8. april 2016
Originaltekst på italiensk. Oversat fra tysk og italiensk.
Om aftenen den 13. marts 2013 var den nyvalgte pave Frans' første ordtil menneskemængden på Peterspladsen og over hele verden: Buena Sera - God Aften!
Præcis så enkel som denne hilsen er, er sproget og stilen i pave Frans' nye skrivelse. Den er ikke helt så kort som denne enkle hilsen, men lige så jordnær. Pave Frans taler på disse 200 sider 'Om kærligheden i familien', og han gør det lige så konkret, lige så enkelt og med ord, der varmer hjerterne lige så meget som dette Buena Sera fra den 13. marts 2013. Sådan er hans stil, og det er hans ønske, at der tales om menneskelivets forhold så jordnært som muligt, især når det drejer sig om familien, som hører til de mest elementære realiteter i livet.
For at sige det på forhånd: kirkelige dokumenter hører ofte ikke til de mest læsevenlige litterære produkter. Denne pavelige skrivelse er læselig. Og den, der ikke lader sig afskrække af længden, vil kunne glæde sig over denne teksts konkrete og jordnære karakter. Pave Frans taler om familien med en anskuelighed, som er vanskelig at finde i dokumenter fra det kirkelige læreembede.
Førend jeg går nærmere ind på skrivelsen, vil jeg gerne helt personligt sige, hvorfor jeg har læst den med glæde og taknemlighed - og hvorfor den hele vejen igennem har grebet mig så stærkt. I Kirkens måde at tale om ægteskab og familie på består ofte - måske ubevidst - en tendens til at tale i to parallelle spor om disse to forhold i livet. Dels er der de ægteskaber og familier, der 'er i orden', som lever op til reglerne, hvor alt 'stemmer' og 'passer' - og dels er der så de 'irregulære' situationer, som præsenterer et problem. Allerede udtrykket 'irregulær' antyder, at denne skelnen kan gøres klart, pænt og nydeligt.
Den, der altså kommer til at befinde sig på 'de irregulæres ' side, må dermed leve med, at de 'regulære' befinder sig på den anden side. Hvor vanskeligt og smerteligt dette kan være for dem, der selv stammer fra en sammenbragt familie, ved jeg af personlig erfaring gennem min egen familiesituation. Kirkens måde at tale om dette på kan her være sårende, ja, kan give en følelsen af at være udelukket.
Pave Frans har stillet sin skrivelse under mottoet: "Det drejer sig om at integrere alle" (AL 297). Thi det handler om Evangeliets fundamentale erkendelse: Vi har alle brug for barmhjertighed! "Den af jer, der er uden synd, lad ham kaste den første sten" (Joh 8,7). Alle er vi undervejs, uanset hvilken ægteskabs- og familiesituation vi befinder os i. Også et ægteskab, hvor alt er 'i orden' og 'går fint', er undervejs. Det må vokse, lære, overvinde nye etaper. Det kender synd og svigt, behøver forsoning og behøver at begynde forfra, helt op i den høje alder (smlgn. AL 297).
Det er virkelig lykkedes pave Frans at give udtryk for alle slags situationer, uden at katalogisere dem, uden at sætte dem i båse med etiketter på - at gøre det med dette blik fuld af basal velvilje, som har noget at gøre med Guds hjerte, med Jesu øjne, som aldrig udelukker nogen (smlgn AL 297), som antager sig alle og tilsiger alle 'Evangeliets glæde'. Det er derfor, læsningen af Amoris Laetitia er så velgørende. Ingen må føle sig fordømt og ingen foragtet. I denne atmosfære af at være accepteret bliver talen om det kristne syn på ægteskab og familie til indbydelse og opmuntring, til glæde over den kærlighed, som vi har lov at tro på, og som ikke udelukker nogen- virkelig og oprigtigt: ikke nogen.
For mig er AL derfor frem for alt og allerførst en 'sprogbegivenhed', sådan som det allerede var tilfældet med Evangelii Gaudium. Noget har ændret sig i den kirkelige diskurs, i Kirkens måde at tale på.. Denne ændring i sproget var allerede mærkbar under den synodale proces. Mellem de to synodesamlinger i oktober 2014 og 2015 kan det tydeligt mærkes, hvordan tonen er blevet mere anerkendende, hvordan de forskellige livssituationer simpelthen bliver set og opfattet, uden straks at blive bedømt eller fordømt. I AL er dette blevet til den gennemgående sprogstil. Bag dette står ganske vist ikke kun et sprogligt valg, men en dyb ærefrygt for hvert enkelt menneske, som aldrig primært er et 'problemtilfælde' i en eller anden 'kategori', men en unik person med sin historie og sin vej med Gud og til Gud. Pave Frans sagde i Evangelii Gaudium, at vi skulle 'drage vore sandaler af, når vi stod foran den andens hellige grund" (EG 169).
Denne grundholdning går igennem hele skrivelsen. Den er også den dybere grund til de to andre nøgleord :skelne og ledsage - eller 'følges med'. De gælder ikke kun for de såkaldte 'irregulære' situationer (pave Frans understreger dette 'såkaldte'), men for alle mennesker, for alle ægteskaber, alle familier. Thi alle er undervejs, og alle har behov for 'skelnen' og 'ledsagelse, følgeskab'.
Min store glæde ved dette dokument er, at det konsekvent overvinder den kunstige, udvendige, 'pæne', skelnen mellem 'regulær' og 'irregulær' og stiller alle under evangeliets fælles fordring, i overensstemmelse med den hellige Paulus ord: "han har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed" (Rom 11,32, i den danske autoriserede bibeloversættelse).
Dette gennemgående inklusionsprincip vækker bekymring hos nogen. Tales der ikke her til fordel for relativismen? Bliver den så ofte påkaldte barmhjertighed ikke til permissiveness - at alt er tilladt? Findes klarheden ikke længere: grænser, som ikke må overskrides - situationer, som objektivt må betegnes som irregulære, ja syndige? Vil denne skrivelse ikke give plads for en vis moralsk slaphed, à la 'everything goes'? Er Jesu egen barmhjertighed ikke ofte i stedet en streng, krævende barmhjertighed?
For nu at gøre dette ganske klart: pave Frans lader ingen tvivl stå åben med hensyn til sin hensigt og vores opgave: "Som kristne har vi ikke lov af give afkald på at tegne os for ægteskabet, bare for ikke at tale imod dagens mentalitet, for at være med på moden, eller af mindreværdsfølelse overfor det moralske og menneskelige forfald. I så fald ville vi foreholde verden værdier, som vi kan og skal bidrage med. Det er rigtigt, at det ikke har noget formål at blive stående ved en retorisk fordømmelse af de aktuelle onder, som om vi derigennem kunne ændre noget. Ligeså lidt tjener det noget formål at ville sætte regler igennem med autoritetens magt. Der kræves en indsats, som tager større ansvar og er mere generøs - en indsats, som består i at vise grunde og bevæggrunde til at vælge ægteskabet og familien, således at menneskene bliver mere parate til og åbne for at svare på nåden, som Gud tilbyder dem (AL 35).
Pave Frans er overbevist om, at det kristne syn på ægteskab og familie også i dag har en uændret tiltrækningskraft. Men han kræver 'en sund selvkritisk reaktion' : "Vi må være ydmyge og realistiske - og erkende, at vores måde at præsentere det, vi er overbeviste om som kristne, og måden at behandle folk på, ofte har bidraget til at fremprovokere det, som vi i dag beklager"(AL 36). "Vi har præsenteret et alt for abstrakt teologisk ægteskabsideal, som næsten er kunstigt konstrueret og langt væk fra virkelighedens familiers konkrete situation og faktiske muligheder. Denne overdrevne idealisering har - frem for alt når vi ikke har vakt tilliden til nåden - ikke gjort ægteskabet mere ønskværdigt eller mere attraktivt, men har bevirket det stik modsatte" (AL 36).
Jeg tillader mig her at fortælle om en erfaring fra Synoden sidste oktober: Så vidt jeg ved, har to af de tretten 'circoli minores' , smågrupper, indledt deres arbejde med, at alle deltagere først har fortalt om deres egen familiesituation. Her viste det sig hurtigt, at næsten alle biskopper eller andre deltagere i 'smågrupperne' i deres egne familier var konfronteret med de temaer, bekymringer og 'irregulære forhold' , - som vi i synoden har talt lidt for abstrakt om. Pave Frans inviterer os alle til at tale om vore familier, 'sådan som de er'. Og nu så det storslåede ved den synodale vej og dens videreførelse med pave Frans: Denne nøgterne realisme mht. familierne, sådan som de er, har ikke fjernet os fra idealet! Tværtimod: Det lykkes pave Frans - sammen med begge synoders arbejde - at kaste et positivt blik på familien, som er dybtgående fuldt af håb. Men dette opmuntrende syn på familierne kræver denne ' pastorale omvendelse', som Evangelii Gaudium (25) taler om på så spændende en måde. Den følgende tekst fra Amoris Laetitia' (no 37) skildrer de store linjer i denne pastorale nyorientering:
"I lang tid troede vi, at vi alene ved at insistere på læremæssige, bioetiske og moralske spørgsmål uden at tilskynde til at åbne sig for nåden - altså alene derved allerede havde understøttet familierne i tilstrækkelig grad, befæstet båndet mellem ægtefællerne, og fyldt det liv, de delte med hinanden, med mening. Det falder os vanskeligt mere at fremstille ægteskabet som en dynamisk vej til udvikling og realisering - og ikke så meget som en byrde, der skal bæres livet igennem. Det ligger ligeledes tungt for os at give plads for de troendes samvittighed; midt i deres begrænsninger søger de mange gange, så godt det er dem muligt, at leve op til evangeliet og at mobilisere deres egen personlige skelneevne, når de er stillet over for situationer, hvor alle systemer går op i sømmene. Vi er kaldede til at forme og danne samvittighederne, men ikke til at gøre krav på at erstatte dem" (Al 37).
En dyb tillid til menneskers hjerter og længsel taler ud af pave Frans. Dette kommer meget smukt til udtryk i det, han siger om opdragelsen. Man mærker her den store Jesuitiske tradition om opdragelse til personlig ansvarlighed. Han taler om to modsatrettede farer: 'laissez-faire' indstillingen og tvangspræget at ville have kontrol over og beherske alt. På den ene side gælder : 'familien kanikke give afkald på at være et sted, hvor man er beskyttet, hver man bliver ledsaget og vejledt...årvågenhed må der altid være. At overlade børnene til sig selv er aldrig godt' (AL 260). Men også årvågenhed kan overdrives: "Det tvangsprægede opdrager ikke, og man kan ikke have enhver situation under kontrol, som et barn kunne komme ud i (...) Når en far er som besat af ønsket om til enhver tid at vide, hvor hans søn befinder sig, og om at kontrollere alle hans bevægelser, er han kun optaget af at kontrollere det rum, sønnen lever i. På denne måde kommer han ikke til at opdrage ham, han kommer ikke til at styrke ham, og forberede ham på at byde udfordringer trods. Det, det kommer an på, er først og fremmest med stor kærlighed at sætte processer i gang i sønnen, der kan modne hans frihed, sætte en vækst i gang på alle niveauer. og opdyrke en ægte selvstændighed"(AL 261). Jeg finder, at det er meget instruktivt at forbinde disse tanker om opdragelse med tanker om Kirkens pastorale praksis. Thi præcis i denne forstand kommer pave Frans igen og igen ind på tilliden til de troendes samvittighed: "vi er kaldede til at danne samvittighederne, men ikke til at gøre krav på at erstatte dem" (AL 37). Det store spørgsmål er selvfølgelig - hvordan formes samvittigheden? Hvordan kommer man frem til det, der er nøglebegrebet i hele dette store dokument, nøglen til den rette forståelse af pave Frans anliggende : "(evnen til) den personlige discernment, skelnen", især i vanskelige, komplekse situationer? Discernment, skelnen, er et centralt begreb i de ignatianske exercitier. Thi disse skal hjælpe med til at skelne Guds vilje i de konkrete livssituationer. Det er at kunne skelne, der gør personen til en moden personlighed, og den kristne vej vil være en hjælp til denne personlige modenhed: Ingen fremmed styrede, fjernbetjente automater, men det i venskab med Kristus modnede menneske. Kun hvor den personlige discernment er vokset frem, er det også muligt at nå til en "pastoral discernment", som frem for alt er vigtig "i de situationer, som ikke helt svarer til det, som Herren pålægger os"(AL6). Denne pastorale discernment drejer det sig om i kapitel 8, som formodentlig er det kapitel, der mest vil interessere den kirkelige offentlighed, men også medierne.
Men jeg må alligevel minde om, at pave Frans har betegnet kapitel 4 og 5 som de to centrale kapitler, ikke kun fordi de ligger i midten, men hvad sagen selv angår: "Thi vi kan ikke opmuntre til en vej i trofasthed og gensidig hengivelse, hvis vi ikke stimulerer væksten i den ægteskabelige kærlighed og kærligheden i familien, stimulerer til, at denne kærlighed befæstes og bliver dybere" (AL 89). Begge disse centrale kapitler i AL vil nok blive sprunget over af mange for straks at komme frem til de såkaldte 'varme kartofler', afsnittene med de afgørende spørgsmål. Men som erfaren pædagog ved pave Frans med sikkerhed, at intet motiverer eller drager så stærkt som den positive erfaring af kærlighed. "At tale om kærligheden" (AL 89) - det er helt åbenbart en stor glæde for pave Frans, og han taler om kærligheden med stor livlighed, anskuelighed, indfølelse. Kapitel 4 er en udførlig kommentar til 'kærlighedens højsang' i 1 korinterbrev kapitel 13. Meditationen på disse sider lægges alle på hjerte. De opmuntrer til at tro på kærligheden (smlgn. 1 Joh 4,16) og til at have tillid til dens kraft. Her findes 'hovedsædet' for et andet nøgleord i AL: at vokse. Intet andet sted end i kærligheden bliver det så tydeligt, at det handler om en dynamisk proces, hvor kærligheden kan vokse, men også kan blive til kulde.. Jeg kan kun invitere til at læse og nyde dette dejlige kapitel!
Jeg må her have lov til særligt at vise hen til ét aspekt: paven taler med en sjælden tydelighed også om den rolle, som passionerne, lidenskaberne, følelserne, erotikken, seksualiteten har i det ægteskabelige og familiemæssige liv. Det er ikke tilfældigt, at pave Frans her i særlig grad gør brug af Thomas af Aquin, som tildeler passiones en så vigtig rolle (i menneskelivet), hvor den nyere tids ofte puritanske moral for det meste har set negativt på dem eller helt forsømt dem.
Her finder titlen på den pavelige skrivelse sin fulde udfoldelse: Amoris Laetitia! Her bliver det tydeligt, hvordan det kan lykkes at 'opdage ægteskabets rigdom og værdi' (AL 205). Men her bliver det også smerteligt klart, hvor ondt kærligheden så gør, hvor sårende erfaringerne er, når forholdet går i stykker. Derfor er det ikke så mærkeligt, at især kapitel 8 tiltrækker sig opmærksomhed og interesse.Thi spørgsmålet om, hvordan kirken forholder sig til sådan sårethed og til kærlighedens skibbrud, er for mange blevet en lakmustest på, om Kirken virkelig er det sted. hvor Guds barmhjertighed kan erfares.
Dette kapitel står i høj grad i gæld til begge synoders intensive arbejde og til den omfattende debat i den kirkelige og verdslige offentlighed. Her viser det sig, hvor frugtbar pave Frans måde at gå frem på, er, Han ville udtrykkelig have en åben debat om det pastorale følgeskab - den pastorale ledsagelse og vejledning - i de komplekse situationer, og han kunne i vid udstrækning støtte sig til de tekster, der blev ham forelagt fra begge synoder, for at vise, hvordan det kan se ud, når "Kirken med opmærksomhed og omsorg ledsager sine mest skrøbelige børn, der lider underen såret og mistet kærlighed" (AL 291) .
Pave Frans gør udtrykkelig de udsagn, som begge synoder har forelagt ham, til sine egne: "...Synodefædrene er nået frem til en generel konsensus, som jeg understøtter" (AL 297).. Hvad angår de fraskilte, der har indgået nyt borgerligt ægteskab, siger han: " Jeg bifalder mange synodefædres overvejelser , som har villet hævde, at (....) integrationens logik er nøglen til den pastorale ledsagelse af dem.. De skal ikke alene ikke føle sig som ekskommunicerede, men de kan leve og vokse til modenhed som levende medlemmer af Kirken, idet de oplever denne som en mor, der altid accepterer dem..."(AL 299).
Men hvad betyder dette konkret" Dette spørgsmål stilles med fuld ret af mange.
De afgørende udsagn står i Amoris Laetitia 300. De frembyder sikkert endnu yderligere stof til diskussion. Men de er også en vigtig afklaring, og de giver retningslinjer, når det gælder den vej, der skal følges. Først en præcisering: " Når man tager højde for...hvor uendeligt forskellige de konkrete situationer er (,..) er det til at forstå, at man ikke kunne forvente af synoden eller af denne skrivelse nogen ny generel normativ kanonisk regulering (una nuova normativa generale di tipo canonica), der ville kunne anvendes på alle tilfælde"(AL 300). Mange havde ventet en sådan ny norm. De vil blive skuffede. Hvad er muligt? Paven siger det med al ønskelig tydelighed: " Det der er muligt, er kun en ny tilskyndelse og opmuntring til en ansvarsbevidst personlig og pastoral discernment i de enkelte specifikke tilfælde".
Hvordan denne personlige og pastorale discernment kan og skal se ud, er emnet for hele afsnittet fra 300 - 312 iAL. Allerede på Synoden i 2015 blev der i en tilføjelse til formuleringerne, der fremkom i den tyske sproggruppe, foreslået en Itinerarium, en vej - eller forløbsbeskrivelse - for en sådan discernment, eller samvittighedsransagelse, som pave Frans har tegnet sig for. "Det handler om en vej, et forløb, hvor man ledsages, og hvor der skelnes, en vej der retter denne troende ind mod at blive sig sin situation bevidst for Guds ansigt". Men pave Frans minder også om: "...at denne discernment aldrig kan se bort fra de krav, som Evangeliets sandhed og kærlighed stiller, og som Kirken lægger frem" (AL 300).
Pave Frans sætter navn på to fejlholdninger. Den ene er rigorismen: "derfor må en hyrde ikke stille sig tilfreds med blot at bruge moralske love over for dem, der lever i 'irregulære' situationer, som var disse love sten, som kastes på menneskers liv. Det er tilfældet med de tillukkede hjerter. som endda søger skjul bag Kirkens lære" (ALL 305). På den anden side må Kirken på ingen måde "afstå fra at fremlægge ægteskabets fuldkomne ideal, Guds plan i al dens storhed" (AL 307)..
Naturligvis bliver spørgsmålet stillet: og hvad siger paven om adgangen til sakramenterne for de mennesker, der lever i 'irregulære' situationer? Allerede pave Benedikt sagde, at der ikke gives ' nemme, enkle opskrifter' (AL 298, note 333). Og pave Frans minder endnu engang om nødvendigheden af en nøje discernment som angivet i Johannes Paul 2.s Familiaris consortio (84, AL 298): "En skelnen må hjælpe til at finde de mulige veje for et svar til Gud og for vækst midt i begrænsningerne. Når vi mener, at alt enten er sort eller hvidt, spærre vi ofte vejen for nåden og væksten og tager modet væk fra at finde veje til hellighed, som forherliger Gud" (AL 305). Og pave Frans minder om denne sætning, som han skrev i Evangelii Gaudium, og som er så vigtig: " Et lille skridt, midt i en stor menneskelig begrænsning, kan være mere værd for Gud. end det liv, der udadtil er korrekt, og som leves af det menneske, der ikke møder de store vanskeligheder" (AL 304). Hvad angår denne 'via caritatis' (AL 306) siger paven så ganske enkelt i en fodnote (351), at også sakramenternes hjælp kan gives 'i visse tilfælde'. Men med hensyn hertil fremlægger han ingen kasuistik, ingen opskrifter, men minder helt enkelt om to af sine velkendte udsagn: "Præsterne minder jeg om, at skriftestolen ikke må blive en pinebænk, men et sted for Herrens barmhjertighed" (EG 44), og; "Eukaristien repræsenterer ganske vist det sakramentale livs fylde, men er ikke en præmie til de perfekte, derimod et gavmildt middel til frelse og næring for de svage" (EG 47).
Er dette ikke for stor en udfordring for præsterne, sjælesørgerne, menighederne, når 'at skelne situationerne' ikke ordnes mere præcist efter regler? Pave Frans er klar over denne bekymring: " Jeg forstår godt dem, som foretrækker en mere fastlagt, ufleksibel pastoral praksis, som ikke giver anledning til nogen form for forvirring" (AL 308). Dem foreholder han: "Vi stiller så mange betingelser op for barmhjertigheden, at vi nærmest udhuler den, og fratager den dens konkrete mening og reelle betydning, og dette er den værste måde, vi kan udvande evangeliet på" (AL 311).
Pave Frans har tillid til ' kærlighedens glæde'. Kærligheden ved, hvordan den skal finde vej. Den er kompasset, der viser os vejen. Den er både mål og vej på én gang, fordi Gud er kærlighed, og fordi kærligheden er fra Gud. Intet er så krævende som kærligheden. Den kan ikke fås på udsalg. Derfor behøver ingen at være bange for, at pave Frans med Amoris Laetitia indbyder til at gå en alt for let vej. Let er den ikke. Men fuld af glæde!