19. feb. 2014
Daniel Nørgaard, katolsk præst, skriver på religion.dk, bl.a.:
Jeg blev forelsket
Cølibatløftet er en ramme, der på mange måder har gjort livet enklere for mig. Det gør mig fri fra en masse forpligtelser i forhold til en familie, og jeg skal ikke hele tiden spørge mig selv, om det mon kunne blive til noget mellem mig og en tiltrækkende kvinde, jeg møder. Men det har også til tider føltes som nogle snærende bånd, for man kan jo ikke altid styre de følelser og længsler, der dukker op i en selv.
Efter nogle år som præst blev jeg forelsket, og det gjorde det ikke lettere, da jeg fandt ud af at forelskelsen var gengældt. Jeg stod på den ene side med en masse frustrationer i mit arbejde som præst, hvor ikke mindst mine egne forventninger til mig selv var enormt høje, og på den anden side dukkede så tanken op om et liv med en kvinde, der holdt af mig, for det jeg var, og ikke for det jeg gjorde.
Tanken om ægteskabet var med ét blevet helt anderledes konkret og positiv, end dengang jeg havde lovet at leve i ugift stand resten af livet.
I den krise jeg befandt mig i, var det ikke nok at gentage for mig selv, at jeg var forpligtet af mit løfte om cølibat, for det stod mig efterhånden klart, at løftet ikke var aflagt med tilstrækkelig modenhed. Der var vigtige ting, jeg ikke havde forholdt mig til, da jeg sagde ja til cølibatet, og nu trængte de sig på. Også hele min tanke om, at jeg som præst var kaldet til at give og give uden at tillade selv at modtage, var ved at spille fallit. Den havde efterladt mig tom og ulykkelig.
Hele artiklen er <her>