Artikler i aviser / på nettet

Artikler i aviser / på nettet - - Katolikker i Dialog

Berlingske: Vatikanet siger ja: København får nyt stort plejehjem

3. jan. 2015

Flemming Steen Pedersen, Berlingske, skriver bl.a.:

Med grønt lys fra Vatikanet i Rom er der nu banet vej for, at der kan blive opført et nyt stort plejehjem i København, hvor der på ny er et stigende behov for særlige boliger til plejekrævende ældre.

Skt. Joseph Søstrene har indgået en aftale med Lejerbo og Københavns Kommune om at afhænde den katolske ordens 10.000 kvadratmeter store hovedsæde med kloster, kirke og eget plejehjem på Strandvejen på Ydre Østerbro med det formål at etablere 100 nye moderne plejeboliger samt godt 20 seniorboliger.

Projektet indebærer, at de nuværende, utidssvarende plejeboliger for ordenens egne søstre med behov for hjælp rives ned, og at der i stedet opføres et moderne plejecenter. Klostret bevares, men skal gennemrenoveres og bl.a. huse de kommende seniorboliger. Immaculata Kirken bevares ligeledes, men skal have en ny funktion i fremtiden.

»Traditionelt er det svært at finde nye grunde og steder i København, hvor man kan etablere nye, store institutioner. Derfor er det rigtigt heldigt, at denne mulighed er dukket op for at placere nye plejeboliger i flotte, kulturelle omgivelser på Østerbro, hvor vi mangler plejeboliger,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF)

Hele artiklen er <her>