2. nov. 2015
Hvad er det, der får Iben Thranholm og andre til at råbe op og sige, at den katolske kirke er ved at ændre sig totalt og bryde med den sandhed, den er sat til at forkynde? spørger katolsk præst Daniel Nørgaard
Sognepræst ved den katolske domkirke, Daniel Nørgaard skriver på religion.dk bl.a.:
Jeg vil med dette indlæg pointere, at langt fra alle katolikker deler Iben Thranholms oplevelse af den netop afsluttede bispesynode i Rom. Hun har i mine øjne manipuleret med virkeligheden, når det gælder dækningen af synoden, ligesom jeg mener, at hun har fordrejet udlægninger af pave Frans' udsagn. Hermed mener jeg, at Iben Tranholm med indlægget af 28. oktober skaber et forvansket billede af synoden.
Godt nok er det sandt, at der særligt omkring spørgsmålet om gengift fraskiltes adgang til kommunion (det vil sige nadver) har været en livlig debat på synoden. Og som i enhver debat, har der været uenighed om tilgangen til dette problem. Men deltagerne på synoden har givet udtryk for, at arbejdet er forløbet i tillid og med optimisme, og at det er i forlængelse med og ikke et brud med den katolske kirkes hidtidige lære.
Kardinal Napier fra Sydafrika, som anses for en af de konservative repræsentanter, fortalte på en pressekonference d. 20. oktober, at synodens deltagere ”arbejder sammen som kollegaer i den retning, som er bedst for kirken”.
Kardinal Schönborn, der anses som pave emeritus Benedikts ”discipel”, betegner i et interview d. 24. oktober synodens arbejde omkring den katolske kirkes omsorg for de gengift fraskilte (det vil sige fraskilte, som har har giftet sig igen) som ”en fordybelse og fortsættelse” af pave Johannes Paul IIs lære om familien. Jeg selv har talt med en sekretær, der var til stede under alle synodens fællesforsamlinger, og som var med til arbejdet i en af de mindre arbejdsgrupper, og han talte også om en fredelig og frugtbar stemning.
--
Iben Thranholm manipulerer også groft med pave Frans' ord i dennes prædiken til synodens afslutning d. 25. oktober. Hun skriver:
”I sin prædiken til messen i søndags i Peterskirken, som afsluttede synoden, sagde Pave Frans, at Jesu disciple er kaldede til at lede uden at være belærende”.
Det er en meget uærlig gengivelse af pavens prædiken. Paven prædikede over Bartimæus' helbredelse, hvor disciplene siger til den blinde ”Vær frimodig, rejs dig”. Pavens ord i prædikenen er derefter:
”Hans [disciple] gør ikke andet end at gentage Jesu opmuntrende og befriende ord og fører ham direkte til Ham, uden prædikener.”
Det er ikke det samme som at sige, at en discipel af Jesus ikke må belære andre.
Det mest ærgerlige ved Iben Thranholms indlæg er, at det fuldstændigt fjerner fokus fra et utrolig frugtbart kirkemøde. Synodens slutdokument med dets 94 punkter, som omhandler meget, meget mere end gengift fraskilte, er en utrolig værdifuld refleksion over hvordan vi i dag kan bringe Gud til familierne og støtte dem i deres kald. Den er en sand Helligåndens gave til den katolske kirke.
Jeg kan kun opfordre Iben Thranholm og andre, som er forvirrede over synodens gang, til at læse pave Frans' forskellige taler og prædikener fra ugerne under synoden. Jeg kan ikke genkende ”det mørke, som spreder sig i øjeblikket”, som Iben Tranholm oplever. Vi har en pave, som trofast holder Evangeliets lære op over for de virkeligheder, den katolske kirke står over for. Hans prædikenen fra d. 25. oktober om den blinde Bartimæus kan måske også hjælpe med at få bortjaget Iben Thranholms mørke.
Hele indlægget er <her>