13. jan. 2015
Erling Tiedemann skriver i Kristeligt Dagblad en kronik, hvori der bl.a. står:
Verden er blevet lille, og selv om der forholdsmæssigt næppe har været lige så mange i Danmark som i Frankrig, der i forrige uge har siddet klæbet til TV skærmen for at følge med i et drama med brutale mord, røveri, gidseltagning og politijagt på kriminelle, så har spørgsmål om ytringsfriheden i høj grad også optaget os, der ikke alene lever i Muhammed-tegningernes, men også i Grundtvigs og Hal Kochs fædreland.
Da krisen og debatten omkring Jyllands-Postens tegninger var på sit højeste, overgik mange hinanden i at fortælle, at ytringsfriheden var absolut og ikke noget, der kunne gradbøjes. "Der er ytringsfrihed uden men!" hed det sig. Men det passer ikke. Der er rigtig mange men'er, thi dels formulerer Grundloven og konventionerne slet ikke denne frihedsret som et absolut uden men, dels er den for længst blevet gradbøjet i mangfoldige sammenhænge – og dét ikke kun gennem blasfemiparagraf, racismeparagraf og injurieparagraf.
Ingen tvivl er der imidlertid om, at ytringsfriheden er et overordnet og i et demokrati selvindlysende retsprincip. Det er begrænsninger og undtagelser fra ytringsfriheden, som skal lovfæstes for at gælde, og undtagelser skal have stærke samfundsmæssige begrundelser, fordi ytringsfriheden netop er så fundamental for et demokratisk samfund.
Der er naturligvis også frihed til at ytre sig om ytringsfrihedens grænser, og i nyere tid er det især blasfemi- og racismeparagrafferne, som er til diskussion.
Nogle ønsker blasfemiparagraffen ophævet, så det kan blive lovligt at sætte den offentlige orden og fred på spil ved offentligt at drive spot med eller forhåne bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.
Andre ønsker racismeparagraffen ophævet, så det kan blive lovligt at fremsætte udtalelser, ved hvilken en gruppe af personer, fx jøder eller homoseksuelle, trues, forhånes eller nedværdiges, sådan som det skete i 30'erne under nazismens herredømme.
Jeg deler ikke disse ønsker, men finder dem både overflødige og forkerte. Og jeg kan slet ikke se, at angrebet på Charlie Hebdo skulle motivere til at ophæve de to paragraffer.
-
Den megen vold i verden, der udfolder sig i Islams navn, er notorisk et problem både for ofrene og for troende eller kulturmuslimske mennesker, som ser deres religion blive trukket skævt af nogle få radikaliserede islamister.
-
Men god selvcensur er noget, som ethvert voksent menneske, der ikke har psykotiske eller psykopatiske træk, hver eneste dag foretager på løbende bånd
-
Selvcensur handler om at afstå fra ytringer, som nok er lovlige, men tillige tovlige.
Hele kronikken er <her>