26. marts 2015
DR presse afd. skriver:
Der bliver rig mulighed for at gå til gudstjeneste hjemme i stuen i påsken, hvis man ikke lige selv har mulighed for at tage af sted for at høre dagens tekst eller har lyst til at høre påskens budskab udlagt af en ny prædikant.
I løbet af påsken byder DR på ni gudstjenester på DR1, DR K og P1. Derudover åbner P1’s nye troscafé skærtorsdag og langfredag, ligesom eftermiddagene på DR K i påskedagene i høj grad tager afsæt i den kirkelige højtid.
DR Kirken sender gudstjeneste palmesøndag, langfredag og påskedag fra Fredenskirken i Aarhus med Anders Bonde og Gerda Jessen som prædikanter. Udsendelserne bliver som altid sendt klokken 14.00 på DR K, men påskedag kan gudstjenesten også ses på DR1 klokken 11.00.
Palmesøndag bliver radiogudstjenesten på P1 sendt fra Ansgarkirken i Hedehusene med sognepræst Rebecca Rudd som prædikant, men ellers er det Silkeborg Kirke, der bliver påskens kirke på P1, idet gudstjenesterne skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag sendes herfra – alle dage fra klokken 9.54 til 11.05 på P1. 2. påskedag sender P1 også påskegudstjeneste på grønlandsk fra Thonas Kingos Kirke i Odense med Oline Bertelsen som prædikant.
Troscafé om måltid og sorg
I påsken vender ’Troscafé på P1’ også tilbage. Cafeen, der første gang slog dørene op nytårsdag, holder åbent på helligdage i 2015 fra klokken 16.03-17.00. Her sætter to personer hinanden stævne, og de giver nye vinkler på den helligdag, det er.
Skærtorsdag mødes kokken Søren Gericke og rektor og musiker Henrik Goldschmidt i en samtale om måltid, fællesskab og tro – bundet sammen af musik og salmer spillet af jazzbandet Konnect og med Simon Kangas Larsen fra DR Tro som vært.
Dagen efter medvirker Konnect og Kangas igen, og da er det tidligere ’Bogart’-vært Ole Michelsen og sognepræst og forfatter Lone Vesterdal, der giver nye vinkler på langfredag og taler om sorg, tab og tro.
De faste magasinprogrammer om tro på P1 tager i påskeugen også den store højtid op til journalistisk behandling. Biskop Keld Holm er gæst hos Anders Laugesen i ’Mennesker og tro’ onsdag den 1. april klokken 11.03 til en samtale om modstand, opstand og opstandelse. Og i programmet ’Religionsrapport’ tirsdag den 31. marts klokken 11.03 bliver der sat fokus på, hvordan vidt forskellige mennesker opfatter påskens tema om frelse før og nu.
Dække kulturarven
Chefen for DR Historie og Tro, Morten Thomsen Højsgaard, siger om påskens programmer:
”I påsken, som er kirkens store højtid, skruer DR op for blusset, når det gælder om at formidle, afspejle og afdække, hvad der foregår i troens og kirkens verden. Fra palmesøndag til anden påskedag sker det blandt andet gennem en stor mængde transmissioner af gudstjenester, flere dokumentarudsendelser, samtaler og debat om højtidens indhold og betydning samt det nye tiltag, troscafé, der kombinerer flere genrer og udtryksformer. Med dette brede og varierede udbud af udsendelser, som tager afsæt i påsken som en religiøs højtid, opfylder DR en af sine vigtige opgaver, som er at dække kulturarven, herunder den kristne kulturarv,” siger han.
’Sagen uopklaret – Jesus’
Også på tv får påsken et markant udtryk. DR K viser for eksempel en stribe tros-udsendelser i påskedagene.
Skærtorsdag fra klokken 14.40 til 19.55 viser DR K hele den amerikanske dokumentarserie ’Vejen til Konstantinopel’, hvor den britiske historiker Jonathan Philips fortæller om kristendommens tornede vej fra Mellemøsten til Konstantinopel.
Langfredag fra klokken 13.20 giver DR K ’5 skarpe om kristendommens danske historie’ og ’5 skarpe om Jesus’, og efter DR Kirken spørger kanalen klokken 14.30 på, om Judas var en helt eller forræder i et amerikansk dokumentarprogram.
Påskedag giver DR K fra klokken 14.45 en introduktion til jødernes påske og den kristne påske, inden syv prominente briter giver deres personlige syn på Biblen, og eftermiddagen fortsætter med alt fra musicalen ’Jesus Christ Superstar’ til ’Sagen uopklaret: Jesus’ – en newzealandsk dokumentar, hvor Bryan Bruce, der normalt gennemgår uopklarede kriminalsager i New Zealand spørger: ”Hvem dræber Jesus og hvorfor?” og gennemgår sagen, som han normalt gør med nutidige kriminalsager.
-
Oversigt over påskegudstjenester, troscafé og magasiner på P1
Søndag den 29. marts klokken 9:54 på P1: Palmesøndag. Radiogudstjeneste fra Ansgarkirken i Hedehusene med sognepræst Rebecca Rudd som prædikant. Palmesøndag er det beretningen om Jesu indtog i Jerusalem
Søndag den 29. marts klokken 14.00 på DR K: DR Kirken fra Fredenskirken i Aarhus med Anders Bonde som prædikant.
Tirsdag den 31. marts klokken 11.03 på P1: ’Religionsrapport’ med fokus på, hvordan vidt forskellige mennesker opfatter påskens tema om frelse før og nu.
Onsdag den 1. april klokken 11.03 på P1: ’Mennesker og tro’. Biskop Keld Holm er gæst hos Anders Laugesen til en samtale om modstand, opstand og opstandelse.
Torsdag den 2. april klokken 9:54 på P1: Skærtorsdag. Radiogudstjeneste fra Silkeborg Kirke med sogne- korshærspræst Susanne Kolby Rahbek der står for gudstjenesten. Her er det beretningen om den første nadver, der er i centrum.
Torsdag den 2. april klokken 16.03 på P1: Troscafé på P1 – Skærtorsdag. Tv-kok Søren Gericke og rektor og musiker Henrik Goldschmidt giver nye vinkler på skærtorsdag i en samtale om måltid, fællesskab og tro. Programmet er bundet sammen af musik og salmer spillet af jazzbandet Konnect. Vært: Simon Kangas Larsen.
Fredag den 3. april klokken 9:54 på P1: Langfredag. Radiogudstjeneste fra Silkeborg Kirke. Sogne- og arresthuspræst Leif Kristiansen er prædikant ved en stemningsfyldt musikgudstjeneste, der markerer den dag, Jesus dør på korset.
Fredag den 3. april klokken 14.00 på DR K: DR Kirken fra Fredenskirken i Aarhus med sognepræst Gerda Jessen, Jesper Brun Jensen som sangsolist og koret Knejterne.
Fredag den 3. april klokken 16:03 på P1: Troscafé på P1 – Langfredag. Bogartvært Ole Michelsen og sognepræst og forfatter Lone Vesterdal giver nye vinkler på langfredag og taler om sorg, tab og tro. Programmet er bundet sammen af musik og salmer spillet af jazzbandet Konnect. Vært: Simon Kangas Larsen.
Søndag den 5. april klokken 9:54 på P1: Radiogustjeneste fra Silkeborg Kirke. Påskemorgen er det sogne- og hospitalspræst Anette Kortegaard, der er prædikant og markerer, at Kristus er opstået fra de døde blandt andet ved at synge de mange kendte påskesalmer.
Søndag den 5. april klokken 11.00 på DR1: Gudstjeneste i DR Kirken – sendt fra Fredenskirken i Aarhus med påskeprædiken af Anders Bonde. Anne Lise Quorning er organist og dirigent og både kirkens pigekor og kantori medvirker.
Søndag den 5. april klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste i DR Kirken – sendt fra Fredenskirken i Aarhus med påskeprædiken af Anders Bonde. Anne Lise Quorning er organist og dirigent og både kirkens pigekor og kantori medvirker.
Mandag den 6. april klokken 9.54 på P1. Radiogudstjeneste fra Silkeborg Kirke. 2. påskedag er det Susanne Kolby Rahbek, der er prædikant. Denne dag laver hun en rytmisk musikgudstjeneste i samarbejde med lærer og elever fra Silkeborg højskole.
Mandag den 6. april klokken 16.03 på P1: Påskegudstjeneste på grønlandsk fra Thomas Kingos kirke i Odense med Oline Bertelsen som prædikant.
Se også DR K’s mange tilbud – især om eftermiddagen skærtorsdag, langfredag og påskedag <her>