27. feb. 2015

Indlæg af Nina Marie Lassen, der tillige bringes i Katolsk Orientering 3. 2015 side 12 <her>

Kommentar til Niels Christian Hvidts læserbrev i Katolsk Orientering nr. 2 <her>

Som svar på mit indlæg i K.O. nr. 1 om Den Katolske Kirkes syn på Vassula Rydéns påståede åbenbaringer, påstår Niels Christian Hvidt i K.O. nr. 2, at det af Troslærekongregationens Rundskrivelse fra 2007 til Verdens Bispekonferencer om Vassula Rydéns skrifter og aktiviteter (det Hvidt kalder ”Levadas brev”) skulle fremgå, at

”den troende selv må læse og vurdere budskabernes ægthed”

på linje med åbenbaringer, som Kirken har sanktioneret.

Hvidt konkluderer:

”De troende er, også i Levadas brev, udtrykkeligt opfordret til selv – ud fra læsning af hendes budskaber og klargøringer – at beslutte sig for, om de vil tro på Vassulas åbenbaringer eller ej”.

En sådan udlægning og oversættelse af Troslærekongregationens rundskrivelse er urigtig og vildledende. I rundskrivelsen (punkt 2) står:

”Efter dialogen med Troslærekongregationen har Vassula Rydén imidlertid dels afklaret nogle problematiske punkter i sine skrifter, dels klargjort karakteren af sine budskaber, der ikke præsenteres som guddommelige åbenbaringer, men snarere som hendes personlige meditationer (Se Vassula Rydén: Brev af 26. juni 2002, trykt i Sandt Liv i Gud, vol. 12, XXI-LI). Fra et normativt synspunkt og på baggrund af ovennævnte afklaringer må der derfor foretages en tilsynsmæssig vurdering fra sag til sag. Dette under hensyntagen til den faktiske mulighed, der i lyset af de omtalte præciseringer kan være for, at de troende kan læse hendes skrifter.”
(min oversættelse).

Intetsteds her, heller ikke af andre Vatikandokumenter, fremgår, som Hvidt hævder, at de troende selv må beslutte sig for, om de vil tro på hendes åbenbaringer. Tværtimod fremgår, at en afgørende forudsætning for overhovedet at komme i nærheden af at beskæftige sig med Rydéns skrifter i sit åndsliv er, at disse ikke anses for åbenbaringer, men som personlige meditationer. Herudover skal biskopperne sikre den endelige vurdering af, om disse personlige meditationer konkret må læses, jf. herved ligeledes Kanonisk Lov, punkt 823.

Indrømmet, det er en kortfattet og til dels indforstået skrivelse, der kan være svær at oversætte, men dog ikke til at misforstå, hvis man gør sig umage og læser den i sin helhed sammen med Notifikationen fra 1995.

At jeg ikke nævnte ovenstående passage i mit første indlæg skyldtes ikke, at jeg ikke var bekendt med den, men at denne del af rundskrivelsen mistede sin praktiske betydning kun få måneder efter udgivelsen.

Rydén rettede nemlig i maj 2007 henvendelse til Troslærekongregationen med en kraftig benægtelse af, at hun nogetsteds skulle have givet udtryk for, at hendes skrifter alene var personlige meditationer. Tværtimod fremhævede hun igen sine budskaber som værende på linje med alle andre post-bibelske åbenbaringer og understregede:

”Mine budskaber er gaver af guddommeligt forsyn til gavn for Kirken”
(citat fra Hvidts dokumentation).

Så længe Rydén afviser Troslærekongregationens afgørende forudsætning om, at der alene er tale om personlige meditationer og ikke åbenbaringer, har ovenfor citerede retningslinje i pkt. 2 – hvor Hvidt misvisende erstatter begrebet personlige meditationer med åbenbaringer - ingen praktisk relevans.

Tværtimod har Troslærekongregationens klare krav til biskopperne om bl.a. aktivt at sikre, at der ikke gives mulighed for, at hendes idéer udbredes, hermed vist sig så meget desto mere velfunderet.

Dialogen med Troslærekongregationen i årene omkring årtusindeskiftet var givetvis interessant, men førte ikke til noget. I lyset af den åbenbare misfortolkning af Troslærekongregationens rundskrivelse fra 2007 er det umuligt andet end også at være skeptisk over for Hvidts gengivelse af den forudgående dialog. Udtrykte Ratzinger i 2004 optimisme skyldtes det måske, at også han dengang troede at se tegn på, at Rydén ville respektere den Katolske Kirkes læremæssige vurdering.

Den manglende formelle fordømmelse af Rydéns skrifter kan, som bl.a. fremført af dominikaneren Francois-Marie Dermine, lige så sandsynligt skyldes, at hun, som ikke-katolik, ikke er underlagt Kirkens jurisdiktion.

Den Katolske Kirkes læremæssige vurdering er således fortsat og utvetydigt, at Rydéns budskaber ikke kan betragtes som åbenbaringer fra Gud. Det står ligeledes fast, at de troende opfordres til ikke at betragte Rydéns skrifter og taler som overnaturlige, men til at bevare renheden af troen, ligesom det anses for upassende, hvis de deltager i bønnegrupper etableret i Rydéns regi.

Det er de retningslinjer, vi som katolikker har fået af en Kirke, der har årtusinders erfaring med at bedømme, om ånderne er fra Gud. Der er intet belæg for at mene, at Kirken her er uklar, eller at en opblødning er på vej. Det er ren spekulation og kan ikke være andet end ønsketænkning eller blændværk, når Hvidt forsøger at give et andet billede.

På www.katidialog.dk findes udover Vatikanets skrivelser, bl.a. p. Francois-Marie Dermine, O.P.’s analyse, Vassula Rydén: The Reasons for the Church’s Negative Reaction, og en tilsvarende vægtig kritik af Ingerlise Provstgaard, En analyse af Vassula Rydéns Jesus.

Nina Marie Lassen, 2920 Charlottenlund