23. maj 2015
Kronik af Nik Bredholt, tillige bragt i Kristeligt Dagblad d. 22. maj:
Salig Oscar Romero af Latinamerika
Den 23. maj bliver Oscar Romero saligkåret i El Salvador, hvor han var ærkebiskop indtil han blev myrdet i marts 1980.
At sige sandheden kan koste livet. Den lektie lærte Romero!
Oscar Romero levede i en meget turbulent periode i El Salvadors nyere historie, hvor politiske drab og vilkårlig vold var udbredt i landet. Han havde modet til at stå op mod volden og holde fast på sandheden. Hans søndagsprædikener blev transmitteret i radioen, og folk stimlede sammen for at lytte. Han fortalte, hvad der faktisk gik for sig i landet. I detaljer gennemgik han rædslerne fra ugen før, og holdt sig ikke til én side, men beskrev begge siders vold. Det blev dog for meget for de højreorienterede kræfter, da han i en prædiken dagen før sin død fik sagt, at den enkelte soldat ikke var forpligtet til at adlyde en ordre, som var i mod Guds lov!
Jeg arbejde i foråret 1995 i Fe y Alegria, en organisation, der støttede undervisning i slumområder i El Salvador, og var kommet derud i en blanding af fascination af Oscar Romero og ønsket om at prøve kræfter med et lokalt udviklingsprojekt. I Danmark blev Romeros død igennem 80’erne og 90’erne højtideligholdt ved økumeniske gudstjenester. Jeg var del af gruppen omkring disse gudstjenester, og Romero gav inspiration til mig og mange andre i arbejdet for retfærdighed ikke bare i El Salvador men i hele Latin Amerika.
Selvom Romero blev skudt mens han fejrede messe var det i lang tid ikke nok for den katolske kirke til at saligkåre ham. Et væsentligt spørgsmål har været, om han døde for troen, eller om hans død var del af en politisk kamp? Selv talte Romero i stærke vendinger i mod dem, der mente, at han drev politik med sine prædikener. Ligesom det er en fejl at tro, at den nuværende Pave er befrielsesteolog, så er det også en fejl at tro, at Romero var det. Han gjorde sit for at bekæmpe tendenserne, da de først kom frem i 70’erne, og blev af sine samtidige anset som en noget konservativ teolog, der havde gode kontakter til magthaverne. Særlig de progressive jesuitterne var i mod ham og generelt skeptiske. Jesus Delgado, der var Romeros privatsekretær, skriver dog i sin biografi om Romero, at han havde en ånd som jesuitterne og en trofasthed over for kirkens lære som hos den konservative bevægelse Opus Dei; men han tilhørte ingen af delene.
Ikke desto mindre, er saligkåringen af Romero reelt en historisk afslutning på Vatikanets opgør med befrielsesteologien, for de progressive teologiske kræfter på kontinentet tog Romero til sig og gjorde ham til deres ikon. Ved højtideligholdelsen af Romero i 1995 mens jeg opholdt mig i landet, kom bl.a. befrielsesteologiens hovedskribent, Gustavo Gutierrez, indianernes fortaler, Pedro Casaldaliga fra Brasilien, og Biskoppen af Chapas i Mexico, Samuel Ruiz, og de gik forrest i marchen fra kapellet, hvor Romero blev skudt, til katedralen i San Salvador. Saligkåringen er således også en hædersbevisning til befrielsesteologerne for deres arbejde, som uden tvivl har inspireret den nuværende Pave.
Jeg og en kollega havde taget eleverne fra Fe y Alegria med ud på marchen, men til min store overraskelse, brød ledelsen sig ikke om den ide. Givevis fordi de vidste, at der ikke var enighed om Romero indsats, og deltagelse i en march kunne udsætte eleverne for fare.
Der er gjort flere forsøg på at afklare, hvorfor Romero blev myrdet. Sandhedskommissionen fra 1993, der dækker borgerkrigen fra 1980 – 1991, har et særligt afsnit om Romero, hvor detaljer om mordet afdækkes. Der skete dog ikke noget af den grund. Den inter-amerikanske menneskerettighedsdomstol tog sagen op i 2000, bl.a. med en klar anbefaling af, at sagen skulle afklares af de salvadoranske myndigheder, hvilket dog aldrig er sket. Alt peger på den tidligere major, Roberto D’Aubuisson, som den person, der organiserede mordet. Hans efternavn er en af de 12 familier, der traditionelt har regeret landet. D’Aubuisson var i stand til at kombinere pengestærke personer både i El Salvador og i Miami, der var villige til at betale og stille biler, sikkerhedsfolk og huse til rådighed, med militærets mest ekstreme anti-kommunistiske kræfter bl.a. efterretningstjeneste i kampen mod det folkelige oprør. Mordet på Romero gav D’Aubuisson prestige og han steg i anseelse blandt det ekstreme højre. D’Aubuisson formåede at udnytte sin position til at skabe et politisk parti, Arena, som han ledte til valgsejr, og som stadig har stor politisk indflydelse som det næststørste parti i parlamentet. Det er derfor kun for ganske nylig, at man har kunnet forestille sig, at Romero kan saliggøres uden at det samtidig vil blive oplevet som et led i den politiske opdeling af landet. Romero deler også enkelte familier. D’Aubuisson’s søster lærte jeg at kende, da hun arbejdede for den samme undervisningsorganisation som jeg. Hun havde været katolsk nonne, da hendes bror stod for mordet på ærkebiskoppen!
Men modstanden har også eksisteret inden for kirken. Bl.a. var der ikke noget stærkt ønske i Johannes Paul II’s tid som Pave om at få Oscar Romero saliggjort, og det var med daværende Kardinal Ratzinger, som leder af troslærekongregationen. Modstanden var i særlig grad til stede blandt konservative latinamerikanske biskopper, der frygtede, at hvis Romero blev ophøjet, ville det være en accept af befrielsesteologien.
Det er derfor først med den nye Pave og et skift i ledelsen i troslærekongregationen, at der er sket noget. Den nye leder af troslærekongregationen, Gerhard Müller var i sine yngre dage meget fascineret af befrielsesteologien, er ven med Gustavo Gutierrez, og opfatter sig selv som en beundre af Romero. Kort efter sin tiltræden fik han afgjort, at der ikke fra hans side var forhindringer for at saligkåre Romero.
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt, at kirken officielt erklærer Romero som martyr? Ærkebiskoppen er allerede ophøjet til martyr i Sydamerika, og det er ikke kun katolikkerne, der ser Romero som en efterfølgelsesværdig person. På den vestlige forside af Westminster Abbey i London står der ni buster af martyrer fra det 20 århundrede. Her står Oscar Romero bl.a. sammen med den tyske protestantiske teolog, Dietrich Bonhoeffer, der blev dræbt af Nazisterne og den amerikanske Martin Luther King fra 60’ernes kamp mod raceadskillelsen. Således har anglikanerne allerede erklæret Romero som martyr.
Romero er også uden for det kirkelige felt blevet et symbol på kampen mod undertrykkelse. FNs generalforsamling besluttede i 2010 at gøre Romeros dødsdag den 24. marts til international dag for retten til sandhed omkring krænkelser af menneskerettighederne og for ofrenes værdighed.
Det er fuldt på sin plads, at Romero nu af den katolske kirke kaldes Salige Romero af Latin Amerika.
Efter min Romero march med alle eleverne blev jeg pænt bedt om at forlade Fe y Alegria! Jeg tænker, at de samme personer i dag vil deltage i saligkåringen og lade alle deres elever deltage i festen.
Nik Bredholt
Indhold på katidialog.dk: Oscar Romero
Indhold på katidialog.dk: Nik Bredholt
Danmission: Nik Bredholt
u-landsnyt.dk - blog: Nik Bredholt
LinkedIn: Nik Bredholt