29. sept. 2014
Pave Frans' holdning til 'krig og blodsudgydelse'
Fra en læser af Kristeligt Dagblad har jeg fået nedenstående indlæg tilsendt.
Indlægget dokumenterer at avisen mangler belæg for et helt centralt udsagn der fremføres i et resume af en artikel - den såkaldte manchet.
Avisen har ikke ønsket at bringe et læserbrev med en kommentar til manchetten eller på anden måde at berigtige dens indhold.. og det er så meget desto mere overraskende derhen, at Kristeligt Dagblad vel normalt må anses for et meget troværdigt medie.
Website, Katolikker i Dialog, har som sit formål at medvirke til at skabe overblik og indblik så derfor hjælper vi gerne både læseren og Kristeligt Dagblad ved at bringe dokumentationen.
Den omtalte artikel er:
Derfor blåstemplede paven brug af magt over for IS
Kristeligt Dagblad, 25. aug. 2014.
FJM
Webredaktør
Kristeligt Dagblad skrev d. 25. august i en manchet til en artikel om paven, situationen i mellemøsten og teorien om retfærdig krig, at -
»I hundredåret for Første Verdenskrig bryder pave Frans med den katolske kirkes traditionelle modstand mod krig og blodsudgydelser. Men Frans er ikke en katolsk høg«
- (med den mildnende tilføjelse, at paven dog ikke er en høg....)
Avisen sagde nej tak til at bringe en kommentar til denne udmelding - og har heller ikke ønsket på anden måde at berigtige indholdet i manchetten, der er uden belæg i det, paven faktisk har udtalt ved diverse lejligheder i de seneste måneder.
Til katolikker i Dialogs læseres orientering bringes her en række citater, der belyser, hvad pave Frans' holdning er til 'krig og blodsudgydelse':
Der er først pavens tale til de nye ambassadører ved Vatikanet ( 15 maj ):
Paven talte om, at når alt kommer til alt, så er det egentlige formål med pavestolens diplomatiske forbindelser med andre stater at arbejde for fred- fred i retfærdighed, fred med udvikling.
Han talte dernæst om to forhold, der i særlig grad truer udviklingen af en fredelig verden: den internationale våbenhandel og den migration, mange føler sig tvunget ud i.
Han sagde :
"Alle taler om fred. Alle påstår at ønske fred, men ulykkeligvis fører spredningen af våben af alle slags i modsat retning. Våbenhandlen har den virkning, at den skaber komplikationer for og hindrer en løsning på konflikter, og det så meget desto mere som våbenhandelen i vid udstrækning vokser og foregår uden for lovens grænser.
Derfor mener jeg, at vi - mens vi er forsamlet her, i Vatikanet, som af natur er engageret i en særlig tjeneste af fredens sag - at vi her kan forene vore stemmer i et håb om, at det internationale samfund vil fremme en ny æra med samlet og uforfærdet indsats for at stoppe oprustningen og mere specifikt for at fremme en nedrustning.
("prevent the growth of armaments and more spcifically (a commitment..) for their reduction")"
Linket er <her>
I 100-året for verdenskrigens udbrud, den 27. juli sagde paven efter angelusbønnen:
"Dagen i morgen markerer 100-året for udbruddet af første verdenskrig, som resulterede i millioner af menneskers død og umådelige ødelæggelser. Denne konflikt, som Benedikt XV kaldte 'et meningsløst, nytteløst blodbad', resulterede efter fire lange år i en yderst skrøbelig fred. I morgen vil være en sorgens dag i mindet om denne tragedie. Mens vi husker denne tragiske begivenhed, er det mit håb, at fortidens fejltagelser ikke skal gentage sig., at vi drager lære af historien, og at fredens sag altid må få overtaget gennem udholdende, tålmodig og uforfærdet dialog.
Mine tanker går i dag især til tre kriseområder: Mellemøsten, Irak og Ukraine. Jeg beder jer blive ved med at bede sammen med mig om, at Herren vil skænke disse regioners folk og ledere den visdom og styrke, de behøver, for at gå fremad med beslutsomhed på vejen mod fred og at forholde sig til enhver strid med stædig dialog, med forhandling og med forsoningens styrke. Måtte det fælles gode og respekten for det enkelte menneske snarere end særinteresser stå i centrum af hver eneste beslutning. Lad os huske på, at man taber alt med krigen, og at man intet taber med freden!
Brødre og søstre - aldrig krig, aldrig krig! Jeg tænker især på børnene, som man berøver håbet om et værdigt liv, håbet om en fremtid, på de døde børn, sårede børn, lemlæstede børn, forældreløse børn, børn der har krigens efterladenskaber som deres legetøj, børn, der ikke kan smile.
Stop, jeg bønfalder jer! Jeg beder jer herom af hele mit hjerte, det er på tide at stoppe: Stop, jeg bønfalder jer! "
Linket er <her>
I pressekonferencen i flyet hjem fra Korea svarer paven på spørgsmål om terror og om han bifalder de amerikanske bombardementer:
Efter at have udtalt, at det er legalt - 'licit' - at stoppe uretmæssig aggression, men at han med 'stoppe' hverken siger ' bomb ' eller 'før krig' , alene 'stoppe', og efter at have henvist spørgsmålet om 'hvordan' til FN - minder paven om, hvor tit dette 'at stoppe den uretfærdige aggression' er blevet brugt som påskud til at føre angrebskrig og fremme nationale og politiske særinteresser.
Senere i interviewet taler han til journalisterne om menneskets ufattelige grusomhed::
" I dag befinder vi os i en verden, hvor der er krig overalt. Der var en, der sagde til mig : "Ved De hvad, fader vi befinder os i den tredje verdenskrig, men den udkæmpes i småstykker." Er De med ? Det er en verden i krig, hvor denne grusomhed finder sted.
Jeg vil gerne reflektere over to ord. Det første er grusomhed. I dag tager man ikke hensyn til børn, man regner ikke med børn! Vi plejede at tale om konventionelle krige, i dag holder det ikke. Jeg siger selvfølgelig ikke, at konventionelle krige var et gode
Men i dag smides en bombe, og den dræber de uskyldige med de skyldige, barnet og kvinden, dets mor sammen med det....
Bomberne dræber alle. Men vi skal stoppe op og tænke lidt over det niveau af grusomhed, vi er nået til. Den grad af grusomhed menneskeheden er nået til i dag er skræmmende [...]
Det andet ord, som jeg gerne vil reflektere over, og som hænger sammen med det, jeg siger, er tortur.
I dag er tortur - som jeg ser det - blevet et nærmest normalt redskab i efterretningsarbejde, i retssager... og tortur er en synd imod menneskeheden, det er en forbrydelse mod menneskeheden.
Og til katolikker siger jeg: tortur er en dødssynd, det er en alvorlig synd, men mere end det - det er en synd mod menneskeheden. Grusomhed og tortur.
Jeg så meget gerne, om I i jeres medier, ville reflektere over disse ting. Hvordan ser I på disse ting i dag? På hvilket niveau befinder menneskets grusomhed sig? Hvordan ser I på tortur? Jeg tror det kunne være til gavn for os alle at reflektere over dette.
Linket til pressekonferencen er <her>
I tiden efter den omtalte manchets fremkomst i Kristelig Dagblad har der været flere vigtige udtalelser fra både paven og andre medarbejdere ved Vatikanet om spørgsmålet om krig. Her er to, der begge refererer til første verdenskrig:
Den 13. september besøgte paven den østrig-ungarske soldaterkirkegaard fra 1. verdenskrig i Redipuglia. Han prædikede ved messen, hvor han sagde:
Menneskeheden har brug for at græde, og tiden er inde nu til gråd
Efter at jeg har haft den smukke oplevelse at rejse gennem denne region, hvor mænd og kvinder arbejder og sørger for deres familier, hvor børn leger, og gamle mennesker drømmer - så er jeg nu her på dette sted og finder kun ord for dette ene: Krig er vanvid.
Dér, hvor Gud fortsætter sit skaberværk, og vi er kaldede til at deltage i hans arbejde - dér ødelægger krig. Krigen lægger også det mest vidunderlige arbejde fra Guds hånd - mennesket - i ruiner. Krig ødelægger alt, selv båndet mellem brødre. Krigen er vanvittig , dens strategi er destruktionen: den vil vokse og udvikle sig gennem destruktionen!
Grådighed, ingen tolerance, magtbegær. Disse motiver ligger nedenunder beslutningen om at gå¨i krig, og de retfærdiggøres så ofte gennem en ideologi. Men forinden er der en forvrænget lidenskab eller impuls. Ideologien præsenteres som en retfærdiggørelse, og er der ingen ideologi, er der Kains svar - 'og hvad kommer det mig ved? - det kender jeg ikke noget til - er jeg min broders vogter?' Krigen har ikke øjenkontakt med nogen, - være sig gamle, spædbørn, mødre, fædre - og hvad kommer det mig ved?
Over indgangen til denne kirkegård hænger disse spottende ord fra krigen i luften - 'og hvad kommer det mig ved'
Hver eneste af dem, der er begravet her, havde deres egne planer, deres egne drømme, men deres liv blev brat afbrudt - hvorfor? fordi menneskeheden sagde - og hvad så? Hvad kommer det mig ved..
Selv i dag efter det andet nederlag i endnu en verdenskrig kan vi måske tale om en tredje verdenskrig, en som udkæmpes i småbidder, med forbrydelser, massakrer, destruktion...Og helt ærligt, forsiden på aviserne skulle have overskriften - og hvad kommer det mig ved? Kain ville sige - er jeg måske min brors vogter?
Denne holdning er det stik modsatte af, hvad Jesus vil af os i evangeliet. Vi har hørt: han er der i den mindste af hans brødre; han, kongen, verdens dommer, han er den, der sulter, tørster, han er den fremmede, den som er syg, den som er i fængsel...Den som tager sig af sin bror eller søster, han går ind til sin herres glæde, den som ikke gør dette. han som gennem det han undlader at gøre, siger - og hvad kommer det mig ved, han står vedblivende uden for.
Her ligger der mange ofre. I dag mindes vi dem, husker på dem. Der er tårer, sorg, smerte. Fra dette sted husker vi på alle ofre fra alle krige.
Også i dag har vi mange ofre. Hvordan kan det være muligt? Det er sådan, fordi i dagens verden, bag scenen, er der interesser, geopolitiske strategier, pengebegær og magtbegær, og der er våbenindustri og våbensalg, som synes at betyde enormt meget!
Og disse terrorens planlæggere, de som pønser på konflikter, akkurat som våbenhandlerne, bærer indgraveret i deres hjerte - og hvad kommer det mig ved?
Det er de vises opgave at erkende fejl, at føle smerte, at angre, at bønfalde om tilgivelse, og at græde.
Med dette - 'og hvad kommer det mig ved' i deres hjerte, har krigens købmænd muligvist tjent store penge, men deres fordærvede hjerter har mistet evnen til at græde. Ordene - 'og hvad kommer det mig ved' holder tårerne væk. Kain græd ikke, Det var umuligt for ham, Kains skygge ruger over os i dag, på dette sted. Vi kan se den her. Den kan ses fra 1914 og lige op til vores egen tid. Vi kan endda se den her og nu.
Med en søns, en brors, en fars hjerte ber jeg hver eneste af jer, ja os alle, om at gå ind i hjertets omvendelse, at flytte jer fra dette - 'og hvad kommer det mig ved' - til gråd: for hver af de faldne i dette 'meningsløse, forgæves blodbad', for alle ofre fra alle vanvittige krige i alle tider.
Gråden.
Brødre, Menneskeheden behøver at græde, og nu er det tiden til gråd.
Link til pavens prædiken <her>
Og endelig pavens ord ved angelus på festen for korsets ophøjelse:
'Den 14. september fejrer kirken festen for korsets ophøjelse. En ikke-kristen kunne måske spørge os: " hvorfor 'ophøje' korset?' Vi kan svare, at det ikke er et hvilket som helst kors, vi ophøjer: vi ophøjer Jesu kors, fordi i det kors åbenbarer sig Guds kærlighed til menneskene maksimalt. Det er det, som johannesevangeliet min der os om i dagens liturgi: Således elskede Gud verden, at han giver sin enbårne søn (3.16)., Faderen har 'givet' sønnen for at frelse os, og det medførte Jesu død og døden på korset.
Hvorfor var korset nødvendigt? På grund af det Ondes alvor - det Onde, som holdt os fangne som slaver. Jesu kors udtrykker disse to ting: Hele det ondes negative styrke, og hele Guds barmhjertigheds almægtige mildhed. Korset synes at demonstrere Jesu nederlag, men i virkeligheden markerer det hans sejr.
På Golgatha sagde de, der hånede ham: Hvis du er Guds Søn, så stig ned fra korset (jf Matt. 27.40). Men det er det omvendte, der er sandt: det er præcis, fordi han var Guds Søn, at Jesus var dér, på korset, trofast til det yderste og sidste overfor Faderens kærligheds plan. Og det er netop derfor, at Gud har 'ophøjet' Jesus (Fil 2.9) og givet ham et universelt kongedømme.
Og når vi vender vort blik mod det kors, som Jesus var naglet til, ser vi kærlighedens tegn, tegnet på Guds uendelige kærlighed, til hver eneste af os, og roden til vor frelse. Fra dette kors udspringer Faderens miskundhed, der favner hele verden. Ved Kristi kors er den onde besejret, døden er overvundet, livet givet til os, håbet givet os tilbage.
Dette er vigtigt: ved Kristi kors er håbet givet tilbage. Jesu kors er vort eneste håb! Det er derfor, at Kirken 'ophøjer' det hellige kors, det er derfor, at vi kristne nedkalder velsignelse over os ved at gøre korsets tegn. Vi siger dermed, at det er ikke korsene som sådan, vi 'ophøjer' - men Jesu herlighedsfulde kors, tegnet på Guds umådelige kærlighed, et tegn på vor frelse og vej til opstandelsen. Det er dette, der er vort håb.
Og når vi ser på og fejrer det hellige kors, bliver vi bevægede, når vi tænker på de talrige brødre og søstre, som forfølges og slås ihjel på grund af deres tro på Jesus Kristus. Det er dette, der sker især der hvor religionsfriheden endnu ikke er sikret eller fuldt ud ført ud i livet.
Men det sker endda også i lande og miljøer, som i princippet beskytter friheden og menneskerettighederne, men hvor de troende og især de kristne , konkret møder indskrænkninger og diskrimination. Det er derfor, at vi i dag helt specielt tænker på dem og ber for dem.
På Golgatha ved foden af korset stod jomfru Maria (jf Joh 119,25-27). Det er den smertefulde Guds moder, som vi fejrer i morgen i liturgien. Jeg betror Kirkens nutid og fremtid til hende, for at vi altid må vide at finde og tage imod det budskab om kærlighed og frelse, der kommer til os fra Jesu Kors...
Og efter Angelus
Kære brødre og søstre,
[paven indleder med at tale om FN.s fredsskabende mission i Den centralafrikanske Republik- og igen om at lade tanke på det fælles gode gå forud for politiske særinteresser]
Han fortsætter:
I går var jeg i Redipuglia, på den østrig-ungarske kirkegård og i kirken. Jeg bad for de døde i Verdenskrigen. Tabstallene er frygtelige: der er tale om 8 millioner faldne unge soldater og omkring 7 millioner civile ofre.
Det får os til at se, i hvor høj grad krigen er vanvid! Et menneskehedens vanvid - en menneskehed, der endnu ikke har lært lektien, eftersom en verdenskrig nummer to fulgte efter sammen med så mange andre, som stadig foregår i dag.
Men hvornår kommer vi til at lære denne lektie? Jeg opfordrer jer alle til at rette blikket mod den korsfæstede Jesus for at komme til at forstå, at hadet og det onde besejres af tilgivelsen og af det gode. For at forstå, at krigens svar kun får det onde og døden til at vokse!
Linket er <her>
Disse citater taler for sig selv. Pave Frans bryder ikke med Kirkens modstand mod krig og blodsudgydelse. Han fremhæver den. Og han kan ikke tolkes ud fra politiske og strategiske kategorier som due eller høg. Han argumenterer fra et andet sted og på Evangeliets plan.
Hanne Gregersen
Frederiksberg
- - -
10. okt. 2014 - efterskrift
En læser har gjort mig opmærksom på denne video fra Rome Reports, der er i tråd med ovenstående indlæg.
FJM
Webredaktør
