16. juli 2015
Andreas Rude, skriver i Kristeligt Dagblad, bl.a.:
Røde paver er ikke noget særsyn
Pave Frans' rundskrivelse om klimaforandringer minder om en lang tradition i katolsk teologi for at begejstre og forarge til højre og venstre
Med denne sommers rundskrivelse om klimaforandringer, ”Laudato Si”, har pave Frans endnu en gang demonstreret sin evne til at give katolicismen politisk bid og global genlyd
Rundskrivelsen, der kæder menneskeskabte klimaforandringer sammen med et økonomisk system, der fremmer ulighed, grådighed og uhæmmet forbrug, kom seks måneder før FN's klimatopmøde i Paris til december, og netop som feltet af kandidater til den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 var ved at tage form. Og paven gjorde intet forsøg på at fremstå neutral. Tværtimod har han taget de fattigste nationer i forsvar og peget på den vestlige verdens særlige ansvar. Han har også afvist klimaskeptikernes argumenter og stillet sig bag den altovervejende videnskabelige konsensus om, at vores livsstil må ændres.
Sådanne meldinger fik mange medier til at tale om en ”rød” (eller ”grøn”) pave, og konservative røster, der normalt bakker op om pavelige standpunkter, advarede Frans mod at beskæftige sig med ting, han ikke har forstand på. Omvendt har meningsdannere til venstre, der ofte tager afstand fra katolsk tro og moral, glædet sig over, at han bruger sin religiøse autoritet til at fremme videnskabeligt velunderbyggede argumenter.
Begge synspunkter overser imidlertid, at paverne har været ”røde” meget længe, når talen er om det fælles bedste for menneskeheden, og at forestillinger om økonomisk vækst og markedskræfternes frie spil som løsning på verdens problemer aldrig har fået deres velsignelse. I den forstand er Frans' rundskrivelse om klimaforandringer blot det seneste udtryk for paveembedets advarsler mod truende menneskeskabte katastrofer gennem mere end hundrede år.
Da pave Leo XIII i 1891 udsendte rundskrivelsen ”Rerum Novarum”, støttede han såvel arbejdernes ret til at danne fagforeninger som princippet om privat ejendomsret. Netop denne rundskrivelse kom til at udgøre kernen i moderne katolsk sociallære med dens vægt på skabelsen af et retfærdigt samfund, der bygger på menneskelig værdighed og solidaritet.
Johannes XXIII's ”Pacem in Terris” (1963) advarede mod atomkapløbet under den kolde krig, mens Johannes Paul II's ”Sollicitudo Rei Socialis” (1987) talte om de ”syndens strukturer”, der hindrer udvikling, og lagde ansvaret hos både den vestlige økonomiske liberalisme og den kommunistiske kollektivisme. Benedikt XVI understregede i ”Caritas in Veritate” (2009) i kølvandet på finans-krisen de menneskelige omkostninger ved globaliseringen.
Hele artiklen kan læses på bloggen 'Religion & Politik' <her>