26. okt. 2015
Oversættelse: Hanne Gregersen.
Pave Frans afsluttende bemærkninger ved synodens afslutning
Først og fremmest vil jeg takke Herren, som har vejledt vores synodale proces i disse år ved sin Helligånd, hvis støtte Kirkens aldrig mangler.
Min hjertelige tak går til Synodens generalsekretær, kardinal Lorenzo Baldisseri, og dens undersekretær biskop Fabio Fabene, og sammen med dem til dens Relator, kardinal Peter Erdö og ærkebiskop Bruno Forte som særlig sekretær, mødelederne, tekstforfatterne, rådgiverne og oversætterne og alle dem, som har arbejdet utrætteligt og helhjertet for Kirken. En stor og dyb tak! Jeg vil også gerne takke Kommissionen, som har skrevet rapporten; mange af dens medlemmer har været oppe hele natten!
Tak til jer alle, kære synodefædre, delegater fra andre trossamfund, tilhørere og bisiddere, sognepræster og familier, for jeres aktive og frugtbare deltagelse.
Og tak til alle de navnløse mænd og kvinder, som har bidraget så meget til synodens anstrengelser ved deres stilfærdige arbejde bag scenen.
I kan være sikre på min bøn om, at Herren vil lønne enhver af jer med sine rige nådegaver.
Mens jeg fulgte Synodens arbejde, spurgte jeg mig selv: Hvilken betydning vil det have for Kirken at bringe denne Synode, der har været viet familien, til sin konklusion?
Det er klart, at betydningen ikke er at have fået endeligt afklaret alle de spørgsmål, der har med familien at gøre, men at have forsøgt at se dem i lyset af evangeliet og Kirkens tradition og dens totusindårige historie og forsøgt at bringe håbets glæde ind i dem uden at falde ned i en letkøbt gentagelse af det indlysende eller af det, som allerede er sagt.
Det er også sikkert og vist, at betydningen ikke har været at finde udtømmende løsninger på alle de vanskeligheder og al den usikkerhed, der udfordrer og truer familien, men snarere at have set disse vanskeligheder og denne usikkerhed i troens lys, at have undersøgt dem omhyggeligt og at have konfronteret dem uden frygt og uden [som strudsen] at begrave hovederne i sandet.
Betydningen er at have tilskyndet alle indtrængende til at værdsætte vigtigheden af familien som institution og af ægteskabet mellem en mand og en kvinde, baseret på enhed og uopløselighed, og til at holde familien i hævd som den grundlæggende basis for samfundet og menneskelivet.
Betydningen er at have lyttet til familiernes og kirkens hyrders stemmer og have skabt ørenlyd for dem, som kom til Rom bærende hele verdens familiers byrder og håb, deres rigdomme og udfordringer på deres skuldre.
Betydningen er at have givet bevis for den katolske Kirkes vitalitet - Kirken, som ikke er bange for at vække sløvede samvittigheder eller for at få beskidte hænder i levende og åbenhjertige diskussioner om familien.
Betydningen er at have prøvet at se på og at tolke virkeligheden, realiteterne af i dag, som Gud ser dem, sådan, at troens flamme kan blusse op og oplyse menneskers hjerte i en tid, præget af modløshed, af social, økonomisk og moralsk krise, og en voksende pessimisme.
Betydningen er at have vidnet for alle om, at for Kirken er Evangeliet stadig en levende kilde til det bestandigt nye - overfor alle dem, som gerne ville 'læreformulere' det til døde sten til at kaste mod andre.
Betydning er også at have blotlagt de tillukkede hjerter, som ofte skjuler sig endda bag Kirkens lære eller dens gode intentioner - for at kunne sidde på Moses' lærestol og dømme svære og tunge tilfælde og sårede familier med overlegenhed og overfladiskhed.
Betydningen er at have gjort det klart, at Kirken er en Kirke af dem, der er fattige i ånden, en Kirke af syndere, der søger tilgivelse- og ikke bare af de retfærdige og hellige, men snarere af dem, som er retfærdige og hellige, præcis når de ser sig selv som fattige syndere.
Betydningen er at have prøvet at åbne videre horisonter, at have løftet sig op over alle konspirationstolkninger eller perspektiver, der lukker sig til, for at forsvare Guds børns frihed og for at formidle det smukke i det Nye, som det kristne er - det, som til tider er dækket af rust i et sprog, der er arkaisk eller slet og ret uforståeligt.
I løbet af denne Synode førte de forskellige meninger, som kom til frit udtryk - og til tider uheldigvist ikke på ganske velmenende måder - visselig til en rig og livlig dialog, der gav et levende billede af en Kirke, der ikke bare 'gummistempler', men øser levende vand fra sin tros kilder til at læske udtørrede hjerter.
Og – ud over de dogmatiske spørgsmål, der er veldefinerede af Kirkens læreembede - så har vi også set, at det, der synes normalt for en biskop fra ét kontinent, betragtes som mærkeligt og nærmest forargeligt – nærmest! – for en biskop fra en anden verdensdel; det, som betragtes om en krænkelse af en rettighed i ét samfund, er en indlysende og ukrænkelig regel i et andet; det, som betyder samvittighedsfrihed for nogle, kanfor andre blot være forvirring. Thi kulturer er i virkelighedens verden ganske forskellige, og hvert eneste almene princip – det vil, som jeg har sagt, sige de dogmatiske spørgsmål, der er veldefinerede af Kirkens læreembede – har brug for at blive inkultureret, hvis det skal respekteres og anvendes. 1985-synoden, som fejrede 20-året for afslutningen af Det andet Vatikankoncil, talte om inkulturation som " den dybtgående omdannelse af autentiske kulturelle værdier, (der sker), når de integreres i kristendommen, og kristendommens rodfæstelsei de forskellige menneskelige kulturer". Inkulturation svækker ikke sande værdier, men beviser deres sande styrke og ægthed, eftersom de kan tilpasse sig uden at ændre sig: ja, de omdanner stilfærdigt og gradvist de forskellige kulturer.
Det er også gennem denne rigdom i vor forskellighed, at vi har set, at den samme udfordring altid står foran os: at forkynde evangeliet for mennesker af i dag, og at forsvare familien mod alle ideologiske og individualistiske angreb.
Og udennogensinde at falde ned i relativismens fare eller den fare at dæmonisere andre, har vi søgt at favne -modigt og i fuldt omfang - Guds godhed og barmhjertighed, som overgår al menneskelig beregning og kun vil 'at ALLE MÅ BLIVE FRELST' (jf. 1 Tim 2,4). Således ønskede vi at sætte denne Synode ind i den sammenhæng, som det ekstraordinære Barmhjertighedens år giver, - det år, som Kirken er kaldet til at fejre, og at leve den inden for denne sammenhæng.
Kære medbrødre!
Synodeerfaringen har også gjort det klarere, at de, der virkeligt forsvarer Læren , ikke er de, som hævder dens bogstav, men dens ånd; ikke ideer, men mennesker; ikke formler, men Guds ufortjente kærlighed og tilgivelse. Dette skal på ingen mådeforringe betydningen af formler – de er nødvendige – eller vigtigheden af love og Guds bud, men skal snarere ophøje den sande Guds storhed, som ikke handler med os efter vore fortjenester og endda ikke efter vores gerninger, men udelukkende efter sin barmhjertigheds grænseløse rigdom (jf. Rom 3,21-30; Sl 129; Luk 11,37-54). Det har noget at gøre med at overvinde den tilbagevendende fristelse hos den ældre bror (jf. Luk 15,25-32) eller hos de misundelige arbejdere i vingården (jf. Matt 20,1-16). Betydningen er faktisk, at holde de love og bud endnu mere i hævd, som er til for mennesket og ikke omvendt (jf. Mark 2,27).
Forstået på denne måde, får den nødvendige anger og bodfærdighed fra menneskets side, dets gerninger og anstrengelser en dybere mening, ikke som prisen for den frelse, som frit blev vundet for os af Kristus på korset, men som svaret til Ham, der elskede os først og frelste os på bekostning af sit uskyldige blod, da vi endnu var syndere (jf. Rom. 5,6).
Kirkens første pligt er ikke at udstede fordømmelser eller anathema'er, men at forkynde Guds barmhjertighed, at kalde til omvendelse og at lede alle mennesker til frelse i Herren (jf. Joh 12,44-50).
Salige Paul VI udtrykte dette rammende: "Vi kan da forestille os det sådan, at hver enkelt af vores synder, vore forsøg på at vende Gud ryggen, vækker i ham en stærkere kærlighedens flamme, et ønske om at bringe os tilbage til ham selv og til hans frelsesplan... Gud viser sig i Kristus at være uendeligt god ... Gud er god. Ikke alene i sig selv; Gud er - og lad os sige dette med tårer - god for os. Han elsker os, han opsøger os, han tænker på os, han kender os, han rører vore hjerter, og han venter på os. Han vil - kan man sige - blive glad den dag, vi vender tilbage og siger - "Herre, i din godhed, tilgiv mig. " Således bliver vores anger Guds glæde'.
Og den hellige Johannes Paul 2 sagde også, at "Kirken lever et autentisk liv, når hun bekender og forkynder barmhjertighed … , og når hun bringer mennesker nær til Frelserens barmhjertigheds kilder, som hun tager vare på og formidler'.
Også Benedikt 16 sagde: "Thi Barmhjertighed er den centrale kerne i evangeliets budskab; den er selve Guds Navn ... Måtte alt, hvad Kirken siger og gør, manifestere den barmhjertighed, som Gud har overfor menneskeheden. Når Kirken må minde om en sandhed, der ikke er erkendt - eller om noget godt, der forrådes, gør hun det altid, fordi hun er drevet af en barmhjertig kærlighed, for at mennesker 'må have liv og det i overflod'(Joh 10,10).
I lyset af alt dette og takket være denne nådens tid, som Kirken har oplevet, mens den drøftede familien, føler vi os gensidigt beriget. Mange af os har mærket Helligåndens virke - den Ånd, som er Synodens egentlige hovedperson og vejleder. For os alle har ordet 'familie' fået en ny klang i forhold til før synoden – og dét i den grad, at ordet i sig selv allerede resumerer hele rigdommen i familiens kald og betydningen af hele den synodale vej. (1)
Det er jo sådan, at for Kirken betyder dét at afslutte Synoden at vende tilbage til vor egentlige 'vandring sammen' for at bære Evangeliets lys og hjælpen fra Guds barmhjertighed ud til hver eneste del af verden, hvert bispedømme, hvert fællesskab og enhver situation, - og at Kirken vil favne dem alle.
Tak!
------------------------------------------------------
1)
Hvis vi ser på ordet 'familie (famiglia på italiensk) kan vi danne et akrostikon, en tekst, hvis enkelteafsnit begynder med bogstaverne i ordet 'famiglia'.[Det bliver selvfølgelig mindre tydeligt på dansk - men her alligevel oversættelsen af den italienske tekst. O.a.] Igennem denne tekst vil vi få et resume af, hvad Kirkens mission er med hensyn til familien:
F. At forme nye generationer, så de kan få en erfaring om at tage kærlighed alvorligt og ikke som en individualistisk stræben efter nydelse, som bagefter kan smides væk, om igen at komme til at tro på sand, frugtbar og varig kærlighed som den eneste vej til at komme ud af os selv, til at være åbne over for andre, til at ladeensomhed bag os, til at leve efter Guds vilje, til fuld og helselvudfoldelse, til at forstå at ægteskabet er " det livsrum, hvor Guds kærlighed åbenbarer sig; til at forsvare livets hellighed, hvert eneste livs hellighed; til at forsvare det ægteskabelige bånds enhed og uopløselighed som tegn på Guds nådeog på menneskets evne til at tage kærligheden alvorligt" (Prædiken ved Synodens åbningsgudstjeneste 4 oktober 2015); og [få en erfaring] om at komme til at værdsætte ægteskabsforberedelseskurserne som en lejlighed til at uddybe den kristne betydning af ægteskabets sakramente.
A. At gå (andare) mod de andre, fordi en Kirke, der er lukket om sig selv, er en død kirke; en kirke, der ikke går ud af sit eget område for at søge efter og for at tage imod alle og for at lede alle mod Kristus, er en Kirke, der forråder sin sendelse og sit kald.
M. At manifestere og udbrede Guds barmhjertighed til familierne i nød, tilde forladte, de forsømte gamle mennesker, børnene som har taget skade af forældrenes skilsmisse, de fattige familier, som slås for at overleve, til synderne, som banker på vores dør og dem langt borte, de handicappede og alle dem, der føler sig skadede på legeme og sjæl og til de ægtepar, der er som revet i stykker af smerte, af sygdom, af døden eller af forfølgelse.
I. At oplyse (illuminare) samvittighederne, som ofte er angrebet af skadelige og uigennemskuelige dynamiske påvirkninger, som endda søger at sætte sig i stedet for Skaberen: disse dynamikker må demaskeres og modarbejdes i fuld respekt for den enkelte persons værdighed.
G. At genvinde og genopbygge tilliden til Kirken, som er blevet alvorligt forringet på grund af Kirkens egne sønners opførsel og synd; ulykkeligvisthar modvidnesbyrdet og skandalerne indenfor Kirken fra nogle af dens præsters side ramt dens troværdighed og skygget for stråleskæret fra dens frelsesbudskab.
L. At arbejde (lavorare) ihærdigt for at støtte og opmuntre de sunde familier, de trofaste familier, de børnerige familier, som på trods af det daglige slid bliver ved med at give et stort vidnesbyrd om troskab mod Kirken og mod Guds bud.
I At få ideer til (ideare), udtænke en fornyet pastoral indsats på familieområdet, baseret på evangeliet og med respekt for den kulturelle diversitet; en pastoral indsats, der er i stand til at videregive det Gode Budskab i et tiltalende og glædesfyldt sprog, og som kan tage angsten for at forpligte sig definitivt bort fra unge menneskers hjerter; en pastoralindsats, som yder en særlig opmærksomhed til de børn, som er de egentlige ofre i familiernes splittelser; en kreativ pastoral indsats som igangsætter en ordentlig forberedelse til ægteskabets sakramente og bringer den gældende praksis til ophør, som ofte sigter mere på, hvordan det formelle tager sig ud - end på en dannelsesproces med henblik på en forpligtelse, der varer for livet.
A. at elske uforbeholdent alle familier og i særlig grad dem, som gennemlever en vanskelig periode: ingen familie bør føle sig alene eller udelukket fra Kirkens kærlighed eller fra at føle sig velkommen ; den virkelige forargelse består i angsten for at elske og for konkret at manifestere denne kærlighed.