29. dec. 2014
Malene Fenger-Grøndahl skriver bl.a.:
Pave Frans insisterer på bønnens kraft og de religiøse lederes vigtige rolle i arbejdet for at skabe en mere fredelig fælles verden, skriver forfatter Malene Fenger-Grøndahl
Adventstiden er som skabt til refleksion over året, der er gået, og tanker om det år, der skal komme. Mange billeder, der dukker op på nethinden. Glædesfyldte øjeblikke, underfulde oplevelser.
Men også tider med sorg og frustration og øjeblikke af mismod og frygt, både når det gælder mine nære relationer og ”den store verden”.
Tilbage står håbet og troen på, at alt skal blive godt, og at vi selv kan arbejde på at nå dertil. Ved at følge Jesu ord og tro på hans løfte til os om, at Han er med os alle dage indtil verdens ende.
Bøn er en hjælp for mig
Når jeg indimellem har haft svært ved at holde fast i troen og håbet, er det bønnen, der har hjulpet mig. Min egen bøn og andres. Også pave Frans'. Når jeg tænker tilbage på året, der er gået, dukker mange af pave Frans’ ord og bønner op i mit indre, og jeg fyldes med glæde og håb.
Fra det forløbne år husker jeg især hans besøg i Det Hellige Land i slutningen af maj måned. Under sit tre dage lange besøg i Israel og Palæstina prioriterede pave Frans især møder med religiøse overhoveder både kristne, muslimske og jødiske og besøg ved symbolsk vigtige steder som Grædemuren, Klippekuplen og Gravkirken.
Hele artiklen er <her>