24. dec. 2017
Artikel i Kristeligt Dagblad, 22. december 2017, udklip:
'I dag lever jeg forventningen fuldt ud'
I mange år længtes søster Maria Lioba efter erkendelse. Hun søgte i den akademiske og kreative verden, inden hun blev klar over, at hun længtes efter noget andet end det, verden kan give.
Som en lille prik i den store symmetri går søster Maria Lioba på stien ved Damhussøen, her hvor København grænser op til Rødovre. At hun er en lille prik, siger hun selv, for andre ser en kvinde, som skiller sig ud med sit slør over den sorte jakke og ordensdragten. Turen rundt om søen er en daglig meditation i bevægelse. Hun mediterer på trosbekendelsen og går længe på de første to ord: ”Jeg tror”. Når hun siger dem i sit indre, mærker hun, at de fylder.
”At sige ’jeg tror’, er ikke det samme som at sige ’jeg ved’, selvom begge dele betyder, at der er noget, man regner helt sikkert med. Når man siger ’jeg ved’, mener man noget, man kender fuldt ud med sin tanke. Når jeg siger ’jeg tror på Gud Fader den almægtige’ betyder det, at jeg regner helt fast med noget, som jeg ikke kender fuldt ud, fordi det fuldstændigt overskrider min ramme for forståelse.”
Hun har sagt ja til at fortælle om sin vej ind i troen og om at leve et liv i forventning. Det er otte år siden, hun som 44-årig flyttede ind i Sankt Lioba Kloster på det ydre Frederiksberg ikke langt fra Damhussøen. Her er ingen klostermure, men en dørklokke. Søstrene er benediktinerinder af Den Hellige Lioba, og de lever som nonner indadtil og apostle udadtil og har været en del af hovedstadens liv i mere end 80 år. Når klokken er 17, kan man gå ind i klosterets kirke og være med i søstrenes aftenbøn, vesper.
Første gang søster Maria Lioba kom til klosterkirken var netop til vesper. Hun havde hørt, at der ude på Frederiksberg var nonner, som sang bønnen på latin. Det ville hun gerne opleve, og da hun sad i kirken, mærkede hun, at hendes liv tog en ny drejning. En søster blev tilbage og ryddede op i kirken efter bønnen, og de talte sammen.
”Og så hørte jeg mig selv sige, at jeg gerne ville tale med priorinden, for jeg overvejede at gå i kloster,” siger hun.
-
Når hun fortæller om den lange vej til klosteret, bliver hun af og til spurgt, om hun nu har fundet det, hun søgte. Så peger hun på forventningen.
”Før var jeg optaget af resultatet af mine anstrengelser i form af succes, anerkendelse eller kærlighed, for jeg oplevede, at det var det, jeg skulle leve af, mens jeg arbejdede mod et nyt mål. I stedet for at være optaget af høsten, så føler jeg mig i dag som en, som går og sår. Selvom vi ikke altid kan se, at vores bøn bliver hørt, holder vi ikke op med at bede, men intensiverer vores bøn."
Når vi taler om julen, så taler søster Maria Lioba først og fremmest om forventninger og fordybelsen i bøn og Bibelen, men i løbet af julen er der også sat tid af til, at hun kan besøge sin familie anden juledag.
”Julen er en opfyldelse af forventning, og den føder ny forventning, som et nyfødt barn altid gør. I julen lukker vi os op og giver os selv lov til at tage mod den kærlighed, som kommer strømmende til os. Det gør den altid og hele tiden. Det er os, som ikke altid er parate til at tage imod, men det er det, vi har forberedt os grundigt på i adventstiden.”
Men hvordan tager man imod? Søster Maria Lioba bruger et billede og siger, at livet i klosteret, hvor man lever tæt sammen og fordyber sig i Bibelen som den levende Guds ord, måske kan sammenlignes med et stykke jern, som bliver lagt ind i ilden. Det bliver ved med at være et stykke jern, men langsomt tager det karakter af ilden og bliver blødgjort.
”Vi lever os ind i julen gennem fortællingerne, deler glæden, lader teksterne stråle ind i vores eget liv og spejler vores liv i dem. Jesu fødsel er en åbenbaring så stor, at alle folk, som hører til kirken, stadig arbejder med at tage den til sig og lade den lyse og oplyse.”
Hele artiklen er <her>
og via bibliotek.dk <her>
Fik du set DR2 - 'Indefra med Anders Agger' I et kloster på Frederiksberg bor otte nonner... ?