i nødvendigheden af at gribe ind. Mine forgængeres pastorale formål , hvor intentionen var at "gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at sikre at alle, som havde et sandt ønske om enhed, også skulle finde det muligt at forblive i denne enhed eller at genfinde den på ny''[12], er desværre ofte blevet alvorligt tilsidesat. En chance, som den hellige Johannes Paul II - og med endnu større velvilje og storsind Benedikt XVI - havde tilbudt med det formål at genoprette enheden i kirkelegemet i respekt for de forskellige holdninger og mentaliteter ('sensibilità') på det liturgiske område, er blevet misbrugt til at gøre afstandene støre, divergenserne mere fastlåste, og skabe modsætninger, som sårer Kirken, lægger hindringer i vejen for den, og udsætter den for risiko for splittelse.

Jeg bedrøves lige fuldt af misbrug fra begge sider i fejringen af liturgien. På linje med Benedikt XVI fordømmer jeg det forhold, at " mange steder overholdes forskrifterne i det nye Missale for fejringen af messen ikke , men missalet opfattes snarere som en bemyndigelse eller endda en forpligtelse til kreativitet, som har ført til forvrængninger, der går til grænsen for, hvad der kan tåles.''[13] Men det volder mig ikke mindre sorg , at brugen af Missale Romanum fra 1962 ofte instrumentaliseres derhen, at denne brug i stadig større omfang får karakter af en voksende forkastelse ikke alene af den liturgiske reform, men af selve andet Vatikanerkoncil, idet man - ubegrundet og uholdbart - hævder, at koncilet forrådte Traditionen og den ''sande Kirke''. Eftersom det forholder sig sådan, at Kirkens vandring og vej gennem historien skal forstås inden for Traditionens dynamik, den Tradition, ''som har sit udspring med apostlene og går videre i Kirken med Helligåndens bistand" [DV 8], (så) udgør det andet Vatikanerkoncil det seneste stadie i denne dynamik, hvor det katolske episkopat var forsamlet for at lytte og for at skelne, hvilken vej frem Helligånden ville tegne for Kirken. At så tvivl om koncilet er ensbetydende med at så tvivl om koncilsfædrenes intentioner, dér hvor de højtideligt udøvede deres kollegiale myndighed cum Petro et sub Petro i et økumenisk koncil[14}, og det betyder, i sidste instans, at så tvivl om Helligånden, der vejleder Kirken.

Det er koncilet selv, der kaster lys over den dybere mening med mit valg om at revidere den tilladelse, som mine forgængere gav. Mellem de vota på koncilet, som biskopperne indgav med størst eftertryk, står de frem, der taler om en fuld, bevidst og aktiv deltagelse i liturgien af hele Guds folk[15], i overensstemmelse med, hvad allerede Pius XII havde tegnet op i sin rundskrivelse Mediator Dei om fornyelsen af liturgien[16]. Konstitutionen Sacrosanctum concilium bekræftede denne anmodning fra koncilsfædrene ved at behandle ''liturgiens fornyelse og fremme''[17] og ved at angive de principper, der skulle være vejledende for reformen[18]. Specielt fastslog Konstitutionen, at disse principper angik den romerske ritus, mens den for andre legitime og anerkendte riters vedkommende henstillede, at ''riterne blev revideret omhyggeligt og i hele deres omfang i den sunde traditions ånd, og at de blev udrustet med ny kraft efter tidens forhold og behov''[19].

På grundlag af de nævnte principper blev der foretaget en reform af liturgien, der fik sit fornemste udtryk i det Romerske Missale, der blev udgivet i en editio typica af Paul VI [20} og revideret af Johannes Paul II [21]. Man kan derfor gå ud fra,, at den romerske ritus, som i århundredernes løb er blevet tilpasset flere gange i overensstemmelse med tidens behov, ikke alene er blevet bevaret, men fornyet ''i trofast respekt for Traditionen''[22]. Den, der gerne med andagt ville fejre (messen, o.a.) efter den tidligere form af liturgien, vil uden vanskelighed i Missale Romanum, [således som det er] reformeret i overensstemmelse med andet Vatikanerkoncil, kunne finde alle elementer fra den Romerske Ritus, i særdeleshed den romerske kanon, som udgør en af denne ritus mest karakteristiske kendemærker.

Jeg vil tilføje en sidste grund til min beslutning: Hos mange træder det stadig mere tydeligt frem i ord og holdninger, at der er en tæt forbindelse mellem valget af liturgisk fejring efter bøger fra før andet Vatikanerkoncil og en afvisning af Kirken og dens institutioner under påberåbelse af det, som de pågældende anser for at være den ''sande Kirke''. Det handler om en holdning og adfærd, som er i modstrid med fællesskabet i Kirken og giver næring til denne splittelsens ånd:--'' jeg hører til Paulus; jeg hører til Apollos; jeg hører til Kephas; jeg hører til Kristus'', som apostlen Paulus klart og tydeligt reagerer imod [23]. Det er for at forsvare Kristi legemes enhed, at jeg ser mig tvunget til at tilbagekalde den tilladelse, som mine forgængere udstedte. Den forvrængede brug, der er blevet gjort af denne frihed til at fejre messen efter Missale Romanum af 1962, er i modstrid med de intentioner, der førte til at tilstå denne mulighed. Eftersom ''liturgiske fejringer ikke er private handlinger, men Kirken, der fejrer, Kirken som er enhedens sakramente'' [24], må de udføres i samfund med Kirken. Samtidig med, at andet Vatikanerkoncil bekræftede , at der er ydre bånd, der kendetegner en indlemmelse i Kirken - trosbekendelsen , sakramenterne, og bekendelsen til den kirkelige communio - fastslog det også med Augustin, at det er en betingelse for frelse at forblive i Kirken ikke kun ''med legemet'', men også ''med hjertet''[25].

Kære brødre i episkopatet: Sacrosanctum Concilium forklarede, at Kirken er ''enhedens sakramente '', idet den er ''det hellige folk, forenet og ordnet under biskoppernes autoritet'' [26]. Og mens Lumen Gentium påminder biskoppen af Rom om at være ''det permanente og synlige princip og fundament, så vel for enheden mellem biskopperne som for enheden i de troendes mangfoldighed'', siger denne konstitution også, at I biskopper er ''det synlige princip og fundament for enheden i jeres lokalkirker, i hvilke og gennem hvilke den ene og udelte katolske Kirke består''[27].

Som svar på jeres henstillinger træffer jeg den endegyldige afgørelse at ophæve alle normer, instrukser, tilladelser og sædvaner, som ligger forud for dette Motu Proprio , og at anse de liturgiske tekster, der blev promulgeret af de hellige paver Paul VI og Johannes Paul II i overensstemmelse med det andet Vatikanerkoncils dekreter, som det eneste udtryk for den romerske ritus' lex orandi. Det støtter mig i denne beslutning, at Pius V efter Tridentinerkoncilet også afskaffede alle de riter, der ikke kunne påberåbe sig dokumentation for at gå langt tilbage i tiden [ antichità], og fastlagde for hele den romerske Kirke et eneste Missale Romanum. I fire århundreder var så dette Missale, som den hellige Pius V havde promulgeret, det principielle udtryk for lex orandi i den romerske ritus, og havde en funktion som opretholder af enheden i Kirken. Det var ikke for at benægte denne ritus' værdighed og storhed, at de i et økumenisk koncil forsamlede biskopper anmodede om, at den måtte blive reformeret. Deres intention var "at de troende ikke skulle være til stede [ved messens fejring] som udenforstående og stumme tilskuere til troens mysterium, men at de - med en fuld forståelse af ritus og bønner - skulle deltage bevidst, med tro og andagt og aktivt, i den hellige handling"[28]. Paul VI mindede om, at arbejdet med at tilpasse det romerske Missale allerede var påbegyndt af Pius XII, og erklærede, at revisionen af Missalet, der skete i lyset fra de ældste liturgiske kilder, havde til formål at gøre det muligt for Kirken ''i alle tungemåls forskellighed at opløfte en eneste og identisk bøn'', som udtrykte dens enhed [29].

At denne enhed bliver genoprettet inden for hele Kirken af romersk ritus - det er min hensigt.

Når det andet Vatikanerkoncil skulle beskrive Gudsfolkets katolicitet, huskede det og mindede om, at der ''inden for den kirkelige communio eksisterer særlige kirker, som nyder godt af deres egne traditioner uden at dette skaber forbehold mht. Peters stols primat, som præsiderer over kærlighedens universelle communio, - den garanterer den legitime mangfoldighed og våger samtidig over, at det særegne ikke blot ikke skader det universelle, men snarere tjener det''[30]. Og når jeg nu i min tjeneste for enheden beslutter at sætte den tilladelse ud af kraft, som mine forgængere gav, beder jeg jer om at dele denne byrde med mig som en form for deltagelse i omsorgen for hele Kirken. I mit Motu Proprio har jeg villet slå fast, at det tilkommer biskoppen at regulere de liturgiske fejringer, som moderator for , promotor af og vogter over Kirkens liturgiske liv, hvis enhedsprincip han er. Det påhviler altså jer, som lokale ordinarier, at autorisere brugen af 1962-Missalet i jeres bispedømmer i overensstemmelse med de normer, der er angivet i dette Motu Proprio. Det er frem for alt jeres ansvar at arbejde hen imod en tilbagevenden til enhed i form, når det gælder messefejringen (''una forma celebrativa unitaria"), idet I i hvert enkelt tilfælde vurderer de faktiske forhold i de grupper, der fejrer efter missalet fra 1962.

Retningslinjerne for, hvordan der skal gås frem i bispedømmerne, er i det væsentlige bestemt af to principper: på den ene side omsorgen for dem, som er rodfæstede i den tidligere form for messefejring og behøver tid for at vende tilbage til at fejre messe efter det Missale Romanum, som blev promulgeret af de hellige Paul VI og Johannes Paul II. Og på den anden side at indstille oprettelsen af nye ''personalsogne'', der er mere knyttet til, hvad enkelte præster ønsker og vil, end til et virkeligt behov hos ''Guds hellige folk''. Samtidig beder jeg jer om at være årvågne med hensyn til at sikre, at al liturgi fejres med værdighed og troskab over for de liturgiske bøger, der blev godkendt efter andet Vatikanerkoncil, uden mærkværdigheder der nemt kan udarte til misbrug. Seminarister og nye præster skal uddannes til denne trofasthed overfor Missalets og de liturgiske bøgers forskrifter, i hvilke den liturgiske reform afspejles, som var villet af det andet Vatikanerkoncil.

Jeg påkalder Ånden over jer fra den opstandne Herre, at den må gøre jer stærke og beslutsomme i jeres tjeneste af Guds folk, som Herren har betroet til jer, således at fællesskabet [la communione] finder udtryk gennem jeres omsorg og årvågenhed - også i enheden i den eneste ene Ritus, hvor den romerske liturgiske traditions rigdom er bevaret. Jeg beder for jer. Bed I også for mig.

Franciscus

______________
Bemærkninger til oversættelsen fra Hanne Gregersen:

Der er primært oversat fra italiensk, men den - for nylig tilkomne - tyske oversættelse - har også været inddraget. Der er tilstræbt en så 'bogstavtro' gengivelse som muligt, dvs det sine steder mere får karakter af 'dansk version' end af en oversættelse.

Da det er en tekst stilet til biskopperne , er et par 'tekniske' udtryk ikke oversat, men i stedet søgt forklaret i en fodnote.

Der er mange citater i teksten fra pavelige dokumenter og fra de to koncilskonstitutioner Lumen Gentium og Sacrosanctum Concilium og et enkelt sted fra DeiVerbum. Disse citater er fundet frem i tilgængelige danske oversættelser og hovedsageligt gengivet derfra, med undtagelse af citatet i note 28, som er nyoversat. Citater fra dokumenter, der ikke foreligger oversat til dansk, er nyoversat fra den italienske tekst med inddragelse af den tyske oversættelse.

Thomas Harder takkes for velvillig hjælp og rådgivning i forbindelse med den italienske tekst.

Hanne Gregersen

__________
Noter:

1.Jvf. Det andet Vatikanerkoncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium (21. November 1964) 23: AAS 57 (1965) 27.

2. Jvf. Liturgikongregationen: Brev til præsidenterne for Bispekonferencerne "Quattuor abhinc annos" ( 3 oktober 1984): AAS 76 (1984) 1088 -1089.

3. Johannes Paul II: Motu proprio Ecclesia Dei, 2 Julio 1988: AAS 80 (1988)1495- 1498.

4.Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 207): AAS 99 (2007) 796.

5. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 207): AAS 99 (2007) 796.

6. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 207): AAS 99 (2007) 796.

7.Benedikt XVI, Motu proprio Summorum Pontificum, (7 Juli 207): AAS 99, (2007) 778.

8. Benedikt XVI, Motu proprio Summorum Pontificum, (7 Juli 207): AAS 99,(2007) 778.

9. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 207): AAS 99 (2007) 796.

10. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 2007): AAS 99 (2007) 796.

11. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 2007):AAS 99 (2007) 796.

12. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 2007):AAS 99 (2007) 797 -798.

13. Benedikt XVI: Epistula Episcopos Catholicae Ecclesiae Ritus romani, (7 Juli 2007): AAS 99 (2007) 796.

14. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium ( 21 November 1964) 25: AAS 57 (1965) 27.

15.Jvf. Acta et Documenta Concilio Oecumenico Vaticano II apparando, Serie I, Vol II, 1960.

16. Pius XII Encyclica om den hellige liturgi Mediator Dei ( 20 November 1947): AAS 39 (1949) 521-595.

17. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 1 og 14: AAS 56 (1964) 97.104.

18. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 3: AAS 56 (1964) 98.

19. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 4 : AAS 56 (1964) 98.

20. Missale Romanum ex Decreto Sacrosancti Oecumenici Concilii Vaticani II instauratum auctoritate Pauli PP. VI promulgatum, editio typica , 1970.

21. Missale Romanum ex Decreto Sacrosancti Oecumenici Concilii Vaticani II instauratum auctoritate Pauli PP. VI promulgatum Ioannis Pauli PP. II cura recognitum , editio typica tertia, 2002 (reimpressio emendata, 2008).

22. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 4: AAS 56 (1964) 98.

23. 1 Kor 1, 12 - 13.

24. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 26: AAS 56 (1964) 107.

25. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium 21 November 1963, 14: AAS 57 (1965) 19.

26. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium ( 4 December 1963) 26: AAS 56 (1964) 100.

27. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium ( 21 November 1964) 23 : AAS 57 (1965) 27.

28 Jvf. Det andet Vatikanerkoncils konstitution om liturgien Sacrosanctum Concilium (4 December 1963) 48: AAS 56 (1964) 113.

29. Paul VI : Apostolisk konstitution Missale Romanum (3 April 1969) AAS 61 (1969) 222.

30. Jvf. Det andet Vatikanerkoncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium (21 November 1964) 13: AAS 57 (1965), 18.

________
Retur til Tema: ‘Traditionis Custodes’