26. juli 2015
Mette Skov Hansen, Kristeligt Dagblad, skriver 20. juli bl.a.:
Forholdet mellem religion og naturvidenskab er så uproblematisk og selvfølgeligt, at ingen forskere frygter en sammenblanding, siger videnskabshistoriker Helge Kragh. Han kalder den seneste uges debat om en troende videnskabsminister for tåbelig og useriøs
I 1950'erne beskrev den engelske pioner i kvantekemi Charles Alfred Coulson (1910-1974) sin forskning som en vigtig religiøs aktivitet og sit laboratorium som sin private kirke. Når han arbejdede, aflurede han nemlig naturens hemmelighed og fik dermed indsigt i Guds skaberværk.
Udtalelsen gjorde ikke Coulson til en mindre troværdig eller dygtig forsker, da han sørgede for ikke at inddrage sin personlige tro i sit videnskabelige arbejde. Netop den adskillelse ses i dag som en selvfølge i forskerverdenen, hvor det at være troende er helt acceptabelt, siger Helge Kragh, der er tidligere professor i videnskabshistorie på institut for fysik og astronomi ved Aarhus Universitet og i dag professor emeritus ved Niels Bohr Arkivet i København.
Han kalder den seneste uges debat om, hvorvidt politikeren Esben Lunde Larsen (V) kan bestride posten som videnskabsminister og samtidig tro på en skabende gud, for tåbelig og useriøs. For det ene udelukker ikke det andet.
---
”I dag tror jeg, man skal være mere nervøs for, at en forskers politiske ståsted kan påvirke hans eller hendes forskning end vedkommendes religiøse overbevisning. For de mange års diskussioner om religion har gjort forskere opmærksomme på at holde deres tro og deres videnskabelige arbejde adskilt.”
Hele artiklen er <her>