14. feb. 2016
DR skriver:
Radiogudstjenesten på P1 den 14. februar kl 9.54 er fra den romersk katolske Sct. Mariæ Kirke i København. Kirken deler matrikel med benediktinerklosteret der flyttede ind i 1963, og Sct. Mariæ Kirke er nonnernes kirke. Det betyder at der dagligt er bøn og messe, som er åben for alle.
Det er 1. søndag i fasten, og prædikant er Jesper Fich. Salmerne fra Den Danske Salmebog er nr. 46: Sorrig og glæde de vandre til hobe, 292: Kærligheds og sandheds Ånd, og 192: Hil dig, Frelser og Forsoner.
Evanthore Vestergaard står for transmissionen.
Jesper Fich's prædiken:
”Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør, den dag livet ikke mere gennemlyses for os, af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft.”
Sådan skrev Dag Hammerskjöld, FNs anden generalsekretær der blev dræbt i 1961, da han var på fredsmission i Congo...
”Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør, den dag livet ikke mere gennemlyses for os, af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft.”
Så er det sagt, Dag Hammerskjölds ord kan sagtens stå som en udtømmende kommentar til Jesu møde med fristeren i ørkenen, dengang han afviste at gøre livet om til et tag-selv-bord. Og hvor Jesus vandt over fristeren fordi det stod helt skarpt for ham: Mennesket lever ikke alene af brød. Vi er jo ikke dyr... Vi dør, hvis livet ikke gennemlyses for os... fra kilder hinsides al fornuft...
Mennesket – siger Jesus – læg mærke til det. Dermed gør han sig dermed solidarisk med mennesket... Han siger ikke ”Menneskesønnen”, men ”mennesket”. Han kender vores ”sult”, menneskets sult...
Fristelsen er ellers skruet intelligent sammen. Jesus rammes, der hvor han er allermest udsat. Efter 40 dage i ørkenen er han i en mangeltilstand. Fristelsen går nu på, at han selv skal fylde manglen ud. ”Sig til stenen der, at den skal blive til brød!”
Hvis han nu har potentialet, hvorfor så ikke bruge det?
Oveni det kommer så, at fristelsens genstand, altså brød, går på noget, der ikke er noget i vejen med. Brød er i sig godt.
Når Jesus så alligevel ikke falder i, så fordi han vil leve. Han vil ikke dø. Og han ved, at han dør af brød alene.
Det siger han så til fristeren. Men han ville aldrig sige det samme til et menneske, der var i nød. Det menneske skal nemlig rækkes det fysiske brød, og hvis vi kan, skal vi gøre det.
Men her handler det ikke om verdens sultproblemer. Det handler om en fristelse: At få Jesus til at falde fra Gud og hans vilje. Og det offer frister ham ikke. Det vil være en alt for stor pris at betale for det brød, så hellere udholde sulten lidt længere.
”Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig”, siger han senere til disciplene. Han er helt på det rene med at den mening, han lever af, er faderforholdet, hans Gudsforhold. Et forhold som skænkes, og ikke tages, sådan som det nu er i kærligheden.
Sådan var det for Jesus. Sådan så hans regnestykke ud. Nu hævder han, at det som gælder for ham, ikke udelukkende gælder for ham, men det gælder for enhver, for dig og mig. Igen: Han sagde netop IKKE til fristeren: JEG lever ikke af brød alene, som om det kun eksklusivt galt for ham, men han sagde: ”MENNESKET” lever ikke af alene brød.
Det er i grunden underligt, at den indsigt ikke er alment accepteret. Jesus – Dag Hammerskjöld – der er så mange flere, der har haft og har samme overbevisning. Det er ikke engang nødvendigt med lange spekulative nætter for at nå derhen. Det er sådan set tilstrækkeligt, at blive sig bevidst, hvor mange bitre erfaringer, der følger af at gøre livet til et tag-selv-bord. Det er ingen løsning, det gør bare problemet større. Det problem som er menneskets sult efter mening, efter at vide sig elsket, efter at finde på plads i forhold til opgaven at blive menneske.
Og hvis nu ikke faderforholdet som Jesus bekendte sig til synes som en mulighed, så kan man håbe på at finde det i samhørigheden med andre mennesker, et andet menneske. Man længes måske efter at opleve den helt store kærlighed, hvor man kan sige til sig selv, nu er jeg aldrig mere alene.
Men også da – selv den største intimitet ændrer ikke ved, at man ikke dele ”alt”, ”hele sig selv” med den anden. Tværtimod gør man erfaringen af, at ingen er som mig.
Så er det, at sulten melder sig... Menneskets sult...
Det tema er bærende i den Polske film ”Ida” der i 2014 fik pris efter pris som særligt fremragende.
Plottet er ellers specielt. Det handler om noget så udsædvanligt som en ung pige, der er novice i et kloster. Priorinden er optaget af at hun lærer sin familie at kende inden hun aflægger løfter. Hvis hun kender sin baggrund vil hendes valg være mere frit. Altså bestemmer hun, at den unge pige skal rejse fra klosteret, for at lære sin eneste overlevende slægtning at kende. Resten af hendes familie er udryddet af nazisterne i jødeforfølgelserne. Det bringer hende ud på verdens veje, og da sker det, at hun forelsker sig i en sympatisk ung mand, der er er jazzmusiker. De ender i et erotisk forhold. Efter at de har elsket, ligger de på sengen. Nyforelsket spørger han hende: vil du med på turné i morgen...? ”Hvad kommer så bagefter?” svarer hun. ”Så køber vi en hund” ”og bagefter?” ”så finder vi et hus?” ””og så?” ”så får vi børn og gifter os”. ”Og hvad kommer så bagefter?” ”Så kommer hverdagen!”
Næste morgen, ganske tidligt, står den unge pige nøgen ud af sengen, går hen til garderoben, tager sit novicetøj på, og begynder på rejsen hjem til sit kloster. Mens man i slutscenen ser hende gå af landevejen tilbage mod klosteret er underlægningsmusikken Bachs kantate: ”Ich ruf zu dir” – jeg råber til dig...”
Han havde det ikke... Han havde ikke brødet til hende...
Hendes sult førte hende til klosteret, det var nu engang hendes vej. Men ”ich ruf zu dir!” – det gør MENNESKET. For MENNESKET lever ikke kun af brød.
”Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør, den dag livet ikke mere gennemlyses for os, af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft.”
Jesper Fich op
- - -
15. feb. Efterskrift
En læser har henvendt sig og han har ret i sit ærinde.
Der har indsneget sig en erindringsforskydning i prædiken mht filmen Ida:
"Resten af hendes familie er udryddet af nazisterne i jødeforfølgelserne."
men det er ikke korrekt, - det korrekt er: det ikke er nazisterne, men deres katolske naboer der slår dem ihjel (!).
Det er ikke en pointe der ændre på prædiken – men det er blot ikke en korrekt reference til filmen, som forøvrigt stærkt kan anbefales, og som kan ses på nettet, læs mere via linket herunder 'Film: Ida'
FJM
webredaktør
Feb. 2016: Festmesse - dominikanerordenen 800-års-jubilæum. Notre-Dame de Paris
Jan 2016: Ansgarprædiken. Bliver Danmark nogensinde katolsk – igen?
Maj 2015: Pinsedagsmesse fra kirken Sankt Thomas Aquin i Toulouse
Jul 2014: Jesper Fich: Dette er altså det rene kætteri
Website: Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg
Udsendelser i TV / Radio: Jesper Fich