19. aug. 2014
Forord:
Jeg har fået tilsendt nedenstående kommentar fra en læser af den forrige "Side 2" kommentar »Mange katolikker gør korstegn for sig«
»I det væsentlige enhed, i det uvisse (dubiis) frihed, i alt kærlighed«
- Johannes XXIII i encyclicaen Ad Petri Cathedram
Gennem nogen tid har jeg fulgt, hvad Iben Thranholm - i det følgende IT - har bragt til torvs i diverse medier. Det er sket med voksende undren og ubehag - både på grund af indhold og tonefald.
Senest har jeg så læst Frans Josef Meyers og Lisbeth Rütz' læserbreve - og også haft lejlighed til at se ITs replik til Frans Josef Meyer. Det følgende er et forsøg på en kommentar.
Jeg er katolik, dansk, konvertit fra 1951 - og jeg har således oplevet Kirkens udvikling fra før andet vatikanerkoncil til nu med vekslende problemstillinger og mange brydninger til pave Frans' Evangeliets Glæde om den missionale Kirke.
Dette være sagt for indledningsvist at forklare min baggrund.
Der er mange ting, jeg ikke er enig med IT i, og jeg har svært ved at finde mig selv i det trosudtryk, hun tegner op for mig - men det er en selvfølge for mig, at IT lige så vel som alle andre har ret til at have sine meninger, sin måde at leve sin tro på og til at give udtryk for dem og den - under det ansvar vi alle har, når vi ytrer os offentligt - og med risikoen for at blive kontesteret, modsagt.
Problemet opstår for mig, dels når jeg synes, tonen bliver skinger, angribende, for så er en debat med debattøren IT ikke længere mulig, og der kunne ellers være mange ting at debattere ikke blot med ikke-katolikker som mod - og medspillere i debatten, men i høj grad også med katolikker med andre synspunkter; dels når IT kommer til at monopolisere 'det katolske' - og ikke længere relativerer sig selv og sit budskab, men identificerer det med selve Sandheden.
Så kan jeg føle mig taget som gidsel, som Frans Josef Meyer udtrykker det - for det, IT bringer frem, er jo ikke uden videre og ofte slet ikke mig.
Jeg tror, at IT nemt kan blive opfattet som Talerør for den katolske kirke herhjemme, som var hun den informationschef, hun kun en overgang var. IT kan ikke tale på den katolske kirkes vegne - men hun kommer nemt af mennesker uden for Kirken til at blive opfattet, som om hun gør det - og jeg synes ikke, hun selv gør noget for at hindre denne misforståelse.
Den forstærkes af, at mange mennesker nok mener, at den katolske kirke er en monolit, hvor alle mener det samme om alting; er der derfor en person, der i et ikke-katolsk mediemiljø udtaler sig med megen styrke og intensitet om, hvad den katolske kirke og man som katolik i den siger og mener og tror og er for og imod, så vil det for mange være nærliggende at tro, at sådan er det, at 'katolikkerne' mener. Alle sammen.
Men det er det jo ikke - uden videre. I Kirken trives mangfoldigheden i enheden - mening brydes med mening under troens synsvinkel og alt i kærlighed, som det helst skulle være, hvis det gamle axiom følges - og det er sådan, man normalt vokser i erkendelse.
Er der så i denne proces nogen, der påberåber sig en åbenbaring fra Guds Ånd - så må denne åbenbaring jo prøves i mødet med andre troende, der også søger Åndens vejledning i deres liv. Kun Kirken som sådan - biskopper og pave i læreembedet - kan sige 'Helligånden og vi'. Og det forekommer ikke at være frugtbart, hvis vi begynder at slå hinanden i hovedet med Helligånden.
Betyder det så, at min subjektive erkendelse er lige meget og skal holdes for mig selv? På ingen måde - jeg kan kun følge det lys og den erkendelse, Ånden giver mig, og jeg skylder andre at udtrykke den og handle ud fra den - men jeg ved jo, at det ikke er den hele sandhed, den skal dels mødes med de andres erkendelse, dels prøves af Kirkens objektivitet - og dels ved jeg jo endelig alle de psykologiske processer hos mig, som Åndens lys filtreres igennem og farves af.
Også det er et vilkår på vejen. Jeg kan have fuld tillid til, at Gud ikke leder mig vild - men hans vejledning sker ikke uden om mit menneskelige substrat, men igennem det, ligesom han møder mig igennem de andre, hvilket alt sammen opfordrer - ikke til en relativisme - men til sagtmodighed.
Jeg har hilst Frans Josef Meyers og Lisbeth Rütz læserbreve velkomne. Det var på tide, at nogen tog til genmæle og sagde fra, i betydningen - IT repræsenterer meninger i Kirken, men ikke uden videre Kirkens mening, synspunkter og opfattelse, og de dækker ikke nødvendigvist min, endsige alle andres opfattelse af den katolske tro.
En passus i Frans Josef Meyers læserbrev ville jeg have formuleret anderledes. Jeg ville ikke have skrevet 'vi katolikker' - men 'vi er mange katolikker, der'...Jeg tænkte - og sagde til Frans Josef Meyer - ,men gør du ikke nu det samme som IT, monopoliserer?'
Og FJM sagde -
det er helt bevidst, og alle de, der nu anker over, at jeg siger 'vi' på denne måde, spørger jeg - men reagerede I, da Iben Thranholm på samme måde sagde 'vi' ...?
Hanne Gregersen
Frederiksberg
- - -
Link til artiklen 30. juli 2014 i Politiken:
»Guds ånd fortæller mig, hvad jeg skal gøre« <her>
Link til debat kommentar 5. aug. 2014 i Politiken:
»Mange katolikker gør korstegn for sig« <her>
Link til læserbrev 6. aug 2014 i Politiken:
Sekteriske Thranholm <her>
Link til Facebook opslag 8. aug. 2014:
»Danmark har fået sin egen pave Frans« <her>
Link til artikel 24. aug. 2012 i Kristeligt Dagblad:
Teolog: Putin er ny kristen verdensleder <her>