Katolikker i Dialog

View Original

24syv: AntiDemokratisk Festival

5. aug 2014

Fra 30/6 til 2/8 - 2014 sendte Radio24syv en udsendelses serie under navnet:

AntiDemokratisk Festival 

Hele programsiden er <her>

Den kulminerede med selve festivalen d. 2. aug. 2014  - hvor bl.a. Iben Thranholm var taler. Den tale bringes herunder som tekst.

Talen kan høres via denne afspiller  - Iben Thranholm' tale kommer 19:20 min fra start:

Your browser doesn't support HTML5 audio

AntiDemokratisk Festival 2. aug 2014 Radio24syv

Transkription:

(Udvalgte passager er fremhævet, af denne sides webredaktør, med fed pga. deres markante form og/eller udsagn.)

Den næste taler, nu skal vi til det for tiden løber, det er Iben Tranholm, vil tale lidt om hvordan demokratiet har tendens til at undertrykke nogle bestemte religiøse grupper. Er det sandt, Iben? Mere eller mindre? Du skal i hvert fald selv fortælle det selv lige om lidt, så, Iben! Giv en kæmpe stor hånd til Iben Tranholm.

Nu kan jeg jo høre, at i har hørt lidt hvordan en muslim ser på demokratiet. Nu vil jeg tale lidt om demokrati ud fra kristendommen, som jo er vores kulturs grundlag.

I Sovjetunionen der fik folk at vide, at det var det bedste samfund af alle samfund. Der var ikke nogle i verden der havde det bedre end folk havde i Sovjetunionen. Og derfor var der ikke nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved samfundet. Når jeg kigger på vores demokrati i dag, så er jeg lidt bange for, at kommunismen ikke kollapsede i Rusland i 1992, men at den flyttede her til Vesten.

Fordi nu er det os, der tror at der ikke findes noget samfund, der er bedre end vores. Og vi tror heller ikke at der kommer nogensinde nogen styreform, der kunne erstatte demokrati. Og jeg vil sige, jeg ved ikke om vi er demokrater, men vi ’tror’ på demokratiet.

Vi har fået et religiøst forhold til demokratiet. Ja, faktisk er demokratiet vores nye religion. Demokratiet er blevet et dogme, som man ikke stiller spørgsmålstegn ved. Og hvis man gør det, så bliver man betragtet som samfundsskadelig og det tror jeg PET kan fortælle jer meget mere om end jeg, men folk som man opfatter som antidemokratiske er mennesker, som bliver overvåget, for dem skal man passe på. Men demokrati er ikke værdibestemt på forhånd.

Demokrati er en styreform, man kunne sige at det var en omgangsform. Men det er ikke noget, hvor værdierne er fastlagt på forhånd. Og det, som driver demokratiet i dag, sådan som jeg ser det, det er jo vores humanistiske sekularisme, som på mange fronter er ateistisk. Og den har et dogme om, at religion, især kristendommen, er roden til alt ondt.

Alt hvad der er imod kristendommen, alle værdier som er imod traditionel kristendom bliver opfattet som gode værdier. Alt hvad der er i modsætning til Guds skaberorden er en god værdi. Og alt hvad der er for kristendommen er en ond værdi eller er en dårlig værdi. Og her snakker jeg særlig om det store hotte emne: omdefinering af køn – at man selv må have lov at bestemme sit køn i dag – og også de traditionelle familieværdier.

Jeg må nok erklære mig enig i, hvad der blev sagt før, vores regeringer dybest set er moralsk korrupte. Det er jo noget vi har meget svært ved at tale om og måske også overhovedet at forstå.

At vores regeringer, her snakker jeg hovedsageligt om USA men også om EU, er styret af grådighed som jo er en af de syv dødssynder. Men også løgn, man har løjet i årevis om ens motiver til at besætte andre lande; her snakker jeg hovedsageligt om Irak, Libyen, det var også tæt på i Syrien, hvor man opfinder en historie, hvor man får carte-blanche til at gå ind og besætte et andet land og påtvinge de her mennesker det såkaldte demokrati.

Man kan myrde, man kan omstyrte regeringer for éns egne interesser og så har man opfundet det her narrativ, der hedder demokrati. Når bare man kan fortælle folk, befolkningen, vi gør det her fordi vi gerne vil have de skal blive demokratiske, så har man sådan set lov til at myrde og gå ind og påtvinge andre mennesker et styre de ikke selv har bestemt.

Det virker jo helt vanvittigt at man vil indføre demokrati med militærstyrker, som man har gjort mange steder i Mellemøsten. Og så kan man begå alle de forbrydelser som man har lyst til fordi folk tror blindt på demokrati. Nu spurgte den sidste taler om, hvad Jesus ville sige til vores samfund i dag. Jeg tror ikke Jesus som sådan ville tage part for nogen, men han ville i hvert fald pege på, at et land eller en regering, der bygger på løgn og grådighed og penge, altså ”vores Gud er blevet mammon” – det hele handler om pengeinteresser, at det ikke længere er et kristent samfund. Det er ikke længere et samfund, der er styret af et kristent værdisæt.

Washington og EU ønsker at hele verden skal blive deres domæne. Og der har de ikke bare nogle økonomiske interesser, men de har også en værdimæssig agenda og det er her jeg begynder at blive bekymret for vores såkaldte demokrati. For jeg kan se, at de har det jeg vil kalde en antikristen agenda.

Uanset hvor USA påtvinger en anden kultur, et andet land, demokrati, så er det de kristne, der betaler prisen. Nu er vi meget fokuseret på Ukraine, vi er meget fokuseret på hvad der foregår i Gaza, men i Irak der er der stort set ikke længere nogle kristne tilbage fordi de er blevet slagtet. Sådan går det overalt i Mellemøsten, hvor USA påtvinger demokrati. Der er det kristne der betaler prisen og USA, som skulle være ”God’s Own Country” kommer ikke de kristne til hjælp.

Og i vores egne lande, vores egne demokratiske lande, der ser vi en systematisk nedbrydning af alle traditionelle kristne værdier. Jeg har nævnt familieværdier, men også abort og dødshjælp. Faktisk må man sige, at det, Vesten er begyndt at udbrede, er en ren ”dødskultur”.

Men vi kan jo ikke se noget forkert i det fordi det er Demokrati. Vi kalder det Demokrati, så uanset hvor mange uetiske handlinger vi begår, selv i vores eget samfund, så er det jo Demokrati og så er det pr. definition: godt!

Jeg synes det er meget alarmerende fordi jeg synes netop vi opfører os som borgere i en totalitær stat. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved om det vi egentlig gør er rigtigt. Selvom vi kan se at vores regeringer lyver, fx da USA gik ind i Irak, det er senere blevet påvist, der var ikke masseødelæggelsesvåben.

Men vi tror stadigvæk på de her regeringer og vi forestiller os ikke, at de stadigvæk lyver for os. Vi accepterer det og godtager det, for det ér jo Demokrati.

Nu gentager historien sig så med Rusland og Putin fordi Putins største synd, kan jeg sige, overfor Vesten er, at han ikke vil være med i den dagsorden med de vestlige værdier som de demokratiske, såkaldte demokratiske regeringer, har i Washington og i EU.

Han ønsker ikke en antikristen verdensorden. Og det tror jeg egentlig er det aller allerstørste problem ift. Vesten og Øst i dag.

Jeg mener vi simpelthen er blevet for naive som demokratiske borgere. Så længe at regeringerne giver os lov til at gå til valg, til at stemme, og give os illusionen om ytringsfrihed, så er der ingen af os der stiller spørgsmålstegn.

Men hvad nu hvis vi kun får lov til at stemme fordi det alligevel ingen forskel gør? Hvad nu hvis det er lige meget hvordan du stemmer fordi eliten alligevel får det som de vil have det? Hvad hvis hele stemmesystemet blot er til for at eliten kan få din accept til at gøre som de vil? Fordi det er nemlig først når vi har stemt, at de hemmelige møder begynder, som du og jeg ingen indflydelse har på.

Vi snakker også meget om, at den vestlige verden er så fantastisk fordi at vi har pressefrihed. At vi kan sige, hvad vi vil, vi kan udtrykke os som vi vil.

Realiteten er, at i USA er alle medier ejet af seks kæmpestore virksomheder. Det er dem, der poster penge i medierne og det er også dem, fx, der giver sendetilladelser. De er igen knyttet til masser af meget stærke politiske interesser. Det vil sige, hvis medierne ikke propaganderer eller fortæller de historier, som den politiske verden bagved og de enorme pengemastodonter, som er bag medierne, at de ønsker, ja så mister de sendetilladelsen eller redaktøren får måske ikke forlænget sin kontrakt.

Man kan heller ikke blive valgt i USA til fx præsident eller senator, hvis man ikke har enorme penge i ryggen. Det vil sige, man kan ikke bare stille op fordi man har et synspunkt i USA. Det er igen nogle ekstreme, ekstreme pengestærke organisationer, enkeltpersoner, der sidder bagved og styrer det uden at folk egentlig ved, hvem der trækker i trådene.

Så vestlige medier bliver mere og mere, som jeg ser dem, en propagandamaskine for Washington. Og europæiske medier er bare et ekko, et ekko af hvad der foregår i USA.

Når man ser på hvordan vestlig presse har dækket Ukraine-konflikten, så får man fornemmelsen af, at de egentlig bare er nogle robotter, der ikke længere tænker selv, men bare netop skriver det som er den propaganda, der kommer fra politiske interesser.

Men vi er enormt gode til at bevare illusionen fordi vi har jo ”ytringsfrihed”. Ja, det har vi endnu, men vi bliver overvåget. Alt hvad I poster på facebook ved I ikke om det bliver brugt imod jer senere, hvis den politiske situation ændrer sig.

Overalt hvor det vestlige demokrati indfører sig selv, hersker der død, ødelæggelse og kaos. Politisk kaos. Kig på Mellemøsten. Er det demokrati? Er det en verden i fremgang at man spreder dødens kultur? Det er meget svært for os vesterlændinge at skulle gå igennem en erkendelse om, at vores kultur ikke længere er det den har været. Vi er opdraget til at tro på, at den vestlige kultur er beskytter af den jødisk-kristne kultur. Men i dag, desværre, er demokratiet blevet kristendommens værste fjende.

Robert Schumann, som grundlagde EU, han var fransk (jeg rykker lige lidt tilbage her, ellers bliver jeg våd) … Robert Schumann, som var Frankrigs udenrigsminister lige efter 2. Verdenskrig og som grundlagde EU, - som bliver betragtet som EU’s fader – han sagde: Hvis ikke demokratiet er kristent, så vil det ikke bestå. Jeg gentager lige. Hvis ikke demokratiet er kristent, vil det ikke bestå.

Det er det ikke længere i Vesten. Demokratiet er på en måde i krig med kristendommen. Jeg er bange for, at når vi mister det grundlag – Europa er bygget op på kristne værdier – så fører det til selvdestruktion.

Vi ser tydelige tegn overalt på en stigende totalitær tankegang, hvor religiøse trosopfattelser, jeg snakker særligt kristne trosopfattelse, traditionelle kristne trosopfattelser, bliver tolket som brud på menneskerettighederne. Og hvis de først bliver det, så er der ikke langt igen før man vil begynde at kriminalisere holdninger. Jeg tror det bliver en demokratisk beslutning, at man synes at mange af de kristne traditionelle værdier som vores kultur har været bygget op på, er udemokratiske og er uønskede i vores land.

Så derfor må jeg konstatere, jeg må slutte denne her tale hvor jeg begyndte, at jeg synes at vores samfund ligner mere og mere Sovjetstyret, men det er meget meget svært at opdage det fordi at det er pakket ind i frihedsbegreber, ytringsfrihed, demokrati. Det er pakket ind i nogle meget meget flotte ord. Så det er meget meget svært at kigge ned under overfladen og forstå, at det der i virkeligheden er på vej i vores samfund er en totalitær tankegang og det kun er visse værdier, der bliver betragtet som demokratiske.

Så jeg vil slutte med igen at citere Robert Schumann, den franske udenrigsminister: Hvis ikke demokratiet er kristent, så vil det ikke bestå.

Derfor mener jeg, at den moralske korruption vi ser på mange måder i Vesten bliver nødt til for det første at erkende at den selv er blevet moralsk korrupt og derefter igen genopbygge vores samfund på det som vi oprindeligt var, netop kristne.

Tak for ordet.

Ja, Iben det er selvfølgelig ikke pga. dig at folk har forladt området her foran scenen, det er begyndt at regne.

Jeg vil sige, at vi havde faktisk muligvis besøg af en profet tidligere, som sagde: der kommer nok en byge. Enten det eller en meteorolog, det er jeg lidt usikker på.

- - -

Antidemokratisk Festival 23-07-2014

Iben Thranholm, katolik og Putin-fortaler, kommer i studiet og fortæller om hvorfor demokratiet er undertrykkende, og hvad vi så skal gøre istedet for. Så skal vi også have valgt en festivalvin. Det hjælper vinimportør Michael Jepsen med. Så kan danskerne også godt forberede sig på en opsang. Rasmus Bruun og Frederik Cilius

Udsendelsen kan høres via denne afspiller:

Your browser doesn't support HTML5 audio

Antidemokratisk Festival 23-07-2014 Radio24syv


Tema: Debattør Iben Thranholm <her>


Retur til Udsendelser i TV og Radio

Retur til Medieoversigt