19. feb. 2016

Spotlight

Jeg ser filmen ”Spotlight” dagen efter, at den har haft premiere i Sverige. Selv om jeg ved, at det er en ”smal” film, som vender sig til et begrænset publikum, bliver jeg alligevel overrasket over, at en film, som er nominieret til en lang række tunge priser (f.eks. Oscar og Golden Globe) og som har vundet Critic’s Choice Awards i hele tre kategorier, allerede dagen efter premieren vises i biografens mindste sal og at vi kun er otte personer, som sidder dér i mørket og venter på den. Hvorfor?

Filmen beskriver den sande historie om de fem journalister fra avisen The Boston Globe, ”the Spotlight-team”, som i 2002 afslørede ikke bare en lang række seksuelle overgreb mod børn, foretaget af katolske præster i Boston, men også at kirken, med den lokale kardinal i spidsen, havde kendt til disse overgreb i lang tid og købt ofrenes tavshed. For derefter at forflytte præsterne, uden at følge op på, om de fortsatte med deres overgreb. Og siden da forflytte dem igen, når det viste sig, at ja, det gjorde de.

Spotlight teamet og chefredaktøren på avisen Boston Globe

Måske er det derfor, at vi er så få, som ser filmen? Fordi det er en historie, vi allerede ved mere end nok om? Fordi det er for smerteligt? Måske vil man ikke risikere at blive udsat for uudholdelige sexscener, hvor man bliver vidne til, at den ærværdige fader forgriber sig på en lille dreng, som han helt for nylig er begyndt at interessere sig særligt for, til moderens og hele familiens store stolthed?

Men nej, disse scener glimrer ved deres fravær. Filmen er helt igennem sober, lavmælt, uden skandalerubrikker eller billige point på kirkens bekostning. Vi møder ofrene som voksne, vi hører dem fortælle om deres oplevelser, vi ser, hvor dårligt de har det. I takt med, at skandalens omfatning går op for journalisterne (en enkelt præst bliver til 11 præster som bliver til 87 præster), deler vi deres forfærdelse... Hvorfor valgte kirken og et helt samfund at ignorere det? At fortsætte med at udsætte børn for disse mænd? Hvorfor var det så vigtigt at få alle politianmeldelser, al dokumentation, fjernet fra de offentlige arkiver? Eller belagt med sekretesse? Hvorfor samarbejdede politi, advokater og kardinalen selv for at lade alle disse overgreb forblive skjulte?

Vi får en slags svar da en højtstående katolik opfordrer redaktøren fra Spotlight-teamet til at lade være med at offentliggøre historien. ”Folk har brug for kirken”, siger han.

Folk har brug for kirken...

Og det er her, med denne replik, at jeg endelig begynder at få en lillebitte anelse om, hvad det hele handler om. Folk har brug for kirken og derfor må vi ikke lade nogle fås fejltrin stå i vejen for alle andres behov. Vi må ofre børnene for fællesskabets bedste. Det, som kirken har at tilbyde, er så helligt, så vigtigt, at vi ikke kan risikere at folk frastødes af dét, som kan opfattes som mindre helligt.

Bag kardinalens tilsyneladende følelseskolde og kyniske handlinger ser der helt enkelt ud til at gemme sig en fanatisk tro på kirken. På kirkens mission. Kirkens suverænitet. Kirkens hellighed.

Helligheden bliver til noget, som stråler og glitrer. Noget, som ikke må besudles offentligt.

Mange af mine katolske venner anser, at katolikker i almindelighed bliver forfulgte og misbedømte i den sekulære presse; at medierne i det hele taget er negative over for alt, som handler om katolicismen. Måske er dette grunden til, at jeg ikke kan finde en eneste svensk katolik, som har set eller udtaler sig om ”Spotlight”. Måske affærdiger man i forvejen filmen som endnu et angreb på den katolske kirke. Men den journalistik som beskrives i filmen, er ikke et angreb. Det er en afsløring af fakta, som overrasker journalisterne selv og som sætter en lavine i gang i hele den katolske verden. Ofrene tør pludselig stå frem og vidne.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at på samme måde, som at der skulle en Luther til, for at sætte en stopper for kirkens misbrug og mane den til eftertanke, skulle der også et Spotlight-team til for at vække kirken i vor tid. Og jeg længes efter den dag, hvor den katolske kirke takker journalister som disse fem, fordi de gransker kirken og tvinger den til at gøre op med alt det, som netop afholder den fra at være hellig.

For hellighed er ikke noget, der kan måles ud fra stråleglans og styrke. Hellighed kan fornemmes. Den kan fornemmes når man vælger at leve i sandheden. Når man vælger kærligheden frem for prestigen. Når man lader Gud få lov til at nå ud til sine mindste børn, de mest udsatte, i stedet for at ofre dem.

Kardinalen valgte prestigen, stråleglansen, kirkens herlighed, og kunne derfor hverken tåle eller tillade en granskning fra medierne. Hvor står vi i dag?

Helene Hägglund

_____________________________________
Helene Hägglund er teolog og foredragsholder, og har skrevet den selvbiografiske bog ”Nonne tur/retur” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2009). Hun flyttede til Sverige i 2003 og bor i dag i Norrköping, sammen med sin mand og deres to børn.