Notitia Blog

Notitia Blog - Katolikker i Dialog

Jesper Fich: Ansgarprædiken. Bliver Danmark nogensinde katolsk – igen?

31. jan. 2016

Jesper Fich,  sognepræst, Frederiksberg, Skt. Mariæ kirke

Prædiken Søndag d. 31. jan 2016:

Ansgars fest 2016

Bliver Danmark nogensinde katolsk – igen? Det gør Danmark nok ikke... i hvert fald ikke lige med det første. Men i stedet for at drømme om den slags, gir det meget mere mening at stille sig spørgsmålet: hvornår bliver den katolske kirke, relevant for almindelige danskere? Katolsk Menneskesyn, tradition, fromhedsliv... Hvornår? Det afhænger af om vi evner at afkode opgaven ”hvordan”... Hvordan kan det ske...? Før det sker, forbliver vi først og fremmest kirke for hinanden, for os, der nu på den ene eller anden måde har fundet vej til kirkens fællesskab. Det er også en opgave, en fornem opgave, men vi må lige huske, at kirken aldrig er til for sin egen skyld, den er sendt til verden...

Evnen til at komme i samtale med verden er selve nøglen til at løse opgaven ”hvordan”. Det er uanset et vigtigt emne, fordi det hænger dybt sammen med, hvordan vi ser på os selv – som katolske kristne – og på kirken...

Da det i dag er Ansgars fest, og så ligger det ligesom i kortene, at den slags overvejelser skal fylde i en prædiken. Selvom spørgsmålet er langt vigtigere end at det kan ”løses” ved en festprædiken – det rører ved kirkens identitet som kirke, sendt som vi er til verden, af Herren selv.

Men alligevel nu – bare et par punkter:

Alt for ofte er det som spærrer og afsporer samtalen mellem kirken og verden en emsig vægtlægning på moralismen. Det er altid forkert, men det er endnu mere skævt, hvis evangeliets forkyndelse bliver erstattet af moralsk oprustning. Trosglæden – som altid har været et katolsk særkende – får åndenød, når ånden ikke får plads og erstattes af selvdisciplin. For slet ikke at tale om det mismod, der følger af selvdisciplinens fiaskoer. Det slider på sjælen, og giver ingen vokseplads til det som bør bære os: tilliden til Gud, som skal så urokkeligt, uanset vores svaghed. ”Det er når jeg er svag, at jeg er stærk”, sagde Paulus, og mente hvad han sagde.

Gud må komme til i vores liv, bære os, forløse os indefra ved i sin nærhed at ånde på os, så vi bliver hans værk. Gud skal ikke supplere min svaghed, sådan at han ”tager over”, hvor jeg ikke magter mere. Så kan – billedligt talt – Gud  lægge tag på et allerede bygget hus... En tankegang, der er langt borte fra den Gud vil være alt i alle, og som bor i menneskets inderste. Før jeg opdager det – og tror det – og tager det til mig – har jeg intet anderledes at fortælle en verden, der venter på at høre om en anden måde at kunne være menneske på. Om kærligheden, den ubetingede, som når mig..

Næste punkt:

Pave Frans sagde i en tale til de nye bevægelser, hvoraf nogle stod foran at blive udsendt som missionærer, om den indstilling de skulle møde mennesker i de nye kulturer og lande, hvortil de nu engang blev sendt - Husk: ”Helligånden har altid været her først.” [1]

Hvad han mener er: Det er ikke missionarisk ånd at tænke om de andre: ”I skal blive som os...” Kirken er ikke en monokultur. I enhver ny kultur og enhver ny tid – og i ethvert menneske – er der menneskelige udtryk, traditioner, erfaringer, som er Helligåndens værk... Det er missionærens opgave at afkode dette. Han skal kunne genkende åndens virke – og når det sker, så er det muligt at tale sammen sprog, først da taler man ud fra en fælles platform.

Så kan den, der står fjernt fra kirken med overraskelse i stemmen sige: ”Men dette her handler jo om mig” – når evangeliets budskab forkyndes med forståelse for den andens liv og i respekt for den andens erfaringer – som ikke skal kasseres eller er ligegyldige – så konstateres der en korrespondance. Mellem evangeliets budskab, og der hvor mennesket er som menneske.

Så er der grund til at lytte efter mere, for så er det ikke en bizar, mærkværdig, aparte udgave af at være menneske, jeg hører om. Eller en livsform fra en for længst forsvunden tid. Så er det sagt ind i min tid... i mit liv...

Hvornår bliver katolsk kristendom relevant for danskere...? Når vi på en troværdig måde formår en sådan ny-evangelisering – så begynder relevans. Både for dem uden for vores kirke, men i grunden også for os selv.

Så behøver vi ikke kede os over at forkyndelsen handler om noget, jeg ikke kan genkende mig i, eller på igen måde har lyst til, fordi der er mere krav end tilsagn.

Forkyndelsen er ikke en støbeform, mennesket støbes i...

Katolsk kristendom har aldrig for alvor været en uniform kultur, der ikke har rod noget sted i menneskets konkrete verden og i dets kultur. Tværtimod. Men der er fare for at vi trækker os tilbage i en ”dem og os tankegang.” Det vil være at forråde vore kristne sendelse. ”For Helligånden har altid været her først.”

Jesper Fich op

Til slut

Visionen og ambitionen for Pave Benedikt var netop dette nye sprog som kunne gøre sandheden forståelig og tilgængelig uden for kirken. Desværre var der kun alt for få, der forstod hvad han mente var tiltrængt... 

[1] Pave Frans i sin tale til Den Neokatekumenale Vandring, 1 February 2014:

"Another point: Wherever you may go, it will be good for you to think that the Spirit of God always goes before us." <her>