»Sunde og sekteriske fællesskaber«
10. april 2014
Baggrund
Grethe Livbjerg har på baggrund af de 2 seneste blogindlæg:
"Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse"
"PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"
fremsendt nedenstående beretning, særlige kendetegn og et par anbefalinger til litteratur.
Jeg har bedt Grethe Livbjerg kort fortælle om sig selv:
Jeg er katolik og tilhører Sankt Andreas Kirkes menighed i Ordrup.
Har i mange år ledet retræter og kurser i kristen meditation, samt holdt foredrag om spiritualitet.
Forfatter til tre bøger:
Teresa af Avila – venskabets mystiker
Borgens Forlag 1995 - <her> / bibliotek.dk <her>
Johannes af Korset, åndelige vejleder for vor tid
Katolsk Forlag 2002 - <her> / bibliotek.dk <her>
Og alt skal blive godt
Boedal, 2009 - <her> / bibliotek.dk <her>
Min selvbiograf, hvor du lærer mig godt at kende, giver desuden indføring i kristen spiritualitet og samtidig kan man læse om retrætebevægelsen, Levende Vands start og udvikling her i landet.
I 1988 startede jeg tidsskriftet Levende Vand og har redigeret det til dets ophør i 2010, men redigerer nu nettidsskrift www.levendevand.dk
Grethe Livbjerg: »Sunde og sekteriske fællesskaber«
Følgende er ikke en udtømmende analyse af, hvad en sekt er, ikke nogen psykologisk eller filosofisk afhandling om sekterisme. Mere beretning om egne erfaringer af gruppedannelser og iagttagelser gennem utallige samtaler med mennesker, der har været i såkaldte nyreligiøse bevægelser. Måske kan disse overvejelser hjælpe til at genkende tegn på, hvornår et fællesskab eller man selv er ved at glide ud i noget usundt.
Som et spejl for det følgende giver jeg her min barndoms erfaring.
Jeg er opvokset i en jysk stationsby, hvor Indre Mission var dominerende. Mine forældre var, som alle andre I.M.- folk med i en bibelkreds. I hver del af byen var der en sådan. Vi tilhørte Bastrupvej-kredsen. Hver onsdag var der samtalemøde i alle kredse. Disse kredse gav både et menneskeligt og kristent fællesskab.
Under min fars lange sygdomsperioder stillede folk fra kredsen op og hjalp i høsten o.l. - men der var intet lukket over disse kredse, og til større møder og naturligvis til søndagsgudstjenesten mødtes alle. En god ven fra Congo fortalte mig om lignende, hvor hun kom fra, og hun udtrykte, hvor meget hun savnede tilsvarende her.
Som ung voksen blev jeg tiltrukket af Moralsk Oprustning, en bevægelse der var udsprunget af Oxfordbevægelsen. Centralt i denne var, at man hver dag skulle holde ”stille stund”, en tid, hvor man lyttede til Gud. Desuden leve efter de fire absolutter: absolut ærlighed, renhed, kærlighed, uselviskhed. Det begyndte godt. Jeg var til international konference i Caux i Svejts.
Det var fantastisk! Caux var et forsoningens sted, hvor tyskere og franskmænd mødtes i ønsket om en varig fred. Jeg glemmer ikke den lille franske kvinde, der havde overværet sin søns torturering til døde, og som nu rejste i Tyskland for at forsone. Dér mødtes den franske udenrigsminister Robert Schumann og den tyske kansler Adenauer, og kul-og stålunionen fødtes, kimen til EU.
Dér oplevede jeg også, hvad Den katolske Kirke kunne give. Et tysk ægtepar havde oplevet, at deres fallerede ægteskab var blevet helet. De var katolikker og gik til skrifte. De kunne gå til messe. Og hvad havde vi andre? Dér begyndte min længsel efter Den katolske Kirke.
Jeg fandt i min start i Moralsk Oprustning fællesskab og åbenhed. Man samledes i lokale grupper. I dem dannedes hurtigt adfærdsmønstre. De moralske standarder indsnævredes. Unge gifte par, der levede ”fulltimes”, skulle være seksuelt afholdende. Jeg så på nært hold et par gå ned på dette. ”Deling” var et hovedord, der stod for åbenhed i gruppen. Man skulle i gruppen dele alt. Dele hvad Gud gav os i vores stille stund. Dele sine mest skjulte synder osv.
Efterhånden var det en dyd at være åben om det, man mest skammede sig over. Jo, det gav fællesskab! Men: Denne åbenhed var også det mest destruktive. Og i gruppen opstod denne ”vi - og de andre holdning”. ”Vi” var dem, der skulle redde verden. Som én sagde: ”Har man først smagt dette, kan man ikke vende tilbage til sødsuppen”.
I sådanne grupper vil der opstå førerskikkelser, der danner mønstre. I én gruppe havde en sådan ”fået” fra Gud, at han ikke skulle spise kager! Og snart fik mange andre det samme ”fra Gud”. Og man kan ikke fornægte, at sådanne lukkede fællesskaber tiltrækker personer med psykopatiske træk.
Jeg fik det dårligt. Til møderne fik jeg mave- og rygsmerter. Naturligvis fik jeg selv skylden. Jeg var ikke åben nok. Min krop fortalte mig, at dette var galt.
Efter ret kort tid forlod jeg gruppen. Én svarede på mit brev om udmeldelse, at jeg var som Judas, der svigtede. Hun var – og blev igen langt senere – en meget god ven. Og nu, hvor hun er død, savner jeg hende. Men at forlade et så intimt fælleskab efterlader én i et tomt rum.
Der var jo meget godt i dette. Hvorfor gik det så galt? Til dels på grund af det lukkede.
Mine tidlige gruppeerfaringer har hjulpet mig i at bedømme de senere nyreligiøse grupper, som jo ofte har et sekterisk præg.
+++
Særlige kendetegn
Følgende kendetegn kan være en hjælp til at bedømme hvad der sker i egne rækker:
- Mennesker – og ofte de ivrigste – tiltrækkes af dedikerede fællesskaber.
- I en kirke, hvor man let kan drukne i det store fællesskab, savner en del det nære, tætte fællesskab.
- Der opstår let en gruppeidentitet. Den enkelte identificerer sig selv med gruppen, ikke forkert i sig selv, hvis gruppen er åben og rummelig, og man selv forbliver fri, men hvis man har et lavt selvværd, kan man ”blive nogen” ved at tilhøre en snæver gruppe. Man er ikke længere fri, men bundet.
- Fanatisme og ringe selvværd hører sammen. Jo mere aktivt givende – fanatisk – man er, jo ringere står det ofte til med selvværdet.
- Til at støtte gruppeidentiteten har man fælles riter, ensartet kunst og musik.
- Man tilstræber en vis lukkethed. En klar ”vi – og de andre” holdning.
- Ofte tilstræbes en sådan grad af aktivitet, at gruppen sluger al tid og mange kræfter. Derved afholdes man fra at deltage i større fællesskaber.
- I Scientology og visse loger har man en trinvis indføring i ”læren”, ”katekesen”. Derved sluses man lidt efter lidt ind i en ”anden verden”, som adskiller sig fra det store åbne fællesskab. Man mister evnen at bedømme. Derfor kan direkte vranglærer snige sig ind.
Da jeg gik ud af den gruppe jeg var kommet ind i, betragtedes jeg som frafalden.
Det skal der faktisk en del styrke til at stå mål med. For det er jo de mennesker som man er kommet allernærmest, man pludselig er skilt fra – og som nu ser ned på én.
Derfor er det livsvigtigt at der er pastoral omsorg parat til at hjælpe afhoppere.
+++
Anbefalinger til litteratur
Der er i de senere år udkommet en del litteratur om sekterisme – eller gruppepsykologi.
Anbefales kan:
Andre "Side 2" indlæg om Den Neokatekumenale Vandring
Udsendelser i TV / Radio om Den Neokatekumenale Vandring
Artikler i aviser / på nettet om Den Neokatekumenale Vandring